Quis custodiet ipsos custodies?
5.0
Denne film er farlig...
I det opklarende skær brændes min maske væk, så jeg må passere gennem verden uden dens beskyttende hinde. Jeg er afsløret som en gorgon, hvis blik forvandler de uskyldige til sten, hvis vores øjne mødes ved et uheld, og jeg må slæbe mig afsted med mit blik fast rettet væk fra andre mennesker i forsøget på at skjule mit sande ansigt. Luften gør godt. Jeg forbrænder kalorier og sveder harmen ud af min krop, som en proces der langsomt tvinger de indre dæmoner ned i en flydende sort væske af galde, der sløvt flyder ud af mig som et tyk, mørk, kvælende olie, mens jeg mærker, hvordan den velkendte hverdag drukner mine flammer og igen lægger sig som en beskyttende hinde over mine øjne, så jeg kan være i nærheden af andre mennesker igen. Jeg afskyr den. Jeg forbander hverdagens kvælende hinde, der skjuler al virkelighedens gru og blinder menneskene for de afstumpede, perverterede, syge handlinger, vi gør mod hinanden. Og alligevel må jeg omfavne den og hilse dens sløvende glemsel velkommen. Der er ikke plads i verden til den, der nægter at proklamere den moderne perfektion, mens han ser på virkelighedens forrådnelse. Vi lever løgnen. Vi ånder løgnen. Fordi den er lettere at bære end de virkelighed, vi fornægter. Skal fornægte. Som ikke må være sand. Som ikke kan være sand. Som ikke må være sand. Sådan. Nu er masken på plads igen. Nu kan jeg smile. Shiny happy people holding hands.
Zack Snyder gør et stort arbejde for at videregive Alan Moores måske største bedrift på tegneseriefronten til det store publikum på det store lærred. Også fra Snyders side er det en stor bedrift. Ja, nu ved jeg godt, at mange vil rynke på næsen og kalde det noget superhelte-bavl. Men Moores pointe var netop, at vi havde brug for den sovepude, så vi kunne holde ud at læse hans historie. Ellers kommer den for tæt på, bliver for nærværende. Og så grim en virkelighed, som den skildrer, så kan vores sarte sind kun holde til at studere det på afstand. Helt som når Ridley Scott fortolker Philip K. Dick i Blade Runner som fremtiden, fordi det ellers bliver for hårdt. (Note: Er jeg den eneste, der er lidt urolig over, at dansk ikke har et ord for det engelske "sanity"?)
Selv om Snyders forsøg på at omsætte mastodont-tegneserien til det store lærred må sable indholdet ned til under tre timer, så lægger den ikke fingre imellem. Hvis man frygter, at Rorschachs handlinger og oplevelser bliver kogt ned for at være mere spiselige for main-stream publikummet, så kan man godt tro om igen. Bevares, der skæres ned, men jeg ved nu ikke om det er bedre, at hakker morderen i kraniet fem-seks gange, mens han råber "men get arrested, dogs get put down," end at han sætter ild til ham og lader ham brænde som i tegneserien... Begge dele er ret makabert (hvilket det skal være), og i biffen kan du altså ikke lige lægge tegneserien væk et par minutter, mens du tænker, "Oh crap!!" Og Blakes forsøg på at voldtage Sally Jupiter er faktisk mere voldelig end i tegneserien.
En del ting er skrevet om. Monstret i New York er erstattet af masseeksplosioner i flere storbyer, som Dr. Manhatten så beskyldes for. De fleste af de gamle, pensionerede superhelte er klippet helt ud, og helt væk er den grumme "Tales of the Black Freighter"-tegneserie, som Moore lod forskellige folk læse i løbet af Watchmen som en rød tråd. Til gengæld ser vi faktisk mere Nixon i filmen end i tegneserien, hvilket virker lidt unødvendigt. Men jeg klager nu ikke. Jeg er dog uenig i valget af Matthew Goode som Ozymandias/Veidt, da han i sidste ende kommer til at fremstå som helt sindssyg i filmen i skarp kontrast til tegneserien, hvor hans uhyggeligste træk måske netop var, at han virkede menneskelig og empatisk trods hans handlinger. Skuespillerne er ikke de store navne, men ellers går de godt over hele linien, selv om Billy Cudrups Dr. Manhattan er så menneskefjern, at han næsten bliver ligegyldig. Jeffrey Dean Morgan rammer Blake helt rigtigt, mens Malin Akerman er superhot som Laurie Jupiter. Jeg var skeptisk overfor ethvert forsøg på at fortolke Rorschach, men Jackie Earle Haley klarer det faktisk overraskende godt og gør min skepsis aldeles til skamme.
I sidste ende fungerer Watchmen bedst som illusteret udgave af tegneserien. Historien er umiddelbart ganske kompleks og mørk, og det skulle ikke undre, hvis der er tilskuere, der kradser sig i hovedet bagefter. Men jeg kan ikke bedømme det, da jeg har læst (og holdt af) tegneserienudgaven i mere end et årti. Men filmen er en reklame for tegneserien - hvis du syntes om filmen, så er du slet ikke færdig, for der er langt, langt flere nuancer og pointer i Moores oprindelige udgave, end der blev plads til i filmen.
Men selv om Snyder ikke kan yde tegneserien retfærdighed, så spiller han på de strenge, som hans medie giver ham. Det indledende mord på Blake bliver med skiftende kameravinkler og hastighed en grusom og virtuos opvisning i koreografi. Og hvis det ikke fænger, så følges der under de indledende tekster op med et galleri over de gamle superhelte henover årtierne til tonerne af Bob Dylan med "The Times are A-Changing", hvilket afgjort også er særdeles medrivende. I det hele taget bruger Snyder meget bevidst tidernes musik til at placere historien i sin historiske epoke, selv om den er "forkert" - Watchmen foregår i 80'erne, og det skulle således være Duran-Duran og Wham (eeech...) i baggrunden, hvor Snyder i stedet bruger musik som Dylan's "All Along the Watchtower," Simon & Garfunkels "Sound of Silence" (under Blakes begravelse" og Rufus Wainwrights "Halleluja" (i elskovscenen mellem Dreiberg og Jupiter). og det fungerer faktisk over al forventning.
Jeg må dog sige, at Watchmen også visuelt er et overflødighedshorn. Filmen har været dyr. Meget dyr. Men man kan sandelig også se, hvad pengene er blevet brugt på. Når Niteowl og Laurie Jupiter slås i Watchmen, så er det faktisk mere drabeligt end at se Christian Bale smadre folk som Batman... Også uden fotografer i baggrunden... Sæt det sammen med mordet på Blake og de kosmiske åbenbaringer hver gang Dr. Manhattan laver noget som helst andet end at snakke (og nogle gange også når han gør), og vi har en film, der afgjort må kandidere til en oscar for visuelle effekter.
Med et budget på 120 mio. dollars manglede det også bare. Det er nærmest uhørt dyrt for en film med R-rating i USA. Det har nok især fået grønt lys i lyset af Nolans supersucces med "The Dark Knight", men selv om Watchmen har tjent pengene hjem igen, så svømmer investorerne ikke ligefrem i pengestrømmen. Så det kan blive tvivlsomt, om Snyder får lov til at satse så mange penge på et projekt af denne type igen.
Men Watchmen fik vi faktisk lov at se på det store lærred. For det ER Watchmen, der er blevet filmatiseret her. Skrevet lidt om et par steder og klippet ned hist og pist, men ikke desto mindre. Dermed er filmen også præcis så grum og hård, som den skal være. For Watchmen er barsk omgang. Jeg er altid forbeholden, når folk slæber deres børn med til film som denne. Der sad en mor med to knægte på højst 10-12 år bag mig, og jeg lurer på, hvad de fik ud af det, og om de vidste, hvad de var inde og se. Jeg er ret sikker på mor ikke havde det fjerneste begreb om det - de havde højest tænkeligt tænkt "ah, superheltefilm - den skal vi se" og så overtalt mor, fordi censuren var hård. De så heldigvis ikke ud til at lide overlast, men et eller andet sted nager det mig alligevel, fordi mor åbenbart ikke gad gøre sig den ulejlighed lige at finde ud af, hvorfor filmen havde en streng censur. Watchmen er IKKE for børn! Ja, det er superhelte og tegneserie, men det betyder s.. ikke, at det pr. definition er sammenligneligt med hverken "The Incredibles" eller lignende. Så fat det dog!
Så er Watchmen alle penge værd? Jamen, det har jeg jo svaret på - det er Watchmen for pokker! Bare på det store lærred. Fra Dr. Manhattans kosmiske, guddommelige overvejelser til Rorschachs psykotiske syn på verdens bundløse forfald og afskyen i menneskets mørke sider er det Watchmen. Snyder har bare klippet lidt og tilført det liv på det store lærred med sin koreografi og valg af musik. Selv om kampscenerne er få, så kan man godt se, at det er samme instruktør som lavede "300", når det bliver voldeligt. Og når jeg siger det er Watchmen, så er det altså at opfatte som noget af en blåstempling.
Så gå ind og se Watchmen. Nu. For det er selvfølgelig svaret på spørgsmålet i min overskrift. Hvem vogter vogterne? Det gør vi. Det skal vi. Hvem skal ellers gøre det? Vi skal se dem og vogte dem og føle med dem. Fordi de er os. Derfor bør du se Watchmen. Hvis du altså kan tåle at få flået dagligdagens afdæmpende maske af i en tre timers tid. For det er en rå og hård omgang, der kryber ind under huden. Sikkerhedsventilen om, at det bare er tegnefilm og superhelte holder ikke. Det kryber stadig forbi. Jeg advarede dig jo fra starten. Hvis du ikke vil høre, må du føle. Det kommer du til i selskab med Watchmen, især når du møder Rorscharch og finder ud af, hvorfor han er blevet, som han er. Bevares, jeg vidste det godt i forvejen, men det er en stor bedrift af Snyder, at han får det til at virke på det store lærred. Moores oplæg, selvfølgelig, men det kunne sagtens være gået galt på vej til biffen. For Watchmen er en dekonstruktion af superheltene. De er ikke et hak bedre end nogle andre. De dummer sig. De er styret af deres lyster. Nogle af dem er mere skurke end helte, eller er det måske en heltegerning, når Comedian smadrer kollegaen Silk Spectre til ukendelighed og derefter forsøger at voldtage hende? Eller når han skyder JFK i Dallas? Eller når han under Korea-krigen plaffer den lokale risgnasker-pige ned, som han har bollet tyk, og som nu kræver noget fra ham som far? Og alligevel er netop Blake måske en af de mest menneskelige figurer i historien, fordi han faktisk forstår, hvordan den grusomme verden fungerer. Og han ser hvordan den vil udvikle sig. Det bliver hans undergang. "I've seen the future and it works," hører man næsten i baggrunden.
Bevares, helt så stor en oplevelse som Nolans "The Dark Knight" er Watchmen nu ikke. I hvert fald ikke for mig. Jeg har forlængst læst det oprindelige oplæg, så der er ikke så meget nyt at se her. Desuden er figurerne for afstumpede og kolde og lever i en verden der er fra langt væk fra min - et alternativt 1985, hvor Nixon stadig er præsident i USA - til at jeg for alvor kan identificere mig med filmens figurer. Og plottet foregår i høj grad i skyggen af truende atomkrig som kulmination på den kolde krig mellem USA og Sovjet, hvilket også er noget passé. Men jeg er imponeret over, hvor meget Snyder har med, hvor godt det faktisk fungerer, og hvor ærligt det er overfor sin oprindelse. Gør nu en undtagelse og se denne filmatisering, Moore - den er faktisk éen lang hyldestsang til dit arbejde på Watchmen.
I det opklarende skær brændes min maske væk, så jeg må passere gennem verden uden dens beskyttende hinde. Jeg er afsløret som en gorgon, hvis blik forvandler de uskyldige til sten, hvis vores øjne mødes ved et uheld, og jeg må slæbe mig afsted med mit blik fast rettet væk fra andre mennesker i forsøget på at skjule mit sande ansigt. Luften gør godt. Jeg forbrænder kalorier og sveder harmen ud af min krop, som en proces der langsomt tvinger de indre dæmoner ned i en flydende sort væske af galde, der sløvt flyder ud af mig som et tyk, mørk, kvælende olie, mens jeg mærker, hvordan den velkendte hverdag drukner mine flammer og igen lægger sig som en beskyttende hinde over mine øjne, så jeg kan være i nærheden af andre mennesker igen. Jeg afskyr den. Jeg forbander hverdagens kvælende hinde, der skjuler al virkelighedens gru og blinder menneskene for de afstumpede, perverterede, syge handlinger, vi gør mod hinanden. Og alligevel må jeg omfavne den og hilse dens sløvende glemsel velkommen. Der er ikke plads i verden til den, der nægter at proklamere den moderne perfektion, mens han ser på virkelighedens forrådnelse. Vi lever løgnen. Vi ånder løgnen. Fordi den er lettere at bære end de virkelighed, vi fornægter. Skal fornægte. Som ikke må være sand. Som ikke kan være sand. Som ikke må være sand. Sådan. Nu er masken på plads igen. Nu kan jeg smile. Shiny happy people holding hands.
Zack Snyder gør et stort arbejde for at videregive Alan Moores måske største bedrift på tegneseriefronten til det store publikum på det store lærred. Også fra Snyders side er det en stor bedrift. Ja, nu ved jeg godt, at mange vil rynke på næsen og kalde det noget superhelte-bavl. Men Moores pointe var netop, at vi havde brug for den sovepude, så vi kunne holde ud at læse hans historie. Ellers kommer den for tæt på, bliver for nærværende. Og så grim en virkelighed, som den skildrer, så kan vores sarte sind kun holde til at studere det på afstand. Helt som når Ridley Scott fortolker Philip K. Dick i Blade Runner som fremtiden, fordi det ellers bliver for hårdt. (Note: Er jeg den eneste, der er lidt urolig over, at dansk ikke har et ord for det engelske "sanity"?)
Selv om Snyders forsøg på at omsætte mastodont-tegneserien til det store lærred må sable indholdet ned til under tre timer, så lægger den ikke fingre imellem. Hvis man frygter, at Rorschachs handlinger og oplevelser bliver kogt ned for at være mere spiselige for main-stream publikummet, så kan man godt tro om igen. Bevares, der skæres ned, men jeg ved nu ikke om det er bedre, at hakker morderen i kraniet fem-seks gange, mens han råber "men get arrested, dogs get put down," end at han sætter ild til ham og lader ham brænde som i tegneserien... Begge dele er ret makabert (hvilket det skal være), og i biffen kan du altså ikke lige lægge tegneserien væk et par minutter, mens du tænker, "Oh crap!!" Og Blakes forsøg på at voldtage Sally Jupiter er faktisk mere voldelig end i tegneserien.
En del ting er skrevet om. Monstret i New York er erstattet af masseeksplosioner i flere storbyer, som Dr. Manhatten så beskyldes for. De fleste af de gamle, pensionerede superhelte er klippet helt ud, og helt væk er den grumme "Tales of the Black Freighter"-tegneserie, som Moore lod forskellige folk læse i løbet af Watchmen som en rød tråd. Til gengæld ser vi faktisk mere Nixon i filmen end i tegneserien, hvilket virker lidt unødvendigt. Men jeg klager nu ikke. Jeg er dog uenig i valget af Matthew Goode som Ozymandias/Veidt, da han i sidste ende kommer til at fremstå som helt sindssyg i filmen i skarp kontrast til tegneserien, hvor hans uhyggeligste træk måske netop var, at han virkede menneskelig og empatisk trods hans handlinger. Skuespillerne er ikke de store navne, men ellers går de godt over hele linien, selv om Billy Cudrups Dr. Manhattan er så menneskefjern, at han næsten bliver ligegyldig. Jeffrey Dean Morgan rammer Blake helt rigtigt, mens Malin Akerman er superhot som Laurie Jupiter. Jeg var skeptisk overfor ethvert forsøg på at fortolke Rorschach, men Jackie Earle Haley klarer det faktisk overraskende godt og gør min skepsis aldeles til skamme.
I sidste ende fungerer Watchmen bedst som illusteret udgave af tegneserien. Historien er umiddelbart ganske kompleks og mørk, og det skulle ikke undre, hvis der er tilskuere, der kradser sig i hovedet bagefter. Men jeg kan ikke bedømme det, da jeg har læst (og holdt af) tegneserienudgaven i mere end et årti. Men filmen er en reklame for tegneserien - hvis du syntes om filmen, så er du slet ikke færdig, for der er langt, langt flere nuancer og pointer i Moores oprindelige udgave, end der blev plads til i filmen.
Men selv om Snyder ikke kan yde tegneserien retfærdighed, så spiller han på de strenge, som hans medie giver ham. Det indledende mord på Blake bliver med skiftende kameravinkler og hastighed en grusom og virtuos opvisning i koreografi. Og hvis det ikke fænger, så følges der under de indledende tekster op med et galleri over de gamle superhelte henover årtierne til tonerne af Bob Dylan med "The Times are A-Changing", hvilket afgjort også er særdeles medrivende. I det hele taget bruger Snyder meget bevidst tidernes musik til at placere historien i sin historiske epoke, selv om den er "forkert" - Watchmen foregår i 80'erne, og det skulle således være Duran-Duran og Wham (eeech...) i baggrunden, hvor Snyder i stedet bruger musik som Dylan's "All Along the Watchtower," Simon & Garfunkels "Sound of Silence" (under Blakes begravelse" og Rufus Wainwrights "Halleluja" (i elskovscenen mellem Dreiberg og Jupiter). og det fungerer faktisk over al forventning.
Jeg må dog sige, at Watchmen også visuelt er et overflødighedshorn. Filmen har været dyr. Meget dyr. Men man kan sandelig også se, hvad pengene er blevet brugt på. Når Niteowl og Laurie Jupiter slås i Watchmen, så er det faktisk mere drabeligt end at se Christian Bale smadre folk som Batman... Også uden fotografer i baggrunden... Sæt det sammen med mordet på Blake og de kosmiske åbenbaringer hver gang Dr. Manhattan laver noget som helst andet end at snakke (og nogle gange også når han gør), og vi har en film, der afgjort må kandidere til en oscar for visuelle effekter.
Med et budget på 120 mio. dollars manglede det også bare. Det er nærmest uhørt dyrt for en film med R-rating i USA. Det har nok især fået grønt lys i lyset af Nolans supersucces med "The Dark Knight", men selv om Watchmen har tjent pengene hjem igen, så svømmer investorerne ikke ligefrem i pengestrømmen. Så det kan blive tvivlsomt, om Snyder får lov til at satse så mange penge på et projekt af denne type igen.
Men Watchmen fik vi faktisk lov at se på det store lærred. For det ER Watchmen, der er blevet filmatiseret her. Skrevet lidt om et par steder og klippet ned hist og pist, men ikke desto mindre. Dermed er filmen også præcis så grum og hård, som den skal være. For Watchmen er barsk omgang. Jeg er altid forbeholden, når folk slæber deres børn med til film som denne. Der sad en mor med to knægte på højst 10-12 år bag mig, og jeg lurer på, hvad de fik ud af det, og om de vidste, hvad de var inde og se. Jeg er ret sikker på mor ikke havde det fjerneste begreb om det - de havde højest tænkeligt tænkt "ah, superheltefilm - den skal vi se" og så overtalt mor, fordi censuren var hård. De så heldigvis ikke ud til at lide overlast, men et eller andet sted nager det mig alligevel, fordi mor åbenbart ikke gad gøre sig den ulejlighed lige at finde ud af, hvorfor filmen havde en streng censur. Watchmen er IKKE for børn! Ja, det er superhelte og tegneserie, men det betyder s.. ikke, at det pr. definition er sammenligneligt med hverken "The Incredibles" eller lignende. Så fat det dog!
Så er Watchmen alle penge værd? Jamen, det har jeg jo svaret på - det er Watchmen for pokker! Bare på det store lærred. Fra Dr. Manhattans kosmiske, guddommelige overvejelser til Rorschachs psykotiske syn på verdens bundløse forfald og afskyen i menneskets mørke sider er det Watchmen. Snyder har bare klippet lidt og tilført det liv på det store lærred med sin koreografi og valg af musik. Selv om kampscenerne er få, så kan man godt se, at det er samme instruktør som lavede "300", når det bliver voldeligt. Og når jeg siger det er Watchmen, så er det altså at opfatte som noget af en blåstempling.
Så gå ind og se Watchmen. Nu. For det er selvfølgelig svaret på spørgsmålet i min overskrift. Hvem vogter vogterne? Det gør vi. Det skal vi. Hvem skal ellers gøre det? Vi skal se dem og vogte dem og føle med dem. Fordi de er os. Derfor bør du se Watchmen. Hvis du altså kan tåle at få flået dagligdagens afdæmpende maske af i en tre timers tid. For det er en rå og hård omgang, der kryber ind under huden. Sikkerhedsventilen om, at det bare er tegnefilm og superhelte holder ikke. Det kryber stadig forbi. Jeg advarede dig jo fra starten. Hvis du ikke vil høre, må du føle. Det kommer du til i selskab med Watchmen, især når du møder Rorscharch og finder ud af, hvorfor han er blevet, som han er. Bevares, jeg vidste det godt i forvejen, men det er en stor bedrift af Snyder, at han får det til at virke på det store lærred. Moores oplæg, selvfølgelig, men det kunne sagtens være gået galt på vej til biffen. For Watchmen er en dekonstruktion af superheltene. De er ikke et hak bedre end nogle andre. De dummer sig. De er styret af deres lyster. Nogle af dem er mere skurke end helte, eller er det måske en heltegerning, når Comedian smadrer kollegaen Silk Spectre til ukendelighed og derefter forsøger at voldtage hende? Eller når han skyder JFK i Dallas? Eller når han under Korea-krigen plaffer den lokale risgnasker-pige ned, som han har bollet tyk, og som nu kræver noget fra ham som far? Og alligevel er netop Blake måske en af de mest menneskelige figurer i historien, fordi han faktisk forstår, hvordan den grusomme verden fungerer. Og han ser hvordan den vil udvikle sig. Det bliver hans undergang. "I've seen the future and it works," hører man næsten i baggrunden.
Bevares, helt så stor en oplevelse som Nolans "The Dark Knight" er Watchmen nu ikke. I hvert fald ikke for mig. Jeg har forlængst læst det oprindelige oplæg, så der er ikke så meget nyt at se her. Desuden er figurerne for afstumpede og kolde og lever i en verden der er fra langt væk fra min - et alternativt 1985, hvor Nixon stadig er præsident i USA - til at jeg for alvor kan identificere mig med filmens figurer. Og plottet foregår i høj grad i skyggen af truende atomkrig som kulmination på den kolde krig mellem USA og Sovjet, hvilket også er noget passé. Men jeg er imponeret over, hvor meget Snyder har med, hvor godt det faktisk fungerer, og hvor ærligt det er overfor sin oprindelse. Gør nu en undtagelse og se denne filmatisering, Moore - den er faktisk éen lang hyldestsang til dit arbejde på Watchmen.
06/04-2009
