Bitre belgiske vafler
5.0
Jean-Pierre og Luc Dardenne fløj til tops i kunstfilmens verden, da de i ’99 vandt de Gyldne Palmer for deres rå socialrealistiske stil i ”Rosetta”. Det er en stil, jeg holder meget af. Kameraet er håndholdt og tæt på. Tidsrammen for den fiktive handling er kort. Vi er helt nede i øjenhøjde med protagonisten over en kort periode. Miljøerne de skildrer er alt andet end glamouriserede.
I alle deres film præsenterer Dardenne Brødrene os for en barsk, subjektiv virkelighed. ”Rosetta” er ikke bedre end de andre film af Dardenne. ”Le Fils” og L’Enfant” virkede mindst lige så stærke på mig. ”Rosetta” er til gengæld en god repræsentant for Dardenne-stilen og deres tilgang til filmmediet.
Rosetta (Emilie Dequenne) er en teenagedatter af en alkoholiseret white trailer trash af en mor. Moren sælger sig selv for en flaske sprut til bestyreren af campingpladsen, hvor de to bor. Rosetta vil voldsomt gerne ud af den verden. Hun holder stædigt, nærmest hysterisk hårdt fat på det arbejde, hun kan få. Men der er ingen job at få. Hun får en ven, der arbejder i en vaffelbod, der kan hjælpe hende, men han vil have noget til gengæld.
Det er helt utroligt så meget spænding og drama, Dardenne-brødrene får ud af pigen og vaffelboden. Og det er helt utroligt, så meget de får ud af det rå og kolde lille miljø ved campingpladsen.
De gør ikke Rosetta til et stakkels offer, hvilket er fælden for den klassiske socialrealisme. Der er ingen overtoner politisk korrekthed eller udpenslede gode intentioner. Dardenne-brødrene har kun øjne for det hårdkogte drama, der udspiller sig, når mennesker med stærke viljer bliver presset ud til kanten af ubarmhjertige omstændigheder.
Filmen havde en direkte politisk effekt i Belgien, hvor den medførte en lovændring i reglerne for unge i arbejde. Det er imponerende i sig selv, at kunst kan have en direkte indflydelse.
Kunstnerisk set er det fascinerende ved "Rosetta" dog selve historien om hårde omstændigheder, der skaber hårde viljer og hårde handlinger. En historie, der ikke kunne være fortalt uden Dardenne-brødrenes stærke, realistiske stil, der gør smerten i fortællingen så nærværende og hårdtslående.
I alle deres film præsenterer Dardenne Brødrene os for en barsk, subjektiv virkelighed. ”Rosetta” er ikke bedre end de andre film af Dardenne. ”Le Fils” og L’Enfant” virkede mindst lige så stærke på mig. ”Rosetta” er til gengæld en god repræsentant for Dardenne-stilen og deres tilgang til filmmediet.
Rosetta (Emilie Dequenne) er en teenagedatter af en alkoholiseret white trailer trash af en mor. Moren sælger sig selv for en flaske sprut til bestyreren af campingpladsen, hvor de to bor. Rosetta vil voldsomt gerne ud af den verden. Hun holder stædigt, nærmest hysterisk hårdt fat på det arbejde, hun kan få. Men der er ingen job at få. Hun får en ven, der arbejder i en vaffelbod, der kan hjælpe hende, men han vil have noget til gengæld.
Det er helt utroligt så meget spænding og drama, Dardenne-brødrene får ud af pigen og vaffelboden. Og det er helt utroligt, så meget de får ud af det rå og kolde lille miljø ved campingpladsen.
De gør ikke Rosetta til et stakkels offer, hvilket er fælden for den klassiske socialrealisme. Der er ingen overtoner politisk korrekthed eller udpenslede gode intentioner. Dardenne-brødrene har kun øjne for det hårdkogte drama, der udspiller sig, når mennesker med stærke viljer bliver presset ud til kanten af ubarmhjertige omstændigheder.
Filmen havde en direkte politisk effekt i Belgien, hvor den medførte en lovændring i reglerne for unge i arbejde. Det er imponerende i sig selv, at kunst kan have en direkte indflydelse.
Kunstnerisk set er det fascinerende ved "Rosetta" dog selve historien om hårde omstændigheder, der skaber hårde viljer og hårde handlinger. En historie, der ikke kunne være fortalt uden Dardenne-brødrenes stærke, realistiske stil, der gør smerten i fortællingen så nærværende og hårdtslående.
01/04-2009
