Far and Away
5.0
Brødrene Joel og Ethan Coen har endnu engang begået en film, der udforsker sære og skæve eksistenser
Fargo er navnet på en lille bitte flække "in the middle of nowhere", nærmere bestemt Minnesota og rammen om en virkelig begivenhed, der fandt sted i 1987. Brødrene Joel og Ethan Coen, mændende bag særprægede film som "Millers Crossing", "Barton Fink" og senest "Det store spring", har henholdvis instrueret og produceret filmatiseringen af denne yderst foruroligende historie.
Jerry Lundegaard (William H. Macy) har, af ikke nærmere beskrevet grund, gældsat sig og allierer sig med det suspekte gansterpar Carl og Gaer (Steve Buscemi og Peter Stormare) for at kidnappe sin egen kone. Hans svigerfar er stenrig, og Jerry er sikker på, at han gladeligt vil betale en klækkelig løsesum, stor nok til betaling af både gangsterparret og gælden.
Blodspor i sneen
Historien er særdeles makaber, og selve handlingsforløbet er fra første scene determineret mod den altoverskyggende katastrofe. Alt, hvad der kan gå galt, går galt, og da vi på intet tidspunkt tror på en lykkelig afslutning, kunne man argumentere for at "Fargo" er en forudsigelig omgang. Og, ja det er den, men Coen-brødrene har en helt speciel "flair" for at få store øjeblikke ud af ingenting. Og som det fremgår af filmens plakat med teksten "A lot can happen in the middle of nowhere", er det netop denne forudsigelighed og vores forventninger om samme, som Coen-brødrene leger med.
På dette underlige sted, højt oppe i det nordlige USA, er befolkningen lige så speciel, som vinteren er lang og nådesløs. Og Coen-brødrene udnytter til fulde både folk og natur. De store snedækkede arealer danner en surrealistisk og, ja i symbolsk forstand, iskold atmosfære. Blodspor bliver bemærkelsesværdig tydelige i sneen, og historiens grumhed forstærkes.
Persongalleriet er en guldgrube. Skæve personligheder, den ene mere sindsyg end den anden. Jerry Lundegaard er en kikset, konfliktsky vatnisse og hans hjerteløse samarbejde med de to "maniacs" er dømt til at mislykkes. Da politikommisær Marge Gunderson (Frances McDormand) gør sin entré, er det svært at afgøre, hvem der har mest brug for professionel hjælp. Hun er i syvende måned og hendes færden rundt i snedriverne, iklædt adskillige lag tøj ud over kæmpemaven er absurd. Hendes opklaring af sagen er stort set tilfældig, hvilket hun selvfølgelig ikke selv bemærker, og da vi ser hende glad og tilfreds efter endt arbejde, liggende foran "fjerneren" med sin lident intelligente husbond, får man lyst til at ændre moralen fra "forbrydelse betaler sig ikke" til "hvis man er så uheldig at støde ind i Gunderson, så betaler forbrydelse sig ikke".
Man må håbe, at Marges person er opfundet af Coen-brødrene, for tanken om hendes virkelige eksistens i politikredse er stærkt foruroligende.
Det er følelsen af afmagt og forvirring, der karakteriserer Coen-brødrenes film. Og "Fargo" er endnu en af deres mærkelige mesterværker, hvor man er prisgivet, og på brødrenes betingelser bliver vidne til skæve eksistenser og situationer
Fargo er navnet på en lille bitte flække "in the middle of nowhere", nærmere bestemt Minnesota og rammen om en virkelig begivenhed, der fandt sted i 1987. Brødrene Joel og Ethan Coen, mændende bag særprægede film som "Millers Crossing", "Barton Fink" og senest "Det store spring", har henholdvis instrueret og produceret filmatiseringen af denne yderst foruroligende historie.
Jerry Lundegaard (William H. Macy) har, af ikke nærmere beskrevet grund, gældsat sig og allierer sig med det suspekte gansterpar Carl og Gaer (Steve Buscemi og Peter Stormare) for at kidnappe sin egen kone. Hans svigerfar er stenrig, og Jerry er sikker på, at han gladeligt vil betale en klækkelig løsesum, stor nok til betaling af både gangsterparret og gælden.
Blodspor i sneen
Historien er særdeles makaber, og selve handlingsforløbet er fra første scene determineret mod den altoverskyggende katastrofe. Alt, hvad der kan gå galt, går galt, og da vi på intet tidspunkt tror på en lykkelig afslutning, kunne man argumentere for at "Fargo" er en forudsigelig omgang. Og, ja det er den, men Coen-brødrene har en helt speciel "flair" for at få store øjeblikke ud af ingenting. Og som det fremgår af filmens plakat med teksten "A lot can happen in the middle of nowhere", er det netop denne forudsigelighed og vores forventninger om samme, som Coen-brødrene leger med.
På dette underlige sted, højt oppe i det nordlige USA, er befolkningen lige så speciel, som vinteren er lang og nådesløs. Og Coen-brødrene udnytter til fulde både folk og natur. De store snedækkede arealer danner en surrealistisk og, ja i symbolsk forstand, iskold atmosfære. Blodspor bliver bemærkelsesværdig tydelige i sneen, og historiens grumhed forstærkes.
Persongalleriet er en guldgrube. Skæve personligheder, den ene mere sindsyg end den anden. Jerry Lundegaard er en kikset, konfliktsky vatnisse og hans hjerteløse samarbejde med de to "maniacs" er dømt til at mislykkes. Da politikommisær Marge Gunderson (Frances McDormand) gør sin entré, er det svært at afgøre, hvem der har mest brug for professionel hjælp. Hun er i syvende måned og hendes færden rundt i snedriverne, iklædt adskillige lag tøj ud over kæmpemaven er absurd. Hendes opklaring af sagen er stort set tilfældig, hvilket hun selvfølgelig ikke selv bemærker, og da vi ser hende glad og tilfreds efter endt arbejde, liggende foran "fjerneren" med sin lident intelligente husbond, får man lyst til at ændre moralen fra "forbrydelse betaler sig ikke" til "hvis man er så uheldig at støde ind i Gunderson, så betaler forbrydelse sig ikke".
Man må håbe, at Marges person er opfundet af Coen-brødrene, for tanken om hendes virkelige eksistens i politikredse er stærkt foruroligende.
Det er følelsen af afmagt og forvirring, der karakteriserer Coen-brødrenes film. Og "Fargo" er endnu en af deres mærkelige mesterværker, hvor man er prisgivet, og på brødrenes betingelser bliver vidne til skæve eksistenser og situationer
19/11-2018
