Klaversonater og billedmagi

Måske kunne ’Moon’, der er instrueret af David Bowies søn, Duncan Jones, være blevet til mere end den er. Måske kunne den her dramaturgisk beherskede, musikalsk opslugende og ikke mindst hel ekstremt billedsmukke film være blevet mere end ’bare’ en god historie, der er forrygende fortalt. Måske kunne den - som filmen et godt stykke hen ad vejen lægger op til - være blevet en psykologisk rædselsrejse ind i en forlist menneskelig psyke, et slags audiovisuel talerør fra den mørke side af fornuftens skillelinje. Og måske er det i virkeligheden dens største svaghed, at den ikke gør det.

Efter at have oplevet ’Moon’ er det svært ikke at lade bagklogskaben rulle som en snebold, men endnu sværere er det at fratage filmen sin afbalancerede størrelse, og glemme flere af de gange hvor filmens virkemidler smelter sammen i helt astmatisk harmoni. Begyndelsesvis har Duncan Jones allerede en halv sejr i hus ved at lade Sam Rockwell indtage rampelyset i sit konsekvente one-man show. Som et varemærke for Rockwell bærer hans mest kendte, og ofte umådeligt overbevisende roller nemlig præg af en hvis mental ustabilitet - og det er derfor ingen måde svært at tro på, at han med sit excentriske udseende og stemmeleje har spenderet knap 3 år i ensomhed på en selskabsløs månebase i samme øjeblik, som ’Moon’ tager sin begyndelse.

Derudover må det siges, at ’Moon’ først og fremmest består i kraft af sin næsten overjordisk smukke sammenkobling af lyd, billeder og en fuldkommen uimodståelig design-opsætning. Filmen prydes altså ikke udelukkende af komponisten Clint Mansells geniarbejde og et helt mageløs blik for visuel skønhed, der sammen leverer nogle af de mest fascinerende øjeblikke i nyere tids filmhistorie, men også simpelthen bare af at være en aldeles gennemtænkt og veludført konstruktion. Her stikker en personliggjort smiley ikke mindst ud som et påfund der er lige så simpelt, som det er veludført, lige som et gigantisk, markpløjer-agtig maskinskrummel, der nærmest gøder den pulverlignede måneoverflade og lader sten rasle ned over som var det regndråber i en sø, er en uforglemmelig oplevelse at beskue.

Det er som sagt svært ikke at lege med tanken om, at ’Moon’ muligvis kunne have været gået langt dybere i sine refleksioner, der sjældent bliver mere end antydninger - og måske sat billeder på et smuldrende sind i en grad, som kun få andre film har formået. Men når Clint Mansell spiller for og en storpræsterende Sam Rockwell tilbagelægger det ene mere besættende månelandskab end det andet i sin sekshjulede månebil, er det alligevel svært ikke at føle sig en stor filmoplevelse rigere.