Filmnørden anmelder Marley & Me
3.0
Film om hunde er sjældent gode, med følgende undtagelser: Cujo, 101 Dalmatinere og En Amerikansk Varulv I London (... ok, så den sidste er en ulv, men anyway). Derfor var forventningerne lave, da Filmnørden satte sig ned med Marley & Me, men var de tilpas lave?
Marely & Me er ikke, som man kunne frygte, en film om en hund. Det er en film om en hunds ejere. John og Jennifer Grogan er netop blevet gift og er flyttet til Florida, da Jennifers biologiske ur begynder at tikke meget højt. John er ikke helt klar til børn endnu og foreslår en gylden mellemvej, ved at anskaffe dem en hund. De anskaffer sig en golden retriever, Marley, hvis pels er så gylden, at man skulle tro den lyste i mørke. Det gør den ikke. Herfra ruller historien om John og Jennifer så stille og roligt derudaf. De arbejder, har det sjovt, får børn, skændes, græder, griner, bliver ældre, får flere børn, flytter, nyder livet, træner hund, skændes lidt mere, græder lidt mere, griner lidt mere og fortryder i processen flere af førnævnte punkter. Til sidst er Marley blevet gammel og syg og stiller træskoene og filmen er slut. Dette er altså ikke Mit Liv Som Hund, men Mit Liv Med Hund.
Marley & Me er umiddelbart en fin film, men den virker lidt tom, til trods for at der faktisk sker utroligt meget i løbet af filmen. Der er masser af gribende og gode scener, men helheden mangler et formål og det er svært at se, hvad denne film egentlig vil opnå. Vil den ha' dig til at tænke mere over dit eget liv? Vil den ha' dig til at tænker over glæden ved at ha' en hund? Vil den sætte drømmen om den ærke-amerikanske kernefamilie i perspektiv? Det er svært at finde hoved og hale (undskyld) på Marley & Me, for den formår ikke rigtigt at gøre nogle af delene.
Owen Wilson og Jennifer Aniston (og Alan Arkin i en smør-på-brødet-rolle) spiller fint og historien trækker, som forventet, hårdt i hjertetrådene her og der, men hvad er pointen? Filmnørden er i tvivl og det er faktisk synd, for alle filmens forskellige delelementer fejler ikke rigtigt noget. Godt skuespil, fin historie, god musik, rørende og morsomme scener. Det hele bliver bare så kvalmende normalt - især når filmens pointe er så godt skjult (hvis der da er en).
Filmnørden fik en grim Nikolaj Og Julie-fornemmelse i maven under forevisningen, men den gik over - så klam følelsesporno er Marley & Me alligevel ikke. Den er ikke forfærdelig dårlig, men den er heller ikke særlig god. Glade hunde-elskere og -ejere vil uden tvivl græde snot og svømme hen i hunde-beundring, men alle andre vil sidde tilbage med en tom fornemmelse, når rulleteksterne ruller.
Filmnørden karakter:
Lidt sjov, lidt rørende, lidt kedelig
http://www.filmnoerden.com/
Marely & Me er ikke, som man kunne frygte, en film om en hund. Det er en film om en hunds ejere. John og Jennifer Grogan er netop blevet gift og er flyttet til Florida, da Jennifers biologiske ur begynder at tikke meget højt. John er ikke helt klar til børn endnu og foreslår en gylden mellemvej, ved at anskaffe dem en hund. De anskaffer sig en golden retriever, Marley, hvis pels er så gylden, at man skulle tro den lyste i mørke. Det gør den ikke. Herfra ruller historien om John og Jennifer så stille og roligt derudaf. De arbejder, har det sjovt, får børn, skændes, græder, griner, bliver ældre, får flere børn, flytter, nyder livet, træner hund, skændes lidt mere, græder lidt mere, griner lidt mere og fortryder i processen flere af førnævnte punkter. Til sidst er Marley blevet gammel og syg og stiller træskoene og filmen er slut. Dette er altså ikke Mit Liv Som Hund, men Mit Liv Med Hund.
Marley & Me er umiddelbart en fin film, men den virker lidt tom, til trods for at der faktisk sker utroligt meget i løbet af filmen. Der er masser af gribende og gode scener, men helheden mangler et formål og det er svært at se, hvad denne film egentlig vil opnå. Vil den ha' dig til at tænke mere over dit eget liv? Vil den ha' dig til at tænker over glæden ved at ha' en hund? Vil den sætte drømmen om den ærke-amerikanske kernefamilie i perspektiv? Det er svært at finde hoved og hale (undskyld) på Marley & Me, for den formår ikke rigtigt at gøre nogle af delene.
Owen Wilson og Jennifer Aniston (og Alan Arkin i en smør-på-brødet-rolle) spiller fint og historien trækker, som forventet, hårdt i hjertetrådene her og der, men hvad er pointen? Filmnørden er i tvivl og det er faktisk synd, for alle filmens forskellige delelementer fejler ikke rigtigt noget. Godt skuespil, fin historie, god musik, rørende og morsomme scener. Det hele bliver bare så kvalmende normalt - især når filmens pointe er så godt skjult (hvis der da er en).
Filmnørden fik en grim Nikolaj Og Julie-fornemmelse i maven under forevisningen, men den gik over - så klam følelsesporno er Marley & Me alligevel ikke. Den er ikke forfærdelig dårlig, men den er heller ikke særlig god. Glade hunde-elskere og -ejere vil uden tvivl græde snot og svømme hen i hunde-beundring, men alle andre vil sidde tilbage med en tom fornemmelse, når rulleteksterne ruller.
Filmnørden karakter:
Lidt sjov, lidt rørende, lidt kedelig
http://www.filmnoerden.com/
27/03-2009
