Filmfolk der elsker Stieg Larsson

Jeg har med vilje undgået at læse "Mænd der hader kvinder", selv om jeg har haft enhver mulighed for det, fordi jeg ikke ville gå til filmen med bogen i erindring.

Men jeg må sige filmen er spændende. Oplægget er et helt klassisk mordmysterium ("whodunit") af Agatha Christie-typen, men også med klare svenske vip med hatten til Sjövall og Wahlö. Mordgåder er grundlæggende altid spændende, når morderen som her skal findes blandt en begrænset gruppe mennesker, der umiddelbart allesammen er uden for mistanke, men hvor en er en grumsom morder, der går løs iblandt os... Den slags fænger altid. Hvem husker f.eks., hvordan "Twin Peaks" greb fat i folk, trods David Lynchs noget underlige verden befolket med dybt mærkværdige personager. Eller for den sags skyld DR's skamløse og noget middelmådige plagiat "Forbrydelsen", som lagde landet øde, selv om plottet slingrede mere end en svensker, der leder efter færgen...

Med med et oplæg om at opklare et 40 år forældet mord er stilen ligesom lagt for journalisten Mikael Blomkvist. Han er den kun den ene del af det makkerpar, der i sidste ende står overfor mysteriet. Den anden er hackeren Lisbeth Salander, selv om der går oceaner af tid, før hun hives ind i plottet. Underligt, når hun har gjort hele forarbejdet. Man kan så indvende, at hele hendes baggrund og den undertrykkende behandling, hun følgeligt lider under, er meget vigtigt at etablere. Men jeg ved nu ikke. Som det er i filmen, virker det ikke så pokkers vigtigt, fordi filmen insisterer på fortsat at holde hendes baggrund hemmelig efter Blomkvist møder hende. Så selv om det var interessant, så virkede det ikke så vigtigt for plottet.

Spillet fungerer ellers fint mellem hovedpersonerne. Salander er afgjort et så stort mysterium, at man helt identificerer sig med Blomkvists forundren over hende.

Selv om dette i høj grad er en svensk film, må man sige at de gode svenskere har fået en pæn del håndsrækning her fra landet. Niels Arden Oplev ("Drømmen", "Portland") instruerer, mens Nicolaj Arcel ("Kongekabale", "Den fortabte sjæles ø") og Rasmus Heisterberg ("Flugten", "Det som ingen ved") har skrevet manuskriptet. Det må siges at være et vellykket samarbejde, idet man over de godt to en halv time med sikker hånd føres gennem sporene i mysteriet frem mod opklaringen. Der er en stor fare for i denne slags film enten at tale for meget ned til publikum eller forvente for meget af dem. Da sporene er vigtige, må publikum jo ikke gå glip af et eneste, men modsat bliver vi sure, hvis vi føler, at instruktionen er så tyk og forklarende, at vi føler man betragter os som dumme. Begge dele er fatale for en film af denne type. Vi bemærker det ikke så meget, fordi vi er vant til de britiske krimiserier, men briterne har altså særdeles lange traditioner for præcis, hvordan den her slags historier skal fortælles, og det er ikke så let lige at aflure dem. Men det fungerer her. Plottet virker solidt, og der fortælles sikkert og medrivende.

Men selv om plottet sådan set holder, så var der nu flere spørgsmål i mit hoved tidligt i forløbet, som der bare blev løbet henover. Jeg slog det væk i forventningen om, at det nok skyldtes ting, der var blevet klippet ud i forhold til bogen, indtil de viste sig at være ret afgørende for plottet. Et eksempel var da Blomkvist får at vide, at de aldrig fandt Harriets liv, hvilket prompte fik mig til at tænke, hvordan de så overhovedet kunne vide hun var død... En anden var, hvordan de kunne vide, at hun aldrig havde forladt øen trods ulykken på broen (for pokker, der ER da andre muligheder - at svømme virker oplagt), eller at Harriet for den sags skyld overhovedet var den meget utydelige kvinde, der tilfældigvis blev filmet (ja, halssmykket, men det er jo også utydeligt, så...).

Bevares, det skal jeg undlade at klandre Stieg Larsson for. Normalt løsner man den slags problemer ved at lægge en masse falske spor ("red herrings") ud, så de væsentlige spørgsmål drukner i en mængde af andre spørgsmål undervejs. Da jeg ikke har læst bogen, ved jeg ikke om Larsson har gjort det. Måske sker det kun i filmen, fordi den i sagens natur skærer plottet helt ned til det væsentlige. Men det betyder trods alt, at filmen kun fungerer rimeligt som "whodunit", fordi en del af de afgørende pointer dermed bliver ret tydelige. Bevares, det går også bedre på film, hvor du får løsningen inden for et par timer, mens det kan tage uger i bogen, mens man forsøger at rede trådene ud.

Til gengæld holder skuespillet og thriller-delen vand hele vejen, og man er godt underholdt. Den obligatoriske konfrontation mellem helt og skurk kunne dog godt have været lavet lidt mere originalt, synes jeg. Lad mig blot sige, at Ulf Pilgaard ikke forgæves har spillet skurk i Bornedals "Nattevagten". Jeg ser i hvert fald klar inspiration derfra. "Har du nogensinde prøvet at blive slået ihjel? Jeg kommer tilbage om lidt..." Om Peter Haber kan spille sympatiske roller efter det her kan virke tvivlsomt. Men det er vel sådan set også et kvalitetsstempel i sig selv.