- Træk og skyd -
6.0
Stanley Kubrick har altid haft et fortræffeligt talent, for at skildre vor races facetter med veltænkte scenarier: En ex-nazistisk bombeforsker, der hailer præsidenten, i et satirisk karaktertræk. Neandertalere, der primitivt undersøger et fremmed legeme fra det ydre rum. Alex DeLarge, der synger ”Singing in the Rain”, mens han voldtager en uskyldig kvinde. Og Barry Lyndon, der affyrer sin skæbnesvangre patron ned i jorden, under en pistol-duel imod hans bitre stedsøn. Hvorfor gør han så det? Jo, han har sine grunde..
Steven Spielberg sagde engang, at man kunne se en Kubrick-film igen og igen, og få noget nyt med sig hver gang. Der er detaljer i tusindvis, for dén der tager sig tid til at lede, læse og lære - ”Barry Lyndon” inklusiv, hans senere karrierers mest oversete og mest subtile – hvor grunden nok skal findes til det førnævnte – mesterværk. Han bestilte specielfabrikerede, ekstra-optiske linser fra NASA, beregnet til optagelser på månens overflade, for at kunne fremføre sin vision om at skyde sit 3-timers periodestykke, med minimalt brug af lyssætninger. Optagelserne varede 300 dage. Der blev skudt 5 kilometer film i sfærisk format, der alle blev fremkaldt med to forskellige negativer. Budgettet var beskedne 11 millioner dollars. Responsen var, som den oftest var i den spæde modtagelse af hans film, blandet. Bosley Crowther kaldte ”Dr. Strangelove” for 'en syg joke'. Pauline Kael hævdede, at han var voldsforherligende med ”A Clockwork Orange”. Måske forstår amerikanerne ikke Kubrick. Måske kommer de aldrig til det. Han taler ikke deres sag, er tvetydig (eller mere end det) i sin tematik og lader intet komme let, men ej heller for svært. Grænsen imellem hans ærværdigelse og misforståelse, skal nok findes i den filmkulturelle opfattelsen af mediets altafgørende præmis. Her taler Kubrick i sidste ende til det kunstneriske publikum; hvorfor hans agtede ry blandt nogle af sine amerikanske instruktørkollegaer, måske forklares – intelligente filmfolk som Martin Scorsese, George Lucas, Steven Spielberg, Terrence Mallick, Todd Field, Paul Thomas Anderson og de utallige andre, der mere eller mindre frivilligt går i hans fodspor, både inde og uden for USA's landegrænser.
”Barry Lyndon”, efter Will. Makepeace Thackeray's satiriske roman fra 1844, står på alle måder som kulminationen og kronjuvelen på det årti, hvor Kubrick stadfæstede sig selv i historien med revolutionerende og ligeledes kontroversielle filmværker. Ikke mindst, hans virtouse geni for at skabe sansende og poetiske billeder, tilsat hårrejsende synthesizer-toner og store komponisters tidsløse noder. Hans flerdimensionelle lyssætninger, brug af gyldne snit og perfekt eksponerede fotografering, trækker den dag i dag grænsen mellem leg og fuld udnyttelse af mediets mangfoldige muligheder. Han redefinerede og lagde grundstenen for både genre og visuelt design, med ”2001: A Space Odessey” og ”The Shining”, før hans ukuelige væsen langt om længe lod sig stille tilfreds, da han opnåede fotografisk perfektion med karrierens halvlunke afslutning, ”Eyes Wide Shut”. ”Barry Lyndon” var ligeledes nyskabne, men aldrig i så klar en støbning som hans tidligere værker fra 60'erne og 70'erne. Umiddelbart lyder det ikke af meget; at skyde en film udelukkende med naturligt lys. Men at skyde scener, hvor kun 3 sterinlys er eneste kilde i et ellers mørkt rum til eksponering, med teknik anno 1975, er en anden sag. Derfor måtte Ryan O'Neal og resten af holdet heller ikke bevæge sig for hurtigt – af frygt for undereksponering. Gør det nogen forskel? Ja. For man finder ikke, hverken før eller siden, en film, hvis billeder ligner ”Barry Lyndon”. Dette gør den unik, og dét – inden for filmens verden – er en bedrift i sig selv. Men det siger unægtelig noget om Kubrick's hjerte for og indfaldsvinkel på det lave film. Hans perfektionistiske væsen, ikke alene gør ham til en auteur, men en kunstner, hvis småneurotiske paradigme lønner ham selv og hans tilskuere, ved spille på samtlige af mediets afspekter som helhed – til at fortælle en historie, i en både personlig ånd og med arketypisk tema. Han var indeed, larger-than-life.
Den visuelle stil har dog også sat sit præg, på mange store værker sidenhen – hvor Milos' Forman's ”Amadeus” og Scorsese's ”The Age of Innocence”, er tydeligst i deres referencer.
Essentielt er historien om ”Barry Lyndon”, historien om én mands liv og livets uransagelighed. Mandens opture og hans nedture, indelt i to akter. Første akt: ”By What Means Redmond Barry Acquired the Style and Title of Barry Lyndon”, er en fortælling i en klassisk, dramaturgisk askepot-formel, hvor den snu landsmandsdreng går efter guldet, med hans talegaver, held og stædighed som eneste midler mod målet. Anden akt – kongens fald; ”Containing an Account of the Misfortunes and Disasters Which Befell Barry Lyndon”, er mandens ubønhørlige fald mod tradgedien og dér hvor Kubrick sammenfatter sin filosofi og problematik, på sin hidtil mest beherskede, men også mest eftertænksomme måde. Er manden et offer for en kosmisk sammensværgelse, eller har han gravet sin egen grav? Er han en passiv tilskuer til sit eget liv, eller kan han stadig spille en hånd? Problematikken sættes på en spids, under filmens klimaks – duellen mellem Barry og hans stedsøn. Barry er den bedste dualist af de to og hans odds for at vinde, er 10-1. Da det bliver hans tur, skyder han ned i jorden. Nobelt? Jovist. Han er ikke længere passiv – han gør oprør imod sin eksistens – men han gør det af egocentriske grunde. Hvis han skyder stedsønnen – som han hader som pesten, kan hans kone aldrig tilgive ham. Hvis stedsønnen trækker igen, er han en ussel køter. Nu er han da sikker på at vinde? Men, i skæbneironiens bittersøde entré, er udfaldet ikke hvad han havde forestillet sig. For stedsønnnen løfter sin pistol endnu en gang. Barry bliver offer for sig selv.
Dette er blot ét eksempel på Kubrick's evne for at personificerer menneskets drivkraft og eksistens i små, veltilrettelagte billedscenarier. Tag blot coveret til ”Barry Lyndon”: En sort-hvid tegning af en mand iført dyre støvler, der peger en revolver mod en rose, som han træder på. Alt hvad historien om Barry Lyndon's skæbne udfolder og fortæller, er sagt i denne simple karikatur. Hans vilje og handlekraft, hans fortabte kærlighed og lykke, og hvad der i sidste ende bragte ham på afgrundens rend – nemlig ham selv.
Stanley Kubrick står stadig i undertegnedes bog, som historiens største instruktør og ”Barry Lyndon”, i alt dens filmiske magi og herlighed, må siges at være hans mest potente og bedste værk til dato.
Steven Spielberg sagde engang, at man kunne se en Kubrick-film igen og igen, og få noget nyt med sig hver gang. Der er detaljer i tusindvis, for dén der tager sig tid til at lede, læse og lære - ”Barry Lyndon” inklusiv, hans senere karrierers mest oversete og mest subtile – hvor grunden nok skal findes til det førnævnte – mesterværk. Han bestilte specielfabrikerede, ekstra-optiske linser fra NASA, beregnet til optagelser på månens overflade, for at kunne fremføre sin vision om at skyde sit 3-timers periodestykke, med minimalt brug af lyssætninger. Optagelserne varede 300 dage. Der blev skudt 5 kilometer film i sfærisk format, der alle blev fremkaldt med to forskellige negativer. Budgettet var beskedne 11 millioner dollars. Responsen var, som den oftest var i den spæde modtagelse af hans film, blandet. Bosley Crowther kaldte ”Dr. Strangelove” for 'en syg joke'. Pauline Kael hævdede, at han var voldsforherligende med ”A Clockwork Orange”. Måske forstår amerikanerne ikke Kubrick. Måske kommer de aldrig til det. Han taler ikke deres sag, er tvetydig (eller mere end det) i sin tematik og lader intet komme let, men ej heller for svært. Grænsen imellem hans ærværdigelse og misforståelse, skal nok findes i den filmkulturelle opfattelsen af mediets altafgørende præmis. Her taler Kubrick i sidste ende til det kunstneriske publikum; hvorfor hans agtede ry blandt nogle af sine amerikanske instruktørkollegaer, måske forklares – intelligente filmfolk som Martin Scorsese, George Lucas, Steven Spielberg, Terrence Mallick, Todd Field, Paul Thomas Anderson og de utallige andre, der mere eller mindre frivilligt går i hans fodspor, både inde og uden for USA's landegrænser.
”Barry Lyndon”, efter Will. Makepeace Thackeray's satiriske roman fra 1844, står på alle måder som kulminationen og kronjuvelen på det årti, hvor Kubrick stadfæstede sig selv i historien med revolutionerende og ligeledes kontroversielle filmværker. Ikke mindst, hans virtouse geni for at skabe sansende og poetiske billeder, tilsat hårrejsende synthesizer-toner og store komponisters tidsløse noder. Hans flerdimensionelle lyssætninger, brug af gyldne snit og perfekt eksponerede fotografering, trækker den dag i dag grænsen mellem leg og fuld udnyttelse af mediets mangfoldige muligheder. Han redefinerede og lagde grundstenen for både genre og visuelt design, med ”2001: A Space Odessey” og ”The Shining”, før hans ukuelige væsen langt om længe lod sig stille tilfreds, da han opnåede fotografisk perfektion med karrierens halvlunke afslutning, ”Eyes Wide Shut”. ”Barry Lyndon” var ligeledes nyskabne, men aldrig i så klar en støbning som hans tidligere værker fra 60'erne og 70'erne. Umiddelbart lyder det ikke af meget; at skyde en film udelukkende med naturligt lys. Men at skyde scener, hvor kun 3 sterinlys er eneste kilde i et ellers mørkt rum til eksponering, med teknik anno 1975, er en anden sag. Derfor måtte Ryan O'Neal og resten af holdet heller ikke bevæge sig for hurtigt – af frygt for undereksponering. Gør det nogen forskel? Ja. For man finder ikke, hverken før eller siden, en film, hvis billeder ligner ”Barry Lyndon”. Dette gør den unik, og dét – inden for filmens verden – er en bedrift i sig selv. Men det siger unægtelig noget om Kubrick's hjerte for og indfaldsvinkel på det lave film. Hans perfektionistiske væsen, ikke alene gør ham til en auteur, men en kunstner, hvis småneurotiske paradigme lønner ham selv og hans tilskuere, ved spille på samtlige af mediets afspekter som helhed – til at fortælle en historie, i en både personlig ånd og med arketypisk tema. Han var indeed, larger-than-life.
Den visuelle stil har dog også sat sit præg, på mange store værker sidenhen – hvor Milos' Forman's ”Amadeus” og Scorsese's ”The Age of Innocence”, er tydeligst i deres referencer.
Essentielt er historien om ”Barry Lyndon”, historien om én mands liv og livets uransagelighed. Mandens opture og hans nedture, indelt i to akter. Første akt: ”By What Means Redmond Barry Acquired the Style and Title of Barry Lyndon”, er en fortælling i en klassisk, dramaturgisk askepot-formel, hvor den snu landsmandsdreng går efter guldet, med hans talegaver, held og stædighed som eneste midler mod målet. Anden akt – kongens fald; ”Containing an Account of the Misfortunes and Disasters Which Befell Barry Lyndon”, er mandens ubønhørlige fald mod tradgedien og dér hvor Kubrick sammenfatter sin filosofi og problematik, på sin hidtil mest beherskede, men også mest eftertænksomme måde. Er manden et offer for en kosmisk sammensværgelse, eller har han gravet sin egen grav? Er han en passiv tilskuer til sit eget liv, eller kan han stadig spille en hånd? Problematikken sættes på en spids, under filmens klimaks – duellen mellem Barry og hans stedsøn. Barry er den bedste dualist af de to og hans odds for at vinde, er 10-1. Da det bliver hans tur, skyder han ned i jorden. Nobelt? Jovist. Han er ikke længere passiv – han gør oprør imod sin eksistens – men han gør det af egocentriske grunde. Hvis han skyder stedsønnen – som han hader som pesten, kan hans kone aldrig tilgive ham. Hvis stedsønnen trækker igen, er han en ussel køter. Nu er han da sikker på at vinde? Men, i skæbneironiens bittersøde entré, er udfaldet ikke hvad han havde forestillet sig. For stedsønnnen løfter sin pistol endnu en gang. Barry bliver offer for sig selv.
Dette er blot ét eksempel på Kubrick's evne for at personificerer menneskets drivkraft og eksistens i små, veltilrettelagte billedscenarier. Tag blot coveret til ”Barry Lyndon”: En sort-hvid tegning af en mand iført dyre støvler, der peger en revolver mod en rose, som han træder på. Alt hvad historien om Barry Lyndon's skæbne udfolder og fortæller, er sagt i denne simple karikatur. Hans vilje og handlekraft, hans fortabte kærlighed og lykke, og hvad der i sidste ende bragte ham på afgrundens rend – nemlig ham selv.
Stanley Kubrick står stadig i undertegnedes bog, som historiens største instruktør og ”Barry Lyndon”, i alt dens filmiske magi og herlighed, må siges at være hans mest potente og bedste værk til dato.
28/04-2009
