A slice of life
5.0
Det er meget muligt at manuskriptforfatteren bag ’Rachel Getting Married’, Jenny Lumet, har villet fortælle noget helt konkret med sit filmprojekt. Og det er også meget muligt, at det har været en altoverskyggende pointe eller problemstilling, der har udgjort hendes kreative springbræt, sådan som det ofte er tilfældet med manuskriptforfattere, der kaster sig ud i 150-200 siders skriftlige vovestykker.
Hvis Jenny Lumet eller filmens instruktør, Jonathan Demme, i første omgang overhoved har haft en sandfærdig problemstilling eller pointe på hjertet, så er den gået mit hoved - for det er den berusende illusion af at se en håndfuld virkelige menneskeliv udspille sig for øjnene af én, der udgør den kraftfulde kerne af ’Rachel Getting Married’. Man tror i forunderlig høj grad på, at de 4-5 hovedinvolverede i filmens indebrændte familiekonflikt har den lange og traumatiske fortid bag sig, som filmen påstår, og når ligene efterhånden begynder at vælte ud af skabene, så giver det simpelthen uhyre god mening.
Det er i den bevidst dokumentariske ’fup’-opsætning af uroligt håndholdt kamera og hudløst skuespil, at ’Rachel Getting Married’ er en så forstemmende stærk og uforglemmelig filmoplevelse. Over hele linjen pulserer skuespillet simpelthen af liv gennem den dirrende linse, lige fra kvalmesøde bryllupstalere til medlemmerne af den følelseskulrede familie, og selvfølgelig helt frem til det følelsesmæssige knudepunkt, den rehabiliterede og netop hjemvendte Kym, spillet af Anne Hathaway - og hun doserer perfekt sin svære rolle med følsomhed og en flabet rebel-attitude på nippet til at krakelere.
Det er svært at tale om stor kunst, men med så stærkt spillet og fremragende skrevet en film som den her, er det lige så svært at lade være. I næsten lige så overvældende grad som Darren Aronofskys ’The Wrestler’, der også tog på håndholdt rundtur i et turbulent menneskeligt følelsesliv, så virker ’Rachel Getting Married’ næsten som en hyldest til den skrabede, men hjertefølte film, og den kraft der kan ligge gemt i at være fluen på væggen. En kraft som Alfred Hitchcock må være gået glip af, da han engang sagde: ’For me, cinema is not a slice of life, but a piece of cake’, hvilket den mesterlige ‘Rachel Getting Married’ slår fast, at han med god grund kan ærgrer sig over.
Hvis Jenny Lumet eller filmens instruktør, Jonathan Demme, i første omgang overhoved har haft en sandfærdig problemstilling eller pointe på hjertet, så er den gået mit hoved - for det er den berusende illusion af at se en håndfuld virkelige menneskeliv udspille sig for øjnene af én, der udgør den kraftfulde kerne af ’Rachel Getting Married’. Man tror i forunderlig høj grad på, at de 4-5 hovedinvolverede i filmens indebrændte familiekonflikt har den lange og traumatiske fortid bag sig, som filmen påstår, og når ligene efterhånden begynder at vælte ud af skabene, så giver det simpelthen uhyre god mening.
Det er i den bevidst dokumentariske ’fup’-opsætning af uroligt håndholdt kamera og hudløst skuespil, at ’Rachel Getting Married’ er en så forstemmende stærk og uforglemmelig filmoplevelse. Over hele linjen pulserer skuespillet simpelthen af liv gennem den dirrende linse, lige fra kvalmesøde bryllupstalere til medlemmerne af den følelseskulrede familie, og selvfølgelig helt frem til det følelsesmæssige knudepunkt, den rehabiliterede og netop hjemvendte Kym, spillet af Anne Hathaway - og hun doserer perfekt sin svære rolle med følsomhed og en flabet rebel-attitude på nippet til at krakelere.
Det er svært at tale om stor kunst, men med så stærkt spillet og fremragende skrevet en film som den her, er det lige så svært at lade være. I næsten lige så overvældende grad som Darren Aronofskys ’The Wrestler’, der også tog på håndholdt rundtur i et turbulent menneskeligt følelsesliv, så virker ’Rachel Getting Married’ næsten som en hyldest til den skrabede, men hjertefølte film, og den kraft der kan ligge gemt i at være fluen på væggen. En kraft som Alfred Hitchcock må være gået glip af, da han engang sagde: ’For me, cinema is not a slice of life, but a piece of cake’, hvilket den mesterlige ‘Rachel Getting Married’ slår fast, at han med god grund kan ærgrer sig over.
04/04-2009
