Mavesure, gamle Clint
4.0
Der er noget herligt over mavesure, gamle, bitre mænd, der ikke bruger tid på andet end at lukke galde ud over, hvor elendige tingene er blevet. Den pointe har Clint Eastwood taget på sig som både instruktør og hovedrolle, og kender man Clint'en - og hvem gør efterhånden ikke det - så kan man vel let forstille sig, at den kombination kun kan blive god. Jeg husker eksempelvis, hvordan 60 Minutes engang spurgte kritisk ind til hans mange børn med forskellige kvinder, og Clint'en så gav Scott Pelley "the evil eye", som Pelley straks beskrev som foruroligende. Hvilket det afgjort også var.
På den baggrund ved man, at Gran Torino fra første færd er i overhalingsbanen. Clint kan i forvejen levere de overseje one-liners som "do you feel lucky, punk" eller "there are two kinds of people in the world my friend - those with loaded guns and those who dig - you dig" og tilsvarende med en truende ladning i stemmen, som ikke bliver for teatralsk eller over-macho. Der kan selv Arnold og Sly på deres bedste dage godt give op. Derfor har Clint'en fat i den lange ende fra første sekund her, og den giver han aldrig slip på. Dialogen mellem ham og den unge præst eller hans frisør er helt fabelagtigt god, og samtidig er Clint'ens hovedperson, Walt Kowalski, omtrent så politisk ukorrekt, som han kan blive, mens han slynger mere eller mindre småracistiske bemærkninger i alle retninger. Kowalski er den bitre gamle mand, hvis eneste formildende træk - nemlig hans kone - lige er afgået ved døden, så nu sidder han hjemme i stuen og brokker sig over alt det forkerte i verden og afsikrer haglgeværet, hver gang nogen vover sig ind på en radius af 30 meter fra ham. Havde det været i Danmark, havde han stemt på Pia og haft væggen fuld af Richard Ragnwald plakater, men nu er det altså USA, og så er det geværet i fjæset på alle fremmede og demonstrativ falgen med "Star & Stripes", mens det lokale naboskab langsomt fyldes op med de skævøjer, han mistede kammerater på at plaffe ned i Korea. Det er lige før det undrer, at det ikke er et sydstatsflag, der blafrer i vinden.
Men Walt er ikke bare en gammel racist. Han diskriminerer sådan set ikke. Han hader alt omkring sig. Som f.eks. præsten, der efter konens død vil have ham til at gå i kirke og tilstå sine synder. Her tøves der ikke med at "tilstå", at han i hvert fald ikke gider at "tilstå" noget overfor en ung jomfru af en præst, som lige er blevet færdig med uddannelsen og ikke aner det mindste om døden. Tja, så er linien ligesom lagt.
Heller de to sønner og deres familier er den kære gamle far tæt på. Svigerdatteren prøver så også at rage konens smykker til til sig under begravelsen, mens barnebarnet for at se lækker ud i skolen lige vil have fingre i bedstefars lækre Gran Torino, der lægger navn til filmen. For slet ikke at tale om, når den ene søn med kone dukker op til Kowalskis fødselsdag for at overbevise ham om at sælge huset, så de kan få nogle penge. Det lyder bittert, men det er faktisk ubetalelig underholdning at høre Clint'en knurre som en vred hund af sin familie. "For helvede, jeg har sgu mere til fælles med den her flok skævøjer end min egen, rådne familie," som den stakkels gamle knark på et tidspunkt tørt bemærker.
Og sådan går det så. Bevares, filmen har skam et vedkommende plot, der som historien udvikler kan true med at ende i et rent remake af "En mand ser rødt". Det bygges langsomt op gennem filmen, mens den hårde virkelighed i stigende grad trænger sig igennem og viser sit grimme, afstumpede ansigt. Så man er på forhånd advaret om, at filmens plot ender på en grim måde. Men det er Clint'ens mavesure kommentarer og bitterhed, der er den røde tråd i denne film. Som f.eks. den muntre dialog han fører med sin frisør. "Jeg bliver ved med at håbe, at du dør, så de får nogen herind, der ved, hvad de laver. Men du bliver bare ved med at hænge rundt her som den lede spaghetti, du er." Hvis du synes, det lyder lidt som indledningen fra den dejlige Sgt. Hartmann (spillet vidudnerligt af R. Lee Ermey) i Kubricks "Full Metal Jacket", så er du ikke helt galt i byen. "There is no racial bigotry here. I do not look down on niggers, kikes, wops or greasers." Det kunne Kowalski såmænd lige så godt have sagt i den her film, og den er sådan set værd at se bare får at høre, hvor meget Clint'en på urimeligste vis kan svine andre til, især når man som her fornemmer, at han kun gider fornærme dem, han faktisk synes lidt om. Urkomisk og samtidigt herligt hjertevarmt på sin egen mavesure måde.
Så Clint'en har gjort det igen? Jeg ved ikke rigtigt... Jeg har den dybeste respekt for manden og hans håndværk. Han bliver 80 næste år, så det er alt ære værd, at han holder skansen. Men hans fortællestil begynder efterhånden at se lidt træg ud, selv om han har mere styr på tingene her end i "Changeling", som alligevel også var en god film. Hans film virker efterhånden lange, men den her er alligevel noget særligt. Jeg har ikke sagt meget om plottet, og det er sådan set også bevidst. Det er der, og det holder, men jeg spoiler filmens lette plot, hvis jeg siger en masse om det, og det ville være synd. Lad mig bare nøjes med at sige, at det drejer sig om, hvordan Clint'en i sin vrede over en lokal bande river geværet frem, da de truer hans koreanske naboer, hvilket prompte gør ham til en særdeles modvillig helt og beskytter i området til hans store fortrydelse. Det er på sin vis sjovt, men ikke i forhold til Clint'ens mavesure svadaer undervejs. De er alle penge værd. Svin du bare for min skyld nogle flere til med mavesure opstød, Clint. Det er faktisk ret underholdende.
På den baggrund ved man, at Gran Torino fra første færd er i overhalingsbanen. Clint kan i forvejen levere de overseje one-liners som "do you feel lucky, punk" eller "there are two kinds of people in the world my friend - those with loaded guns and those who dig - you dig" og tilsvarende med en truende ladning i stemmen, som ikke bliver for teatralsk eller over-macho. Der kan selv Arnold og Sly på deres bedste dage godt give op. Derfor har Clint'en fat i den lange ende fra første sekund her, og den giver han aldrig slip på. Dialogen mellem ham og den unge præst eller hans frisør er helt fabelagtigt god, og samtidig er Clint'ens hovedperson, Walt Kowalski, omtrent så politisk ukorrekt, som han kan blive, mens han slynger mere eller mindre småracistiske bemærkninger i alle retninger. Kowalski er den bitre gamle mand, hvis eneste formildende træk - nemlig hans kone - lige er afgået ved døden, så nu sidder han hjemme i stuen og brokker sig over alt det forkerte i verden og afsikrer haglgeværet, hver gang nogen vover sig ind på en radius af 30 meter fra ham. Havde det været i Danmark, havde han stemt på Pia og haft væggen fuld af Richard Ragnwald plakater, men nu er det altså USA, og så er det geværet i fjæset på alle fremmede og demonstrativ falgen med "Star & Stripes", mens det lokale naboskab langsomt fyldes op med de skævøjer, han mistede kammerater på at plaffe ned i Korea. Det er lige før det undrer, at det ikke er et sydstatsflag, der blafrer i vinden.
Men Walt er ikke bare en gammel racist. Han diskriminerer sådan set ikke. Han hader alt omkring sig. Som f.eks. præsten, der efter konens død vil have ham til at gå i kirke og tilstå sine synder. Her tøves der ikke med at "tilstå", at han i hvert fald ikke gider at "tilstå" noget overfor en ung jomfru af en præst, som lige er blevet færdig med uddannelsen og ikke aner det mindste om døden. Tja, så er linien ligesom lagt.
Heller de to sønner og deres familier er den kære gamle far tæt på. Svigerdatteren prøver så også at rage konens smykker til til sig under begravelsen, mens barnebarnet for at se lækker ud i skolen lige vil have fingre i bedstefars lækre Gran Torino, der lægger navn til filmen. For slet ikke at tale om, når den ene søn med kone dukker op til Kowalskis fødselsdag for at overbevise ham om at sælge huset, så de kan få nogle penge. Det lyder bittert, men det er faktisk ubetalelig underholdning at høre Clint'en knurre som en vred hund af sin familie. "For helvede, jeg har sgu mere til fælles med den her flok skævøjer end min egen, rådne familie," som den stakkels gamle knark på et tidspunkt tørt bemærker.
Og sådan går det så. Bevares, filmen har skam et vedkommende plot, der som historien udvikler kan true med at ende i et rent remake af "En mand ser rødt". Det bygges langsomt op gennem filmen, mens den hårde virkelighed i stigende grad trænger sig igennem og viser sit grimme, afstumpede ansigt. Så man er på forhånd advaret om, at filmens plot ender på en grim måde. Men det er Clint'ens mavesure kommentarer og bitterhed, der er den røde tråd i denne film. Som f.eks. den muntre dialog han fører med sin frisør. "Jeg bliver ved med at håbe, at du dør, så de får nogen herind, der ved, hvad de laver. Men du bliver bare ved med at hænge rundt her som den lede spaghetti, du er." Hvis du synes, det lyder lidt som indledningen fra den dejlige Sgt. Hartmann (spillet vidudnerligt af R. Lee Ermey) i Kubricks "Full Metal Jacket", så er du ikke helt galt i byen. "There is no racial bigotry here. I do not look down on niggers, kikes, wops or greasers." Det kunne Kowalski såmænd lige så godt have sagt i den her film, og den er sådan set værd at se bare får at høre, hvor meget Clint'en på urimeligste vis kan svine andre til, især når man som her fornemmer, at han kun gider fornærme dem, han faktisk synes lidt om. Urkomisk og samtidigt herligt hjertevarmt på sin egen mavesure måde.
Så Clint'en har gjort det igen? Jeg ved ikke rigtigt... Jeg har den dybeste respekt for manden og hans håndværk. Han bliver 80 næste år, så det er alt ære værd, at han holder skansen. Men hans fortællestil begynder efterhånden at se lidt træg ud, selv om han har mere styr på tingene her end i "Changeling", som alligevel også var en god film. Hans film virker efterhånden lange, men den her er alligevel noget særligt. Jeg har ikke sagt meget om plottet, og det er sådan set også bevidst. Det er der, og det holder, men jeg spoiler filmens lette plot, hvis jeg siger en masse om det, og det ville være synd. Lad mig bare nøjes med at sige, at det drejer sig om, hvordan Clint'en i sin vrede over en lokal bande river geværet frem, da de truer hans koreanske naboer, hvilket prompte gør ham til en særdeles modvillig helt og beskytter i området til hans store fortrydelse. Det er på sin vis sjovt, men ikke i forhold til Clint'ens mavesure svadaer undervejs. De er alle penge værd. Svin du bare for min skyld nogle flere til med mavesure opstød, Clint. Det er faktisk ret underholdende.
30/03-2009
