Filmnørden anmelder The Reader
5.0
Sikke dog en dejlig film. Ja, den handler om KZ-lejre, massemord og fortabt kærlighed, men sikke dog en dejlig film. Ikke så lidt imponerende, at det er dén følelse Filmnørden sidder med, efter to timer i selskab med førnævnte, men det er jo nok fordi The Reader er meget, meget mere end det.
Året er 1958. 15-årige Michael Berg bliver syg på vej hjem fra skole i Neustadt, Tyskland. Han stopper i en tilfældig port og kaster op. En ukendt kvinde kommer ham til undsætning. Hun skyller resolut opkast væk fra fortorvet og Michaels fødder. Så sender hun ham hjem. Michael er syg med skarlagenfeber i flere måneder, og tvinges efterfølgende af sin mor, til at opsøge den ukendte dame og give hende en buket blomster. Dette bliver starten til Michaels første rigtige kærlighedsaffære. Han og kvinden, den noget ældre Hanna Schmitz, udvikler et dybfølt og gensidigt gavnligt forhold. Michael lærer hvordan man elsker en kvinde, både fysisk og mentalt. Til gengæld får Hanna læst bøger op af Michael. Over sommeren bliver det til mange ture i køjen og ligeså mange oplæste bøger, indtil Hanna en dag beslutter, at forsvinde ud i den blå luft og Michael forstår, at det er slut.
Otte år senere er Michael godt igang med sine jurastudier, da hans professor tager ham og resten af eleverne med til en retssag, mod en håndfuld kvinder, der arbejdede i KZ-lejren i Auschwitz under 2. Verdenskrig. Her ser Michael for første gang Hanna igen, for hun er en af de anklagede kvinder. Michael finder ud af, at hans livs største kærlighed, har slået hundredevis af mennesker ihjel, under nazismen.
Samlet set stiller The Reader det enormt gode spørgsmål, "hvordan kan det tyske folk nogensinde tilgive og forstå de grufulde handlinger de foretog sig under 2. verdenskrig?" - et problem efterkrigstidens tyskere har bokset med, men som de færreste danskere nok render og tænker over i dag. Nazismen var og er for de fleste mennesker, synonymt med ondskab. The Reader tvinger dig til, at tænke forbi denne naive definition af begrebet.
Michael er til at begynde med af samme opfattelse, som stort set alle andre - at tyskernes handlinger under 2. verdenskrig var forfærdelige og utilgivelige, men hans kærlighed til en direkte medskyldig, tvinger ham (og dermed os) til at prøve at forstå. Du tvinges til at prøve at finde forståelse for, hvordan en helt almindelig kvinde, der er et enormt rart menneske, kan tro at det er rigtigt, at slå massevis af uskyldige voksne og børn ihjel. Det føles på en gang dybt provokerende og dybt fascinerende som tilskuer, at blive stillet i denne situation.
Hanna Schmitz er personen vi skal forstå. Hun repræsenterer hele den nazistiske mentalitet, unægteligt pænt pakket ind i Kate Winslet. Fra hun første gang møder Michael, kan man mærke på hende, at hun gemmer på noget. Man fornemmer på hendes fysik, hendes bevægelser, hendes handlinger, hendes udtale, at hun bærer rundt på noget, der ikke skal deles med andre. Alt hvad hun foretager sig, ligefra strygning til gulvvask, er handlinger hun resolut gennemfører, uden at tænke videre over dem. Hun hverken nyder eller hader det. Det skal bare gøres! Denne resolutte mentalitet, kommer virkelig for dagen, da hun under retssagen skal forklare, hvordan hun dog kunne slå så mange mennesker ihjel. Hendes svar,sætter dig i en moralsk og følelsesmæssig gråzone.
Dette lykkes naturligvis takket være den fantastiske historie, skrevet af Bernhard Schlink og udgivet i romanen Der Vorleser, men det er Kate Winslet der får det til at ske. Hendes skildring af Hanna, er bjergtagende. Hun blander Hannas besynderlige kynisme med en rå kvindelighed, og resultatet er på én gang femme fatale og moderligt. Du vil på et helt basalt plan gerne kunne lide denne kvinde, hvilket gør det næsten umuligt, at forlige sig med hendes horrible handlinger under krigen, men det er netop finten. Filmen binder et ekstremt stærk reb mellem dig og Hanna, for så at sende Hanna flere kilometer ind i den mest grusomme nazisme. Du kan ikke andet end følge med hende og forsøge at forstå. Alt dette takket være Kate Winslet. Det er genialt skrevet og genialt spillet.
Men The Reader stopper ikke her, for når så man befinder sig i denne moralske og følelsesmæssige gråzone, hvor godt og ondt mødes på et og samme sted, hvad gør man så? Det er jo så godt som umuligt, at tage nogle retfærdige og rigtige beslutninger, på denne baggrund. På et tidspunkt kommer Michaels professor (fint spillet af tyske Bruno Ganz) med en tale til sine elever, der understreger hvordan samfundet ikke er indrettet efter hvad der er rigtig og forkert, men hvad der er lovligt og ulovligt. En vigtig observation, der som et par magiske briller kan tages på og som sætter tingene i fokus, hver gang du ikke forstår hvad The Reader prøver at fortæller dig.
Men nu får du ikke mere, for der skal jo også være lidt overraskelser til gode, når du sætter dig i biografen og ser The Reader - for det SKAL du. Det er en utrolig smuk film, hvis forskellige tekniske elementer, skaber solid støtte for dens historie. Enkelte billeder står stadig krystalklart for Filmnørdens indre øje. Musikken passer så perfekt, at man ikke høre den, men dette er også en film, hvor der skal holdes igen med sådanne elementer, for ikke at forstyrre historien.
Guld og grønne skove bør også gå til unge tyske David Kross, for hans rolle som unge Michael, Ralph Fiennes for hans rolle som gamle Michael, til Bruno Ganz for rollen som Michaels professor og til Lena Olin, der har en meget lille, men meget vigtig rolle. Sidst men ikke mindst må Filmnørden hylde instruktøren Stephen Daldry, der her har skabt intet mindre end et mesterværk.
Kan det virkelig passe, at Filmnørden, der ellers er så kritisk, ikke kan finde en eneste negativ ting ved The Reader? Nej, selvfølgelig ikke. For filmen virker ikke, hvis du ikke bliver "forført" af Kate Winslet og det er ikke sikkert du bliver det, bare fordi Filmnørden gjorde. Hvis ikke du kan li' Hannah Schmitz, så falder filmen til jorden. Om du kan li' hende kan Filmnørden ikke svare på, men han vil meget gerne høre fra dig, hvis du ikke kan.
Derfor får The Reader fem klaptræer ud af seks. Den er knald god, men der er en lille chance for, at du ikke køber den.
Hvad der også er interessant er, at The Reader generelt har fået en blandet modtagelse, blandt andre anmeldere. De fleste synes den er for tvetydig (er det ikke pointen?) og at den mangler følelsesmæssig indlevelse. Korrekt, filmen fik ikke Filmnørden til at sidde og græde snot, hvilket nogle åbenbart mener man skal under en holocuast-film. Personligt synes Filmnørden at det var rart, at man ikke endnu engang skulle ha' banket ind med syvtommersøm, at "nazismen er ond!". Den form for følelsesmæssig manipulation, havde efter Filmnørdens mening indtåget filmens egentlige tema.
Filmnørdens karakter:
Ganske genial!
http://www.filmnoerden.com/
Året er 1958. 15-årige Michael Berg bliver syg på vej hjem fra skole i Neustadt, Tyskland. Han stopper i en tilfældig port og kaster op. En ukendt kvinde kommer ham til undsætning. Hun skyller resolut opkast væk fra fortorvet og Michaels fødder. Så sender hun ham hjem. Michael er syg med skarlagenfeber i flere måneder, og tvinges efterfølgende af sin mor, til at opsøge den ukendte dame og give hende en buket blomster. Dette bliver starten til Michaels første rigtige kærlighedsaffære. Han og kvinden, den noget ældre Hanna Schmitz, udvikler et dybfølt og gensidigt gavnligt forhold. Michael lærer hvordan man elsker en kvinde, både fysisk og mentalt. Til gengæld får Hanna læst bøger op af Michael. Over sommeren bliver det til mange ture i køjen og ligeså mange oplæste bøger, indtil Hanna en dag beslutter, at forsvinde ud i den blå luft og Michael forstår, at det er slut.
Otte år senere er Michael godt igang med sine jurastudier, da hans professor tager ham og resten af eleverne med til en retssag, mod en håndfuld kvinder, der arbejdede i KZ-lejren i Auschwitz under 2. Verdenskrig. Her ser Michael for første gang Hanna igen, for hun er en af de anklagede kvinder. Michael finder ud af, at hans livs største kærlighed, har slået hundredevis af mennesker ihjel, under nazismen.
Samlet set stiller The Reader det enormt gode spørgsmål, "hvordan kan det tyske folk nogensinde tilgive og forstå de grufulde handlinger de foretog sig under 2. verdenskrig?" - et problem efterkrigstidens tyskere har bokset med, men som de færreste danskere nok render og tænker over i dag. Nazismen var og er for de fleste mennesker, synonymt med ondskab. The Reader tvinger dig til, at tænke forbi denne naive definition af begrebet.
Michael er til at begynde med af samme opfattelse, som stort set alle andre - at tyskernes handlinger under 2. verdenskrig var forfærdelige og utilgivelige, men hans kærlighed til en direkte medskyldig, tvinger ham (og dermed os) til at prøve at forstå. Du tvinges til at prøve at finde forståelse for, hvordan en helt almindelig kvinde, der er et enormt rart menneske, kan tro at det er rigtigt, at slå massevis af uskyldige voksne og børn ihjel. Det føles på en gang dybt provokerende og dybt fascinerende som tilskuer, at blive stillet i denne situation.
Hanna Schmitz er personen vi skal forstå. Hun repræsenterer hele den nazistiske mentalitet, unægteligt pænt pakket ind i Kate Winslet. Fra hun første gang møder Michael, kan man mærke på hende, at hun gemmer på noget. Man fornemmer på hendes fysik, hendes bevægelser, hendes handlinger, hendes udtale, at hun bærer rundt på noget, der ikke skal deles med andre. Alt hvad hun foretager sig, ligefra strygning til gulvvask, er handlinger hun resolut gennemfører, uden at tænke videre over dem. Hun hverken nyder eller hader det. Det skal bare gøres! Denne resolutte mentalitet, kommer virkelig for dagen, da hun under retssagen skal forklare, hvordan hun dog kunne slå så mange mennesker ihjel. Hendes svar,sætter dig i en moralsk og følelsesmæssig gråzone.
Dette lykkes naturligvis takket være den fantastiske historie, skrevet af Bernhard Schlink og udgivet i romanen Der Vorleser, men det er Kate Winslet der får det til at ske. Hendes skildring af Hanna, er bjergtagende. Hun blander Hannas besynderlige kynisme med en rå kvindelighed, og resultatet er på én gang femme fatale og moderligt. Du vil på et helt basalt plan gerne kunne lide denne kvinde, hvilket gør det næsten umuligt, at forlige sig med hendes horrible handlinger under krigen, men det er netop finten. Filmen binder et ekstremt stærk reb mellem dig og Hanna, for så at sende Hanna flere kilometer ind i den mest grusomme nazisme. Du kan ikke andet end følge med hende og forsøge at forstå. Alt dette takket være Kate Winslet. Det er genialt skrevet og genialt spillet.
Men The Reader stopper ikke her, for når så man befinder sig i denne moralske og følelsesmæssige gråzone, hvor godt og ondt mødes på et og samme sted, hvad gør man så? Det er jo så godt som umuligt, at tage nogle retfærdige og rigtige beslutninger, på denne baggrund. På et tidspunkt kommer Michaels professor (fint spillet af tyske Bruno Ganz) med en tale til sine elever, der understreger hvordan samfundet ikke er indrettet efter hvad der er rigtig og forkert, men hvad der er lovligt og ulovligt. En vigtig observation, der som et par magiske briller kan tages på og som sætter tingene i fokus, hver gang du ikke forstår hvad The Reader prøver at fortæller dig.
Men nu får du ikke mere, for der skal jo også være lidt overraskelser til gode, når du sætter dig i biografen og ser The Reader - for det SKAL du. Det er en utrolig smuk film, hvis forskellige tekniske elementer, skaber solid støtte for dens historie. Enkelte billeder står stadig krystalklart for Filmnørdens indre øje. Musikken passer så perfekt, at man ikke høre den, men dette er også en film, hvor der skal holdes igen med sådanne elementer, for ikke at forstyrre historien.
Guld og grønne skove bør også gå til unge tyske David Kross, for hans rolle som unge Michael, Ralph Fiennes for hans rolle som gamle Michael, til Bruno Ganz for rollen som Michaels professor og til Lena Olin, der har en meget lille, men meget vigtig rolle. Sidst men ikke mindst må Filmnørden hylde instruktøren Stephen Daldry, der her har skabt intet mindre end et mesterværk.
Kan det virkelig passe, at Filmnørden, der ellers er så kritisk, ikke kan finde en eneste negativ ting ved The Reader? Nej, selvfølgelig ikke. For filmen virker ikke, hvis du ikke bliver "forført" af Kate Winslet og det er ikke sikkert du bliver det, bare fordi Filmnørden gjorde. Hvis ikke du kan li' Hannah Schmitz, så falder filmen til jorden. Om du kan li' hende kan Filmnørden ikke svare på, men han vil meget gerne høre fra dig, hvis du ikke kan.
Derfor får The Reader fem klaptræer ud af seks. Den er knald god, men der er en lille chance for, at du ikke køber den.
Hvad der også er interessant er, at The Reader generelt har fået en blandet modtagelse, blandt andre anmeldere. De fleste synes den er for tvetydig (er det ikke pointen?) og at den mangler følelsesmæssig indlevelse. Korrekt, filmen fik ikke Filmnørden til at sidde og græde snot, hvilket nogle åbenbart mener man skal under en holocuast-film. Personligt synes Filmnørden at det var rart, at man ikke endnu engang skulle ha' banket ind med syvtommersøm, at "nazismen er ond!". Den form for følelsesmæssig manipulation, havde efter Filmnørdens mening indtåget filmens egentlige tema.
Filmnørdens karakter:
Ganske genial!
http://www.filmnoerden.com/
07/04-2009
