Bourne, Bond og Bankverden
4.0
The International er en overraskende god film. På overfladen ligner det hele lidt et eurotrash forsøg på at gøre Bong og - især - Bourne kunsten efter, mens det retfærdiggøres ved at hænge det hele på en skummel bankverden midt i disse finanskrise-tider.
Men faktisk fungerer det hele langt bedre, end man kunne frygte, og instruktøren Tom Tykwer har rimeligt godt greb om sit plot, mens Clive Owen gør Craig rangen stridig som en hård udgave af Bond. Hvis Craig's Bond i "Quantum of Solace" var en sur mand, man ikke ønskede som bordherre, så er Owen's Salinger så hærget, at man bør skifte fortorv... Men det er nu ikke en Bond-efterligning. Salinger er slet, slet ikke i den samme macho-kategorier med kvindelige erobringer på stribe som Bond, ganske som Naomi Watts afgjort ikke er den typiske Bond-babe her. Og tak for det. De er meget mere realistiske mennesker, og derfor er identifikationen også større end hos Bond.
Det er dog ikke alt, der lykkes lige godt. Mens Matt Damon faktisk formår at få os til at føle for den kolde, afstumpede Jason Bourne, så kommer vi ikke nær så tæt på Owen's Salinger. Ikke fordi Owen ikke kan klare sit metier, men simpelthen fordi historien ganske enkelt ikke kommer ind under huden på ham. Filmens karakterskildring forbliver således på det jævne. Det kan man næppe fortænke en action-thriller i, men det lykkedes trods alt i Bourne-filmene.
Til gengæld får vi rigeligt med intriger, mord og beskidte handler under bordet fra første minut. Og det lykkes faktisk for Tykwer at bidrage lidt visuelt til genren. Et snigmord under et politisk stormøde foran en bygning filmer Tykwer eksempelvis ovenfra, så menneskemængdens panik ligner en myretue, efter nogen har trampet godt og grundigt i den. Måske et lidt billigt trick, men det virker. Det fungerer også helt efter bogen at lade Owen stå midt i en firsporet vej fyldt med biler og fortvivlet lede efter sin gerningsmand. Man er helt på herrens mark sammen med ham.
Danske Ulrich Thomsen kan glæde sig over at blive forfremmet til hovedskurk. Han gør det godt, men egentlig ser vi ikke frygteligt meget til ham. Jeg må dog rose Tykwer for den måde, han forstår at "internationalisere" sin film ved at lade folk tale masser af forskellige sprog undervejs. Da Thomsen er hovedskurk, får vi således også en gang - om end aldeles ufarlig - dansk snak undervejs, hvilket faktisk virker lidt sjovt.
Og Tykwer forstår at afmontere højspænding og gru, når tingene spidser til. Bemærk eksempelvis den høj-intense skudduel med øredøvende stille pauser, når der skal lades våben eller skiftes position. Under en af disse går en mobiltelefon i gang som et virkeligt effektivt antiklimaks, der fuldstændigt punkterer situationens alvor. Det er "comic relief" i ordets mest bogstavlige betydning. Men også bedste. For det forhindrer, at stemningen bliver alt for tung og kvælende, selv om folk dør som fluer til både højre og venstre.
Også ros til Armin Müller-Stahl, der altid fungerer optimalt i den her slags roller. Slutningen vil dog dele vandene en del, afhængigt af hvor meget man ser filmen som en ren sort/hvid action-film, hvor heltene skal sejre fuldt og helt over skurkene til sidst. Eller som Owen så smukt reducerer det til: "I want some fucking justice!" Hører man til i den helt sort/hvide lejr, så vil man nok ikke synes så godt om slutningen. For helt så afklaret er tingene aldrig i den virkelige verden, og der vil "The International" trods alt helst rodfæste sig en del i sidste ende, før det hele ender i ren blå hat, briller og Bond/Bourne-plagiat. Filmen er i sidste ende lidt mere ambitiøs, og det er faktisk rart. I hvert fald for dem af os, der kan leve men en mere troværdig afklaring på tingene. Men dem, der ønsker eskapisme, bliver nok ikke helt så glade for slutningen.
God og intelligent underholdning, løftet op af særdeles velfungerende baggrundsmusik, der faktisk næsten er på højde med John Powell's arbejde på Bourne-filmene (og fra mig er det afgjort et anerkendende vip med hatten). Selve filmen er ikke helt oppe på Bourne-niveau, men har faktisk en del god og mindeværdig dialog undervejs. Så det kan godt anbefales. Ikke så meget action, men derimod langt, langt mere intelligent thriller end "Quantum of Solace".
Men faktisk fungerer det hele langt bedre, end man kunne frygte, og instruktøren Tom Tykwer har rimeligt godt greb om sit plot, mens Clive Owen gør Craig rangen stridig som en hård udgave af Bond. Hvis Craig's Bond i "Quantum of Solace" var en sur mand, man ikke ønskede som bordherre, så er Owen's Salinger så hærget, at man bør skifte fortorv... Men det er nu ikke en Bond-efterligning. Salinger er slet, slet ikke i den samme macho-kategorier med kvindelige erobringer på stribe som Bond, ganske som Naomi Watts afgjort ikke er den typiske Bond-babe her. Og tak for det. De er meget mere realistiske mennesker, og derfor er identifikationen også større end hos Bond.
Det er dog ikke alt, der lykkes lige godt. Mens Matt Damon faktisk formår at få os til at føle for den kolde, afstumpede Jason Bourne, så kommer vi ikke nær så tæt på Owen's Salinger. Ikke fordi Owen ikke kan klare sit metier, men simpelthen fordi historien ganske enkelt ikke kommer ind under huden på ham. Filmens karakterskildring forbliver således på det jævne. Det kan man næppe fortænke en action-thriller i, men det lykkedes trods alt i Bourne-filmene.
Til gengæld får vi rigeligt med intriger, mord og beskidte handler under bordet fra første minut. Og det lykkes faktisk for Tykwer at bidrage lidt visuelt til genren. Et snigmord under et politisk stormøde foran en bygning filmer Tykwer eksempelvis ovenfra, så menneskemængdens panik ligner en myretue, efter nogen har trampet godt og grundigt i den. Måske et lidt billigt trick, men det virker. Det fungerer også helt efter bogen at lade Owen stå midt i en firsporet vej fyldt med biler og fortvivlet lede efter sin gerningsmand. Man er helt på herrens mark sammen med ham.
Danske Ulrich Thomsen kan glæde sig over at blive forfremmet til hovedskurk. Han gør det godt, men egentlig ser vi ikke frygteligt meget til ham. Jeg må dog rose Tykwer for den måde, han forstår at "internationalisere" sin film ved at lade folk tale masser af forskellige sprog undervejs. Da Thomsen er hovedskurk, får vi således også en gang - om end aldeles ufarlig - dansk snak undervejs, hvilket faktisk virker lidt sjovt.
Og Tykwer forstår at afmontere højspænding og gru, når tingene spidser til. Bemærk eksempelvis den høj-intense skudduel med øredøvende stille pauser, når der skal lades våben eller skiftes position. Under en af disse går en mobiltelefon i gang som et virkeligt effektivt antiklimaks, der fuldstændigt punkterer situationens alvor. Det er "comic relief" i ordets mest bogstavlige betydning. Men også bedste. For det forhindrer, at stemningen bliver alt for tung og kvælende, selv om folk dør som fluer til både højre og venstre.
Også ros til Armin Müller-Stahl, der altid fungerer optimalt i den her slags roller. Slutningen vil dog dele vandene en del, afhængigt af hvor meget man ser filmen som en ren sort/hvid action-film, hvor heltene skal sejre fuldt og helt over skurkene til sidst. Eller som Owen så smukt reducerer det til: "I want some fucking justice!" Hører man til i den helt sort/hvide lejr, så vil man nok ikke synes så godt om slutningen. For helt så afklaret er tingene aldrig i den virkelige verden, og der vil "The International" trods alt helst rodfæste sig en del i sidste ende, før det hele ender i ren blå hat, briller og Bond/Bourne-plagiat. Filmen er i sidste ende lidt mere ambitiøs, og det er faktisk rart. I hvert fald for dem af os, der kan leve men en mere troværdig afklaring på tingene. Men dem, der ønsker eskapisme, bliver nok ikke helt så glade for slutningen.
God og intelligent underholdning, løftet op af særdeles velfungerende baggrundsmusik, der faktisk næsten er på højde med John Powell's arbejde på Bourne-filmene (og fra mig er det afgjort et anerkendende vip med hatten). Selve filmen er ikke helt oppe på Bourne-niveau, men har faktisk en del god og mindeværdig dialog undervejs. Så det kan godt anbefales. Ikke så meget action, men derimod langt, langt mere intelligent thriller end "Quantum of Solace".
23/03-2009
