Farvel til et ikon
5.0
Clint Eastwood skal have sagt, at "Gran Torino" er hans sidste film som skuespiller. I så fald er det en utroligt velvalgt exit, for der er både tydelige spor fra og en refleksion over alle Eastwoods ikoniske roller i den sure, gamle mand, han her har givet hovedrollen.
Eastwood er senet, hvidhåret og hård som en bitter tidligere fabriksarbejder, der netop har mistet sin kone, da filmen starter. Han bliver ikke mindre bitter af, at hans kvarter i Detroit er ved at blive overtaget af asiatiske tilflyttere. Men en aften bliver han meget direkte involveret i de nye naboers liv, da en bande kommer efter deres teenageknægt. Lidt efter lidt kommer den bitre gamling tættere på sine nye venner, end han er på sin egen fremmedgjorte familie. Og da bandeproblemet ikke går væk, finder han både sin gamle riffel og medaljen fra Koreakrigen frem fra gemmerne.
Skelettet er ren selvtægtsfilm, men "Gran Torino" er meget mere end det. Det er også en film om at finde fred og forlige sig med fortidens synder. Og en film om det moderne USA, hvor tingene ikke længere hænger sammen som i det land, Eastwoods hovedrolle voksede op i. Hvor de etniske grupper omgås mere frit, og hvor bilindustriens stolte Detroit er ved at blive ét stort konkursbo.
I forhold til Eastwoods foregående film er "Gran Torino" tydeligvis lavet på et mindre budget. Den er ikke så teknisk forfinet og desuden en smule ujævn, både i afviklingen af handlingen og i skuespillet. Men Eastwood selv spiller fuldstændig forrygende. Han er så bister med en knurrende tør humor, at det næsten bliver en parodi på hans gamle roller. Det er noget af en præstation at kunne skabe en overbevisende actionhelt, når man er 78 - men han gør det.
Derfor, og fordi filmen samtidig er et eftertænksomt intelligent værk, der perspektiverer alle de roller, som gjorde Clint Eastwood til superstjerne, er "Gran Torino" det smukkeste selvbevidste farvel til lærredet, siden John Wayne trak sin sidste seksløber i "The Shootist". Det er ikke Eastwoods bedste film nogensinde, men den kommer på listen over hans uomgængelige. Forhåbentlig har vi ham som én af verdens bedste instruktører lidt endnu.
Eastwood er senet, hvidhåret og hård som en bitter tidligere fabriksarbejder, der netop har mistet sin kone, da filmen starter. Han bliver ikke mindre bitter af, at hans kvarter i Detroit er ved at blive overtaget af asiatiske tilflyttere. Men en aften bliver han meget direkte involveret i de nye naboers liv, da en bande kommer efter deres teenageknægt. Lidt efter lidt kommer den bitre gamling tættere på sine nye venner, end han er på sin egen fremmedgjorte familie. Og da bandeproblemet ikke går væk, finder han både sin gamle riffel og medaljen fra Koreakrigen frem fra gemmerne.
Skelettet er ren selvtægtsfilm, men "Gran Torino" er meget mere end det. Det er også en film om at finde fred og forlige sig med fortidens synder. Og en film om det moderne USA, hvor tingene ikke længere hænger sammen som i det land, Eastwoods hovedrolle voksede op i. Hvor de etniske grupper omgås mere frit, og hvor bilindustriens stolte Detroit er ved at blive ét stort konkursbo.
I forhold til Eastwoods foregående film er "Gran Torino" tydeligvis lavet på et mindre budget. Den er ikke så teknisk forfinet og desuden en smule ujævn, både i afviklingen af handlingen og i skuespillet. Men Eastwood selv spiller fuldstændig forrygende. Han er så bister med en knurrende tør humor, at det næsten bliver en parodi på hans gamle roller. Det er noget af en præstation at kunne skabe en overbevisende actionhelt, når man er 78 - men han gør det.
Derfor, og fordi filmen samtidig er et eftertænksomt intelligent værk, der perspektiverer alle de roller, som gjorde Clint Eastwood til superstjerne, er "Gran Torino" det smukkeste selvbevidste farvel til lærredet, siden John Wayne trak sin sidste seksløber i "The Shootist". Det er ikke Eastwoods bedste film nogensinde, men den kommer på listen over hans uomgængelige. Forhåbentlig har vi ham som én af verdens bedste instruktører lidt endnu.
17/04-2009
