Husker du Sabra og Shatila?
5.0
Israelske Ari Folman har med "Waltz with Bashir" lavet en unik film. Jeg har i hvert fald aldrig før set en dramadokumentarisk animationsfilm - og formen er endda rigtig godt valgt.
Folman, der har et par 'rigtige' film bag sig som instruktør, åbner filmen med den scene, som har fået ham til at lave den. Han sidder på en bar med en gammel ven, der fortæller, at han i et par år har haft tilbagevendende mareridt. Og at han er sikker på, at de har forbindelse til krigen i Libanon i 1982, hvor både han og Folman deltog på israelsk side. Og det går op for Folman, at han slet ikke kan huske, hvad han selv foretog sig i krigen.
Det får ham til at opsøge flere andre gamle soldatervenner, og langsomt begynder Folmans egne erindringer at vende tilbage. Det er så her, animationsformen virkelig kommer til sin ret, for den tillader ham at sætte de nutidige samtaler i samme visuelle univers som de næsten surrealistiske erindringsklip fra krigen. Og langsomt snævrer filmen sig ind mod det, Folmans hjerne har gemt allerlængst væk: Nemlig massakren i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila, hvor han var én af de israelske soldater, som passivt så til, mens de libanesiske falangister myrdede løs.
"Waltz with Bashir" fortæller ikke noget nyt, for det er velkendt, at den israelske hær kunne have stoppet massakren, men fra de menige på jorden til forsvarsminister Sharon i toppen valgte at kigge væk. Men det er derimod en fascinerende, barsk film om fortrængning og posttraumatisk stress, som også skildrer krigen fra soldaternes totalt forvirrede frøperspektiv.
Et flot, flot eksempel på, at man også kan bruge animation til at skabe væmmelige, vedkommende historier for voksne.
Folman, der har et par 'rigtige' film bag sig som instruktør, åbner filmen med den scene, som har fået ham til at lave den. Han sidder på en bar med en gammel ven, der fortæller, at han i et par år har haft tilbagevendende mareridt. Og at han er sikker på, at de har forbindelse til krigen i Libanon i 1982, hvor både han og Folman deltog på israelsk side. Og det går op for Folman, at han slet ikke kan huske, hvad han selv foretog sig i krigen.
Det får ham til at opsøge flere andre gamle soldatervenner, og langsomt begynder Folmans egne erindringer at vende tilbage. Det er så her, animationsformen virkelig kommer til sin ret, for den tillader ham at sætte de nutidige samtaler i samme visuelle univers som de næsten surrealistiske erindringsklip fra krigen. Og langsomt snævrer filmen sig ind mod det, Folmans hjerne har gemt allerlængst væk: Nemlig massakren i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila, hvor han var én af de israelske soldater, som passivt så til, mens de libanesiske falangister myrdede løs.
"Waltz with Bashir" fortæller ikke noget nyt, for det er velkendt, at den israelske hær kunne have stoppet massakren, men fra de menige på jorden til forsvarsminister Sharon i toppen valgte at kigge væk. Men det er derimod en fascinerende, barsk film om fortrængning og posttraumatisk stress, som også skildrer krigen fra soldaternes totalt forvirrede frøperspektiv.
Et flot, flot eksempel på, at man også kan bruge animation til at skabe væmmelige, vedkommende historier for voksne.
07/04-2009
