Intens medmenneskelig forståelse for folket
5.0
Lidt som Lars von Trier har Ole Bornedal en stærk trang til at bruge overdrivelsen, satiren, karikaturen og de ekstreme følelser i forsøget på at fremprovokere en medmenneskelig stillingtagen hos tilskueren. Dette tror jeg faktisk lykkes betragteligt bedre, end de fleste anmeldelser af filmen giver indtryk af.
Jens ("Polle fra Snave") Andersen er et formidabelt valg i rollen som virkelighedens "den lille mand" med lasten fuld af nederlag - og altså nu også et lig. Særligt i filmens første halvdel er hans figur filmens helt store aktiv.
På trods af, at hans jyske dialekt lyder som et underligt sammensurium af vidt forskellige jyske dialekter, så kom jeg som tilskuer helt ind i kraniet på dette miserable menneske. Han BLIVER faktisk det elementære billede på, at Lene Nystrøms "pladderhumanist" ikke tager fejl, da hun insisterer på, at et menneske ikke kan være fundamentalt ondt.
Netop ("Aqua") Lene Nystrøm slipper i øvrigt ganske pænt fra sin debutrolle. Meget usædvanligt for uerfarne skuespillere overbeviser hun stærkest både i replikker og spil, når hun udtrykker angst, usikkerhed og rædsel - netop følelser som mange erfarne skuespillere ofte døjer med at udtrykke troværdigt. Det burde række til flere roller.
Lasse Rimmer var på forhånd dén, jeg tvivlede mest på som filmens hovedrolleindehaver. Men også han slipper fint fra det med sit fokuserede underspillede og udtryk. Man tror ham også, da han køligt og velovervejet mobiliserer sit indre had til "idioterne udenfor".
Mit største problem var nok vor bosniske muslim samt den nuværende vognmand og psykisk nedbrudte Ingvar. Bornedal har udstyret dem begge med nogle af filmens mindst sandsynlige replikker for at fremprovokere dramaet, men jeg tilgi'r ham gerne dette, da jeg mener, at hans mission med at prikke til det brede publikum lykkes ganske flot.
Filmen er ganske enkelt noget af det visuelt flotteste og mest intense, jeg har set fra dansk hånd. Skuespillet handler ikke om realisme men om følelsesskildring. Handlingen er ikke en specifik fingerpegen af "afstumpede, jyske racister". Tværtimod er filmens ærinde at give en (like it or not) "pladderhumanistisk" forståelse for måden, hvorpå vi alle kan blive bragt ud på en følelsesmæssig deroute. I sidste ende slået fast med syvtommersøm af yderpunkterne: Lars (langturschaufføren) og Pernille ("pladderhumanisten") og deres respektive forvandling/erkendelse. Det er banalt og direkte formidlet, men det fungerer fornemt og burde kunne fascinere alle.
Som en tankevækkende slutkommentar vil jeg henlede opmærksomheden på Michelle Belaiches interview med Lasse Rimmer om rollen i sladderprogrammet "Go' Aften Danmark" 25. marts 2009. Hendes spørgsmål viste ingen interesse for filmens psykologiske og menneskelige fortælling. Derimod gik de på Nystrøms bryster og Rimmer som en "dansk Bruce Willis"... Der er åbenbart folk i velbetalte jobs i mediebranchen, som er endnu dummere end de stakler, Bornedal skildrer i sin film. Ak ja.
Se selv: http://sputnik-dyn.tv2.dk/navigation/?channel_id=2069481
Jens ("Polle fra Snave") Andersen er et formidabelt valg i rollen som virkelighedens "den lille mand" med lasten fuld af nederlag - og altså nu også et lig. Særligt i filmens første halvdel er hans figur filmens helt store aktiv.
På trods af, at hans jyske dialekt lyder som et underligt sammensurium af vidt forskellige jyske dialekter, så kom jeg som tilskuer helt ind i kraniet på dette miserable menneske. Han BLIVER faktisk det elementære billede på, at Lene Nystrøms "pladderhumanist" ikke tager fejl, da hun insisterer på, at et menneske ikke kan være fundamentalt ondt.
Netop ("Aqua") Lene Nystrøm slipper i øvrigt ganske pænt fra sin debutrolle. Meget usædvanligt for uerfarne skuespillere overbeviser hun stærkest både i replikker og spil, når hun udtrykker angst, usikkerhed og rædsel - netop følelser som mange erfarne skuespillere ofte døjer med at udtrykke troværdigt. Det burde række til flere roller.
Lasse Rimmer var på forhånd dén, jeg tvivlede mest på som filmens hovedrolleindehaver. Men også han slipper fint fra det med sit fokuserede underspillede og udtryk. Man tror ham også, da han køligt og velovervejet mobiliserer sit indre had til "idioterne udenfor".
Mit største problem var nok vor bosniske muslim samt den nuværende vognmand og psykisk nedbrudte Ingvar. Bornedal har udstyret dem begge med nogle af filmens mindst sandsynlige replikker for at fremprovokere dramaet, men jeg tilgi'r ham gerne dette, da jeg mener, at hans mission med at prikke til det brede publikum lykkes ganske flot.
Filmen er ganske enkelt noget af det visuelt flotteste og mest intense, jeg har set fra dansk hånd. Skuespillet handler ikke om realisme men om følelsesskildring. Handlingen er ikke en specifik fingerpegen af "afstumpede, jyske racister". Tværtimod er filmens ærinde at give en (like it or not) "pladderhumanistisk" forståelse for måden, hvorpå vi alle kan blive bragt ud på en følelsesmæssig deroute. I sidste ende slået fast med syvtommersøm af yderpunkterne: Lars (langturschaufføren) og Pernille ("pladderhumanisten") og deres respektive forvandling/erkendelse. Det er banalt og direkte formidlet, men det fungerer fornemt og burde kunne fascinere alle.
Som en tankevækkende slutkommentar vil jeg henlede opmærksomheden på Michelle Belaiches interview med Lasse Rimmer om rollen i sladderprogrammet "Go' Aften Danmark" 25. marts 2009. Hendes spørgsmål viste ingen interesse for filmens psykologiske og menneskelige fortælling. Derimod gik de på Nystrøms bryster og Rimmer som en "dansk Bruce Willis"... Der er åbenbart folk i velbetalte jobs i mediebranchen, som er endnu dummere end de stakler, Bornedal skildrer i sin film. Ak ja.
Se selv: http://sputnik-dyn.tv2.dk/navigation/?channel_id=2069481
06/04-2009
