Når mågen skider i havet

Werner Herzog er ubetinget en af tidens mest interessante instruktør, der med sin forunderlige og besynderlige originale tilgang til filmsproget, laver film som altid efterlader et transcendent ekko. Selvom hans værkers kvalitet ligger mellem åndeløse naturalistisk billedmagi til filmisk amatørisme med et dokumentarisk islæt i billedet såvel som skuespillet.

Instruktørens ”Herz aus Glas” hører til den kategori i hans karriere, hvor han opløser alle dramaturgiske regler og laver en filmisk ambivalent og tidløs fortælling om hvordan menneskelig grådighed fører til verdens ende. Et postulat der er kompleks at føle på, men endnu mere kompleks bliver det, når filmen som en helhedsoplevelse virker som et poetisk opstød af fragmenteret postulater blandet i en pærevælling af glimtvis hemmelige billeder der efterlader en i åndenåd og andre der bugner med indirekte excentricitet.

”Herz aus Glas” kan virke nok så forsvarlig klog, ikke mindst i sin symbolske debat om hvordan mennesket langsomt slår sig selv ihjel i forsøg på egen materialistiske vinding, men måde filmen afbilleder sig selv på er grænsende til uforsvarlig underholdning. Som i bund og grund overhovedet ikke er underholdende. Man kan måske på mange måder klandre sig selv for ikke at give ”Herz aus Glas” den fornødne tankemæssige investering, som oplægget kræver, men det skyldes simpelthen at ”Herz aus Glas” distancere sig, frem for at involvere sig, via dens besynderlige fortællerform. Til trods for mit glødende engagement for hver af den gale mands værker, er det meget svært at få øje på det reelle handlingsspor.

Og det i sig selv er et dramaturgisk handicap af en anden verden, når man så indædt leder forgæves og aldrig rigtig bliver belønnet.Historien bliver i stedet fortalt gennem ekspressionisme og symbolisme, hvor skuespillet og hele filmens ydre ofte forfalder til direkte forloren poesi, grænsende til pinagtighed. Det handler hele tiden om at tolke ud fra de fragmenterede scener, der har en underforstået sammenhandel. Hvilket gør filmen interessant nok alene i sit eftermæle, men i nutiden en hård og besværlig nød at knække.

Der er tale om et bombardement af symbolik, når menneskeprofeten, Hias (Josef Bierbichler), forudsiger verdens undergang, tilblivelse eller det håbløse håb, når fire – underforstået de første tvivlende på menneskets ageren – ror ud i en lille båd mod verdens afgrund for at finde svar. Men det er altså distancerende når symbolikken overstiger indholdet, og handlingen dannes ud fra symbolikken i amatøristiske b-films billeder, som ikke ejer de billedekompositioners tyngde og fascination, der er at skue i Herzogs andre film, som for eksempel Herzogs personlige hyldest til naturens skønhed og brutalitet i ”Grizzly Man”.

Det er en gal mands værk. Men en gal mand der er ude af form. I ”Gåden om Kaspar Hauser” kunne man fornemme handlingssporet, man kunne føle på og på sin vis mærkværdige måde involvere sig i historien.

I ”Herz aus Glas” er involvering svære end svært, i og med de indeværende karakterer i en sær atmosfære nærmest læser direkte op af manuskriptet uden indlevelse eller anden fysisk engagement. Det hele forekommer fortællermæssigt meget litterært. Og det antydes også når værket er ovre, at ”Herz aus Glas” bedre kunne begå sig i boglig form frem for filmisk. Der er ikke tale om ufokusering i historie fortælling. Bare en problematisk måde at fortælle historien på. Nuvel er der tale om at hele det før sete ydre bliver vendt på vrangen som fortællerform, det er bare fandens svært, for ikke at sige umuligt, at engagere sig ud fra filmens højtstillede præmisser.

Filmen fungerer ikke som en film, men nærmere fragmentarisk, poetisk dialog på gebrokken og mastodontisk tysk. Jovist undgår filmen ikke helt at provokerer én tankemæssigt, men det er langt fra i det omfang andre film fra mesterinstruktøren, har gjort.

Herzog hypnotiserede sine skuespillere, på nær Josef Bierbichler, der spiller Hias, og en række professionel glasmagere. På den baggrund sidder man vitterligt også og tænker, om Herzog ikke også er nødsaget til at hypnotiserer publikummet, for at få det maksimale ud af ”Herz aus Glas”, der foruden virker som en potentiel inspirationskilde for Monty Python slænget.

Så grovt kan det siges. På trods af at filmen i dens indledning og afslutning dysser op med en natura skildring af en anden verden, hvor Herzog skildrer naturen og gør den til naturalistisk overnaturlighed, som man troede var uden for menneskelig rækkevidde og sådanne billeder kun hørte hjemme i himlen. Akkurat som det også er med hans noget bedre film, ”Aguirre, Der Zorn Gottes”.

Paradoksalt de glimtvise smukke billeder, bliver man hurtigt tabt bag en vogn – det er ikke ualmindeligt i en Herzog film – men instruktøren plejer at slæbe en op igen senere. Det sker ikke i ”Herz aus Glas” der tråds sin spidsfindige symbolisme i glassets skrøbelighed og dens parallel til menneskeheden, fremkommer meget uforståelig og direkte vrøvlende, udledende til ufrivillig komik.

Selvom der er at spore en vedkommende opsang til menneskeligheden og hele dens selvdestruktivitet i materialismens grådighed, så er ”Herz aus Glas” som film en omgang poetisk rod og derfor bliver den også dømt ud fra det. På trods af dette, så er der ingen Werner Herzog film der er uinteressante. Det er ”Herz aus Glas” bestemt heller ikke, der er Herzogs til dato mest originale værk. På det meste ondt, men også lidt godt.

Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/