Herzog uden rygrad
3.0
Filminstruktøren Werner Herzog er mildest talt noget for sig. Han er blevet tortureret. Han er blevet skudt. Han har reddet Joaquin Phoenix ud af en bundvendt og brændende bil. Han har spist en sko. Og så har han oven i løjerne skabt en perlerække af magiske filmøjeblikke, som ingen med noget til overs for levende billeder nogensinde vil kunne glemme.
Måske derfor virker det som en spændende udfordring at dykke ned i hans debutfilm, ’Livstegn’, der med slående klarhed definerer manden som et geni af store, men også vaklende dimensioner. Det er Herzog pillet helt ned til sine menneskelige rødder, det her, og på sin vis også tyskerens både ujævne og komplet afvæbnende filmpoesi som vi kender den. Det ene øjeblik er man lamslået af en montage, der kæder himmelsk musik og sælsomme billeder sammen på smukkeste vis, mens det 5 minutter senere skærer i øjnene med skinger tydelighed, at Herzog aldrig har gået på filmskole.
Præcis det samme gør sig nemlig gældende når Herzog for første gang slår sine folder i filmformat med ’Livstegn’, der på godt og ondt formår at slå en tyk streg under, hvem den her dumdristige, skospisende spasmager egentlig er - når han altså laver film, og ikke kaster om sig med verdensanskuelser af en anden verden. Det står med ’Livstegn’ helt klart, at Herzogs evner som audiovisuel kunstner er forbløffende, at han kan redde skroget af selv det tammeste manuskript og de mest absurde replikker i land, og fylde det med sin egen særprægede form for liv og kant.
Til gengæld står det også rigelig klart, at der mangler en hårdfør knude til at holde den fragmentariske poesi fra at smuldre. Måske er det ikke for ingenting, at Herzog for alvor blev legendarisk i sit samarbejde med skuespilleren Klaus Kinski, hvis flammende øjne og helt utrolige energi var det delvise samlingspunkt for så fantastiske film som ’Fizcarraldo’, ’Aguirre’ og ’Nosferatu’. Hans nærvær er virkelig savnet i ’Livstegn’, der forbliver en interessant, men også statisk diagnose på Werner Herzogs forunderlige linegang mellem storhed og vaklen.
Måske derfor virker det som en spændende udfordring at dykke ned i hans debutfilm, ’Livstegn’, der med slående klarhed definerer manden som et geni af store, men også vaklende dimensioner. Det er Herzog pillet helt ned til sine menneskelige rødder, det her, og på sin vis også tyskerens både ujævne og komplet afvæbnende filmpoesi som vi kender den. Det ene øjeblik er man lamslået af en montage, der kæder himmelsk musik og sælsomme billeder sammen på smukkeste vis, mens det 5 minutter senere skærer i øjnene med skinger tydelighed, at Herzog aldrig har gået på filmskole.
Præcis det samme gør sig nemlig gældende når Herzog for første gang slår sine folder i filmformat med ’Livstegn’, der på godt og ondt formår at slå en tyk streg under, hvem den her dumdristige, skospisende spasmager egentlig er - når han altså laver film, og ikke kaster om sig med verdensanskuelser af en anden verden. Det står med ’Livstegn’ helt klart, at Herzogs evner som audiovisuel kunstner er forbløffende, at han kan redde skroget af selv det tammeste manuskript og de mest absurde replikker i land, og fylde det med sin egen særprægede form for liv og kant.
Til gengæld står det også rigelig klart, at der mangler en hårdfør knude til at holde den fragmentariske poesi fra at smuldre. Måske er det ikke for ingenting, at Herzog for alvor blev legendarisk i sit samarbejde med skuespilleren Klaus Kinski, hvis flammende øjne og helt utrolige energi var det delvise samlingspunkt for så fantastiske film som ’Fizcarraldo’, ’Aguirre’ og ’Nosferatu’. Hans nærvær er virkelig savnet i ’Livstegn’, der forbliver en interessant, men også statisk diagnose på Werner Herzogs forunderlige linegang mellem storhed og vaklen.
09/04-2009
