Filmnørden anmelder Gran Torino
4.0
Filmnørden har faktisk aldrig været den helt stor fan af Clint Eastwood, hverken foran eller bag kameraet, men det betyder ikke at Filmnørden ikke synes Clint'en er en bad-ass motherfucker... for det er han! Og hvor mange 78-årige kan du lige sige det om, udover Sean Connery, Neil Armstrong og Warren Buffet? Ikke mange, og selv dem du kan, kan alligevel ikke måle sig med Clint Eastwood. Han er personificeringen af ol' school, støvet, læder-sej, amerikansk maskulinitet, med alt hvad dertilhører af diskrimination og "skyd før du tænker"-mentalitet - en type der efterhånden er ved at uddø i en verden, hvor alle nye biler sgu' da snart ligner elektriske barbermaskiner.
Gran Torino er en film, der netop viser hvordan denne ærke-amerikanske maskulinitet (ikke) passer ind i nutidens samfund. Den er også en film, hvor Clint Eastwood en sidste gang løfter på hatten og siger farvel til det store lærred med stil. Det er, med andre ord, historien om hvad Dirty Harry gjorde, dengang Dirty Harry bare blev for gammel til at være Dirty Harry.
Walt er en bitter, gammel, sammenbidt mand, der hader alt og alle, undtagen sin hund og sin Ford Gran Torino fra 1972 som han har "bygget med sine egne hænder". Ud over disse to ting, kan alt og alle rende ham et vis stykke - lige fra hans blanke, tyggegummi-tyggende barnebarn, til de "forbandede skævøjer", han har som naboer. Da han en nat hører larm udenfor sit hus, ser han en gruppe asiatiske bandemedlemmer igang med at terrorisere hans naboer. Da de ved et tilfælde vælter ind i hans have, brager han ud af huset med sin ladte M1-riffel, som han har passet og pudset siden Korea-krigen og næsten growler "GET OFF MY LAWN!". Han har længe ventet på en undskyldning for at lufte sin indestængte vrede, så det er virkelig den forkerte mands forhave, de sagesløse bandemedlemmer er trampet ind i. Som reaktion på Walts heltemod, begynder nabolagets asiater at overøse Walt med gaver, i form af mad og blomster. Han vil ikke høre af det, men da naboens unge datter får lokket ham med til en familiefest, finder Walt ud af, at de pokkers "skævøjer" ikke er så slemme alligevel. Han går endda så langt, som at lade Thao, naboens teenage-søn, arbejde for ham, som undskyldning for, at Thao forsøgte at stjæle Walts Gran Torino, for den selvsamme bande, som Walt har peget skydevåben af. Dette sætter gang i et sjovt forhold mellem den gamle amerikaner og den unge indvandrer. Thao leder egentlige efter en der kan holde ham væk fra bandemiljøet og Walt påtager sig opgaven, at banke noget fornuft ind i hovedet på den unge mand. Det er ekstremt underholdende at følge med i deres forhold og i Walts forsøg på at amerikanisere den unge knægt, men de mere alvorlige problemer presser sig hurtigt på og sætter både Walt og Thaos overbevisninger på prøve.
Filmnørden må hurtigt understrege, at dette på ingen måde er en genial film. Historien er forudsigelig, symbolikken lidt for højtråbende og skuespillet er jævnt og var denne film kommet fra nogen anden end Clint Eastwood, havde den fået en karakter der lå omkring middel. Men man kan tage et valg med Gran Torino: enten glemmer du alt om Clint Eastwood og ser filmen for det den er, eller også ser du den som en personlig hilsen fra Clint'en og lader den være en afsluttende hilsen fra en aldrende filmlegende, der giver ekko både på og bag scenerne i Clint'ens liv - og det er da det mindste man kan gøre, for den aldrende herre. Han har nu sagt, at dette er hans sidste film som skuespiller, så mange gange, at man bliver nød til at tro på det. Så Gran Torino er en form for ærsrunde, hvor Clint'en kører en sidste runde til ære for det publikum, der har fulgt ham i så mange år. Det kræver naturligvis stadig at filmen hænger sammen og er seværdig, hvilket den er, men det store prik over i'et er, at dette er Clint'ens farvel til sin karriere som skuespiller og det er da rørende. Filmnørden skal blankt erkende at han havde en klump i halsen, da Clint'en (der er en kyndig jazzmusiker) toner ind over rulleteksterne, med sangen Gran Torino, der er skrevet af hans egen søn. Han synger et par linjer, men så tager Jamie Cullum over og hele filmens pointe om genereationsskifte, er dermed perfekt illustreret. Ja, snøft, for pokker.
Du bliver altså nød til at ha' et forhold til Clint Eastwood for at få mest ud af Gran Torino, men har du bare lidt respekt for manden, så SKAL du også se den og lade ham banke lidt fornuft ind i hovedet på dig inden han går på pension - også selvom du måske har hørt smøren flere gange før - for når Clint'en taler, så lytter man sgu'. God fornøjelse!
Filmnørdens karakter:
Et passende farvel til en cool legende
http://www.filmnoerden.com/
Gran Torino er en film, der netop viser hvordan denne ærke-amerikanske maskulinitet (ikke) passer ind i nutidens samfund. Den er også en film, hvor Clint Eastwood en sidste gang løfter på hatten og siger farvel til det store lærred med stil. Det er, med andre ord, historien om hvad Dirty Harry gjorde, dengang Dirty Harry bare blev for gammel til at være Dirty Harry.
Walt er en bitter, gammel, sammenbidt mand, der hader alt og alle, undtagen sin hund og sin Ford Gran Torino fra 1972 som han har "bygget med sine egne hænder". Ud over disse to ting, kan alt og alle rende ham et vis stykke - lige fra hans blanke, tyggegummi-tyggende barnebarn, til de "forbandede skævøjer", han har som naboer. Da han en nat hører larm udenfor sit hus, ser han en gruppe asiatiske bandemedlemmer igang med at terrorisere hans naboer. Da de ved et tilfælde vælter ind i hans have, brager han ud af huset med sin ladte M1-riffel, som han har passet og pudset siden Korea-krigen og næsten growler "GET OFF MY LAWN!". Han har længe ventet på en undskyldning for at lufte sin indestængte vrede, så det er virkelig den forkerte mands forhave, de sagesløse bandemedlemmer er trampet ind i. Som reaktion på Walts heltemod, begynder nabolagets asiater at overøse Walt med gaver, i form af mad og blomster. Han vil ikke høre af det, men da naboens unge datter får lokket ham med til en familiefest, finder Walt ud af, at de pokkers "skævøjer" ikke er så slemme alligevel. Han går endda så langt, som at lade Thao, naboens teenage-søn, arbejde for ham, som undskyldning for, at Thao forsøgte at stjæle Walts Gran Torino, for den selvsamme bande, som Walt har peget skydevåben af. Dette sætter gang i et sjovt forhold mellem den gamle amerikaner og den unge indvandrer. Thao leder egentlige efter en der kan holde ham væk fra bandemiljøet og Walt påtager sig opgaven, at banke noget fornuft ind i hovedet på den unge mand. Det er ekstremt underholdende at følge med i deres forhold og i Walts forsøg på at amerikanisere den unge knægt, men de mere alvorlige problemer presser sig hurtigt på og sætter både Walt og Thaos overbevisninger på prøve.
Filmnørden må hurtigt understrege, at dette på ingen måde er en genial film. Historien er forudsigelig, symbolikken lidt for højtråbende og skuespillet er jævnt og var denne film kommet fra nogen anden end Clint Eastwood, havde den fået en karakter der lå omkring middel. Men man kan tage et valg med Gran Torino: enten glemmer du alt om Clint Eastwood og ser filmen for det den er, eller også ser du den som en personlig hilsen fra Clint'en og lader den være en afsluttende hilsen fra en aldrende filmlegende, der giver ekko både på og bag scenerne i Clint'ens liv - og det er da det mindste man kan gøre, for den aldrende herre. Han har nu sagt, at dette er hans sidste film som skuespiller, så mange gange, at man bliver nød til at tro på det. Så Gran Torino er en form for ærsrunde, hvor Clint'en kører en sidste runde til ære for det publikum, der har fulgt ham i så mange år. Det kræver naturligvis stadig at filmen hænger sammen og er seværdig, hvilket den er, men det store prik over i'et er, at dette er Clint'ens farvel til sin karriere som skuespiller og det er da rørende. Filmnørden skal blankt erkende at han havde en klump i halsen, da Clint'en (der er en kyndig jazzmusiker) toner ind over rulleteksterne, med sangen Gran Torino, der er skrevet af hans egen søn. Han synger et par linjer, men så tager Jamie Cullum over og hele filmens pointe om genereationsskifte, er dermed perfekt illustreret. Ja, snøft, for pokker.
Du bliver altså nød til at ha' et forhold til Clint Eastwood for at få mest ud af Gran Torino, men har du bare lidt respekt for manden, så SKAL du også se den og lade ham banke lidt fornuft ind i hovedet på dig inden han går på pension - også selvom du måske har hørt smøren flere gange før - for når Clint'en taler, så lytter man sgu'. God fornøjelse!
Filmnørdens karakter:
Et passende farvel til en cool legende
http://www.filmnoerden.com/
16/04-2009
