Et sjældent syn
5.0
Jeg har aldrig læst en Alan Moore-tegneserie. Jeg aaaaaner ikke hvordan de filmisk svulmende billeder af en lyseblå mand, der mediterer på Mars, eller et ugle-lignende luftfartøj der svæver over storbyens tage ter sig ud i Moores tegneseriehæfte af samme navn som filmen, ’Watchmen’. Og jeg har absolut ingen personlig opfattelse af om filminstruktøren Zack Snyders hæmningsløse billedshow har noget hold i Moores forlæg, eller om det blot går sine egne vilde og voldsomme veje.
Men det er lige meget. I hver en afskygning af sin svulmende størrelse, sine visuelle detaljer og sin kolossale ambition, syner ’Watchmen’ nemlig af at være udtænkt og udført på en måde, som filmverdenen aldrig før har set, hvad end den så følger sit forlæg eller ej. Det giver ikke umilddelbart mening i sig selv at fylde soundtracket til en superheltefilm med musik fra kunstnere som Nat King Cole, Abba, Simon & Garfunkel og Jimi Hendrix, og slet ikke i et superhelteunivers, hvor en selvoplyst blå mand uden hverken pupiller eller underbukser bliver en af de mest fascinerende og poetiske figurer man nogensinde mindes at have set på film, i stedet for at blive ufrivillig komisk - men lige netop sådan lyder et par af de overrumplende kendsgerninger i ’Watchmen’.
’Overrumplende’ er for så vidt et ord, der kommer vidt omkring i Zack Snyders udskejelser, for sjældent har et filmsprog fremstået så komplekst og samtidig så helstøbt. I lyd og billeder har Snyder simpelthen fundet en sublim kunstnerisk niche i på samme tid at være hårdkogt og himmelråbende smuk, og hvis øjnene var godt på vej til at poppe ud af hovedet under de billedskønne slagterier fra ’300’, så gør de det med garanti ved mødet med ’Watchmen’. Få der først én gang har oplevet de mere end almindeligt kraftfulde billeder af en blå eksplosion der oplyser og paralyserer Manhattan, vil kunne glemme dem igen. Og hvis der nogensinde skulle skrives en fyldestgørende liste over filmhistoriens bedste titelsekvenser, så skulle der næppe være tvivl om, at Snyders museumsagtige slowmotion-snapshots krydret med fængende Bob Dylan-musik ville pryde listens absolutte top.
Man kan vende og dreje Zack Snyders uforglemmelige brug af poetiske slowmotion- og storladne computereffekter. Man kan stryge ’Watchmen’ til med roser, for sin fantastiske ’The Fountain’-lignende kunstfilmsæstetik og sin fabuleren over det civiliserede samfunds skyggesider, og endda bifalde det faktum, at selv når filmen ryster på hånden - og faktisk endda har en smule svært ved at runde sig selv af - bugner den af kvalitet. Men en ting er uden tvivl sikker: ’Watchmen’ skal ses før man tror den. Og selv når det er gjort, kan det være svært at begribe, hvad fanden der egentlig er foregået.
Tæt på de seks stjerner.
Men det er lige meget. I hver en afskygning af sin svulmende størrelse, sine visuelle detaljer og sin kolossale ambition, syner ’Watchmen’ nemlig af at være udtænkt og udført på en måde, som filmverdenen aldrig før har set, hvad end den så følger sit forlæg eller ej. Det giver ikke umilddelbart mening i sig selv at fylde soundtracket til en superheltefilm med musik fra kunstnere som Nat King Cole, Abba, Simon & Garfunkel og Jimi Hendrix, og slet ikke i et superhelteunivers, hvor en selvoplyst blå mand uden hverken pupiller eller underbukser bliver en af de mest fascinerende og poetiske figurer man nogensinde mindes at have set på film, i stedet for at blive ufrivillig komisk - men lige netop sådan lyder et par af de overrumplende kendsgerninger i ’Watchmen’.
’Overrumplende’ er for så vidt et ord, der kommer vidt omkring i Zack Snyders udskejelser, for sjældent har et filmsprog fremstået så komplekst og samtidig så helstøbt. I lyd og billeder har Snyder simpelthen fundet en sublim kunstnerisk niche i på samme tid at være hårdkogt og himmelråbende smuk, og hvis øjnene var godt på vej til at poppe ud af hovedet under de billedskønne slagterier fra ’300’, så gør de det med garanti ved mødet med ’Watchmen’. Få der først én gang har oplevet de mere end almindeligt kraftfulde billeder af en blå eksplosion der oplyser og paralyserer Manhattan, vil kunne glemme dem igen. Og hvis der nogensinde skulle skrives en fyldestgørende liste over filmhistoriens bedste titelsekvenser, så skulle der næppe være tvivl om, at Snyders museumsagtige slowmotion-snapshots krydret med fængende Bob Dylan-musik ville pryde listens absolutte top.
Man kan vende og dreje Zack Snyders uforglemmelige brug af poetiske slowmotion- og storladne computereffekter. Man kan stryge ’Watchmen’ til med roser, for sin fantastiske ’The Fountain’-lignende kunstfilmsæstetik og sin fabuleren over det civiliserede samfunds skyggesider, og endda bifalde det faktum, at selv når filmen ryster på hånden - og faktisk endda har en smule svært ved at runde sig selv af - bugner den af kvalitet. Men en ting er uden tvivl sikker: ’Watchmen’ skal ses før man tror den. Og selv når det er gjort, kan det være svært at begribe, hvad fanden der egentlig er foregået.
Tæt på de seks stjerner.
22/03-2009
