Kæmpens smukke svanesang
4.0
Som om det ikke var svært nok i forvejen, men så står den ”27-årige overuddannet præst” og taler højt om dødens bittersødme, og det på trods af, at han ikke har været ovre i Korea og mejet 17-årige kineser ned med sin trofaste marineriffel og har 79 år på bagen. Endda under konens begravelse, hvor selv børnebørnene ikke viser farmor respekt. Døden? Bittersød? Den er sgu ikke sød, og det er livet heller ikke for pensionerede krigsveteran, Walt Kowalski. En mand der ved mere om døden end selve livet. Og nu er konen død, sønnerne kører japansk, trods farmands lange arbejdsliv på Ford-fabrikken. Men ikke nok med det, det gamle nabolag er blevet et mekka for Hmong-immigranter og deres beskidte bandemiljø. Nej, det er ikke nemt for den gamle polak.
Nemt bliver det heller ikke, når Walt så gerne vil lades være i fred, selvom han redder nabosønnen fra at blive opslugt af den sociale arv der ligger i, at blive indlemmet i kvarterets bandemiljø. Heltestatus tøver de taknemlige naboer og hele det skævøjede kvarter heller ikke med at give ham, og pludselig er Walts terrasse overfyldt med velsignende asiatiske gaver og mad. Dem kan man jo trods ikke sige nej til. Nej, det er svært når livet pludselig vil dig, men du vil ikke det.
Hvis det her virkelig er Clint Eastwoods allersidste film som skuespiller, så er det også ganske forståeligt. For ”Gran Torino” er med andre ord en lang og mægtig skuespillerkarriere enorme kulmination. En kulmination af biografiske rollelegender, pakket ind i charmerende og sjov film, der ejer den snert af Eastwoods så enestående hjerteglød. Filmens hjerte, Walt Kowalski, er Clint Eastwoods mest facetterede præstation, hvor han også med årene, har fundet frem til sit indre kunstneriske centrum. Og der er han så nu. I rollen som Walt Kowalski, der ejer enkemandens, William Munnys, hjemsøgende fortid, Frankie Dunns miserable familieforhold, men også evnen til at oplære og Harry Callahans spydige revolvervokal.
Med tiden har Clinten lagt sig for vane, at nærmest på samlebånd skabe film, der giver garant for velmenende pilleri i hjertekulden. Og med tiden er en Clint Eastwood film også blevet uomgængelig. Det er ”Gran Torino” bestemt også, men det er en mindre en af slagsen. Det er tydeligt Clint Eastwoods svanesang, for historien er ret beset ikke noget specielt, men blot iscenesættelsen for kulminationen. Dog viderefører Eastwood sit talent for den underspillet og afvæbnende komik og charme – som også tit har dukket op i hans andre film. Her bruges det som fortællerredskab inden et potentielt selvtægts helvede bryder løs.
For bedst som man lige troede det hele var harmløs, pensionerende humor, har humoren og charmen taget os inden for, hvorefter Clinten langsomt økser sig ind på vores hjerte. Og griber det, som han gjorde i den uafrystelige nedmejning af japanske soldater i ”Letters from Iwo Jima”, bokser langsomt til det i tolvte omgang som i ”Million Dollar Baby” og vrider det til sidst under tonerne af et klaverspils svanesang, akkurat ligesom i ”Unforgiven”. Det er ikke sprudlende stor kunst. Men det her er altså en Clint Eastwood i frontalt opgør med hans livslange karriere. En personlig iscenesættelse der sender signaler tilbage, at her er en legende, der vil blive meget, meget savnet.
Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/
Nemt bliver det heller ikke, når Walt så gerne vil lades være i fred, selvom han redder nabosønnen fra at blive opslugt af den sociale arv der ligger i, at blive indlemmet i kvarterets bandemiljø. Heltestatus tøver de taknemlige naboer og hele det skævøjede kvarter heller ikke med at give ham, og pludselig er Walts terrasse overfyldt med velsignende asiatiske gaver og mad. Dem kan man jo trods ikke sige nej til. Nej, det er svært når livet pludselig vil dig, men du vil ikke det.
Hvis det her virkelig er Clint Eastwoods allersidste film som skuespiller, så er det også ganske forståeligt. For ”Gran Torino” er med andre ord en lang og mægtig skuespillerkarriere enorme kulmination. En kulmination af biografiske rollelegender, pakket ind i charmerende og sjov film, der ejer den snert af Eastwoods så enestående hjerteglød. Filmens hjerte, Walt Kowalski, er Clint Eastwoods mest facetterede præstation, hvor han også med årene, har fundet frem til sit indre kunstneriske centrum. Og der er han så nu. I rollen som Walt Kowalski, der ejer enkemandens, William Munnys, hjemsøgende fortid, Frankie Dunns miserable familieforhold, men også evnen til at oplære og Harry Callahans spydige revolvervokal.
Med tiden har Clinten lagt sig for vane, at nærmest på samlebånd skabe film, der giver garant for velmenende pilleri i hjertekulden. Og med tiden er en Clint Eastwood film også blevet uomgængelig. Det er ”Gran Torino” bestemt også, men det er en mindre en af slagsen. Det er tydeligt Clint Eastwoods svanesang, for historien er ret beset ikke noget specielt, men blot iscenesættelsen for kulminationen. Dog viderefører Eastwood sit talent for den underspillet og afvæbnende komik og charme – som også tit har dukket op i hans andre film. Her bruges det som fortællerredskab inden et potentielt selvtægts helvede bryder løs.
For bedst som man lige troede det hele var harmløs, pensionerende humor, har humoren og charmen taget os inden for, hvorefter Clinten langsomt økser sig ind på vores hjerte. Og griber det, som han gjorde i den uafrystelige nedmejning af japanske soldater i ”Letters from Iwo Jima”, bokser langsomt til det i tolvte omgang som i ”Million Dollar Baby” og vrider det til sidst under tonerne af et klaverspils svanesang, akkurat ligesom i ”Unforgiven”. Det er ikke sprudlende stor kunst. Men det her er altså en Clint Eastwood i frontalt opgør med hans livslange karriere. En personlig iscenesættelse der sender signaler tilbage, at her er en legende, der vil blive meget, meget savnet.
Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/
03/04-2009
