Ufilmatiserbar
3.0
Alan Moores Watchmen” er stadig en tegneserie, der gør så meget brug af egenskaberne ved netop det medie, at det ikke kan filmatiseres på tilfredsstillende vis. Zack Snyder gør et forsøg i denne nye, dyre Warner Brothers produktion med masser af action og effekter, men det virker hult og forlorent.
”Watchmen” som tegneserie er en kompleks fortælling over flere bind, der til tider parodierer den klassiske superheltetegneserier og til tider udvider mulighederne for mediet ved at inddrage sidefortællinger og detaljer på kryds og tværs. Det var en dekonstruktion af de forlorne moralske overtoner og de psykoseksuelle undertoner i amerikanske tegneserier.
Zack Snyder og co. er sikkert udmærket godt klar over alle facetterne ved bogen, før de begav sig ud i filmatiseringen, men i stedet for at lade sig inspirere af Alan Moores leg med tegneseriemediet til at lave en lignende leg med filmmediet, har Snyder blot valgt at filme tegneserien ’som den er’. Nogle pæne unge skuespillere læser linjerne op fra tegneserien i nogle højt stiliserede sets tilsat popmusik fra midt-20. århundrede.
Det er en meget tro filmatisering. I kraft af at Alan Moore berører emner som moralsk ambivalens og de potentielle katastrofale konsekvenser af den konservative politiske filosofi under den kolde krig, er filmen også i glimt interessant. I andre episoder skruer Snyder op for effekterne og giver os videospilsvold for fuld, gory udblæsning.
Problemet med filmen er, at når alt kommer til alt, så er jeg dybest set ligeglad med personerne og deres skæbne. Zack Snyder formår ikke at få os til at holde af dem. Tegneseriens tegner Dave Gibbons frembragte meget mere empati for figurerne i den grafiske novelle med sine enkle streger, der antyder menneskelige svagheder og særpræg. Gibbons brugte enkle midler som et par rynker eller en vom, at disse mennesker havde levet livet. Mennesker med tanker, følelser og viljer. I Zack Snyders farveladefilm virker de mere som karikerede plasticfigurerer, der rykkes rundt fra den ene scene til den anden af instruktøren, som plottet nu befaler.
Han er supertro mod teksten i tegneserien, men ikke mod den kreative ånd, som tegneserien blev lavet i. ”Watchmen” er stadig en ufilmatiserbar tegneserie. Jeg er bestemt ikke en purist overfor ”Watchmen”. Jeg holder blot af tegneserien som et eksempel på et produkt, der bryder og udfordrer rammerne for mediet. Zack Snyder har ikke formået at gøre kunsten efter.
Tilbage står et produkt, der ganske vist er underholdende (under definitionen: nydelse plus afslapning), men samtidig hult klingende og uoprigtigt.
”Watchmen” som tegneserie er en kompleks fortælling over flere bind, der til tider parodierer den klassiske superheltetegneserier og til tider udvider mulighederne for mediet ved at inddrage sidefortællinger og detaljer på kryds og tværs. Det var en dekonstruktion af de forlorne moralske overtoner og de psykoseksuelle undertoner i amerikanske tegneserier.
Zack Snyder og co. er sikkert udmærket godt klar over alle facetterne ved bogen, før de begav sig ud i filmatiseringen, men i stedet for at lade sig inspirere af Alan Moores leg med tegneseriemediet til at lave en lignende leg med filmmediet, har Snyder blot valgt at filme tegneserien ’som den er’. Nogle pæne unge skuespillere læser linjerne op fra tegneserien i nogle højt stiliserede sets tilsat popmusik fra midt-20. århundrede.
Det er en meget tro filmatisering. I kraft af at Alan Moore berører emner som moralsk ambivalens og de potentielle katastrofale konsekvenser af den konservative politiske filosofi under den kolde krig, er filmen også i glimt interessant. I andre episoder skruer Snyder op for effekterne og giver os videospilsvold for fuld, gory udblæsning.
Problemet med filmen er, at når alt kommer til alt, så er jeg dybest set ligeglad med personerne og deres skæbne. Zack Snyder formår ikke at få os til at holde af dem. Tegneseriens tegner Dave Gibbons frembragte meget mere empati for figurerne i den grafiske novelle med sine enkle streger, der antyder menneskelige svagheder og særpræg. Gibbons brugte enkle midler som et par rynker eller en vom, at disse mennesker havde levet livet. Mennesker med tanker, følelser og viljer. I Zack Snyders farveladefilm virker de mere som karikerede plasticfigurerer, der rykkes rundt fra den ene scene til den anden af instruktøren, som plottet nu befaler.
Han er supertro mod teksten i tegneserien, men ikke mod den kreative ånd, som tegneserien blev lavet i. ”Watchmen” er stadig en ufilmatiserbar tegneserie. Jeg er bestemt ikke en purist overfor ”Watchmen”. Jeg holder blot af tegneserien som et eksempel på et produkt, der bryder og udfordrer rammerne for mediet. Zack Snyder har ikke formået at gøre kunsten efter.
Tilbage står et produkt, der ganske vist er underholdende (under definitionen: nydelse plus afslapning), men samtidig hult klingende og uoprigtigt.
27/03-2009
