Smukt mareridt
4.0
Børnesoldater er nogle sære skabninger. Ikke helt voksne, men heller ikke helt børn. De er for uskyldige til at være dæmoner, men for skyldige til at være engle. De er børn af deres bizarre, brutale omstændigheder, men også voldelige agenter der påvirker deres omstændigheder med koldt blod og skarpladte våben.
Jean-Stephane Sauvaires film fanger denne ambivalens i nogle stærke, smukke billeder i ”Johnny Mad Dog” om en enhed af 12-15 årige soldater i en blodig borgerkrig i et unavngivent afrikansk land. Oprørshæren skyder deres forældre, giver dem stoffer og våben, og fører dem til slagmarker og terroraktioner for at skabe ravage.
Mad Dog (Christophe Minie) er enhedens 15-årige leder, hvis unge ansigt er forstenet og udtryksløs af de massevis af meningsløse krigshandlinger, han har begået. Han er ikke et offer. Han er en kynisk voldtægtsforbryder og en koldblodig morder. Men han er også en stakkel, der ikke kan omgåes mennesker på normal vis.
Filmen følger også den helt utroligt kønne lille pige Laokole (Daisy Victoria Vandy), der lever med sin lillebror og forkrøblede far i et kvarter, der bliver hårdt ramt af borgerkrigen. Også hun er som forstenet. Dog ikke af sine egne handlinger, men af de hårde vilkår der truer hendes og hendes families eksistens.
De unge liberianske amatørskuespillere gør et fint stykke arbejde. De er tydeligvis ikke trænede skuespillere, men de giver filmen en stærk autencitet. Det samme gør billederne af ruiner, flygtningelejre, slum og krigskaos.
Filmen halter til gengæld på det ujævne plot. Spændingskurven er skudt i smadder i denne film. Det er i stedet den ene voldelige, kaotiske episode efter den anden. Det giver en god fornemmelse for den brutale, bizarre virkelig, disse børn lever i. Der er ikke noget klart, fremadrettet mål. Kun episoder af kedsommelig trasken på landevejene med maskingevær i armene, episoder af alkohol, stoffer og hor, samt episoder af hektiske rushes af anarkistisk røveri, voldtægt og mord.
Disse børns liv er målløse og meningsløse. Døden, derimod, er til at tage at føle på. Den er til stede hele tiden. Folk bliver ramt af kugler og falder om. Et af kampråbene oprørshæren indarbejder i de små børns hoveder lyder: If you’re don’t want to die, don’t get born. Fuldkommen absurd, men sådan er verdenen for disse børn.
Jean-Stephane Sauvaire fanger absurditeterne og ambivalensen i nogle smukke billeder. Børnene iklæder sig kvindetøj, vinger og andre udsmykninger, der blotter deres barnlige, legende sjæl. Samtidig står disse sære væsener med maskingeværer og affyrer kugler imod uskyldige. I en uforglemmelig poetisk scene i en slidt ruin af gammel kirkebygning synger barnet iklædt vingerne en sang på sit gebrokne engelsk for et nedskudt uskyldigt barn. Solstrålerne lyser igennem en farvestrålende mosaikrude. Kameraet dvæler ved en lille barnekrop, der ligger halvt tildækket i en mudderpøl. Der er en strejf af stor kunst i den scene i kombinationen af det uskyldsrene og den tragiske umenneskelighed.
Filmens plot halter som sagt desværre for meget og klimakset fungerer derfor ikke så stærkt, som det kunne med et strammere manuskript. Til gengæld bliver billederne af børnenes ansigter fra ”Johnny Mad Dog” hos een også længe efter selve filmoplevelsen.
Jean-Stephane Sauvaires film fanger denne ambivalens i nogle stærke, smukke billeder i ”Johnny Mad Dog” om en enhed af 12-15 årige soldater i en blodig borgerkrig i et unavngivent afrikansk land. Oprørshæren skyder deres forældre, giver dem stoffer og våben, og fører dem til slagmarker og terroraktioner for at skabe ravage.
Mad Dog (Christophe Minie) er enhedens 15-årige leder, hvis unge ansigt er forstenet og udtryksløs af de massevis af meningsløse krigshandlinger, han har begået. Han er ikke et offer. Han er en kynisk voldtægtsforbryder og en koldblodig morder. Men han er også en stakkel, der ikke kan omgåes mennesker på normal vis.
Filmen følger også den helt utroligt kønne lille pige Laokole (Daisy Victoria Vandy), der lever med sin lillebror og forkrøblede far i et kvarter, der bliver hårdt ramt af borgerkrigen. Også hun er som forstenet. Dog ikke af sine egne handlinger, men af de hårde vilkår der truer hendes og hendes families eksistens.
De unge liberianske amatørskuespillere gør et fint stykke arbejde. De er tydeligvis ikke trænede skuespillere, men de giver filmen en stærk autencitet. Det samme gør billederne af ruiner, flygtningelejre, slum og krigskaos.
Filmen halter til gengæld på det ujævne plot. Spændingskurven er skudt i smadder i denne film. Det er i stedet den ene voldelige, kaotiske episode efter den anden. Det giver en god fornemmelse for den brutale, bizarre virkelig, disse børn lever i. Der er ikke noget klart, fremadrettet mål. Kun episoder af kedsommelig trasken på landevejene med maskingevær i armene, episoder af alkohol, stoffer og hor, samt episoder af hektiske rushes af anarkistisk røveri, voldtægt og mord.
Disse børns liv er målløse og meningsløse. Døden, derimod, er til at tage at føle på. Den er til stede hele tiden. Folk bliver ramt af kugler og falder om. Et af kampråbene oprørshæren indarbejder i de små børns hoveder lyder: If you’re don’t want to die, don’t get born. Fuldkommen absurd, men sådan er verdenen for disse børn.
Jean-Stephane Sauvaire fanger absurditeterne og ambivalensen i nogle smukke billeder. Børnene iklæder sig kvindetøj, vinger og andre udsmykninger, der blotter deres barnlige, legende sjæl. Samtidig står disse sære væsener med maskingeværer og affyrer kugler imod uskyldige. I en uforglemmelig poetisk scene i en slidt ruin af gammel kirkebygning synger barnet iklædt vingerne en sang på sit gebrokne engelsk for et nedskudt uskyldigt barn. Solstrålerne lyser igennem en farvestrålende mosaikrude. Kameraet dvæler ved en lille barnekrop, der ligger halvt tildækket i en mudderpøl. Der er en strejf af stor kunst i den scene i kombinationen af det uskyldsrene og den tragiske umenneskelighed.
Filmens plot halter som sagt desværre for meget og klimakset fungerer derfor ikke så stærkt, som det kunne med et strammere manuskript. Til gengæld bliver billederne af børnenes ansigter fra ”Johnny Mad Dog” hos een også længe efter selve filmoplevelsen.
03/04-2009
