Filmnørden anmelder Public Enemy No.1 - del 1
4.0
Der bliver længere og længere mellem de film, der kombinerer god historie med god action, til en sådan grad, at man skal deponere hjernen i biografens lobby, for at få lov at se en gedigen eksplosion. Ind fra højre kommer franskmændene så med deres forsøg på en interessant kvali-film, spækket med action.
Jacques Mesrine er ikke et navn der ringer klokker hos de fleste. Utroligt nok, for når du har været igennem den første del af denne gangsters livshistorie, virker han som en af menneskeracens mest farverige og voldelige personer nogensinde. Sådan en mand burde man da ha' hørt om, hvilket jo altid er et godt grundlag for en biografisk film. Instruktøren Jean-Francois Richet, der er mest "kendt" for sin genindspilning af Assault On Precinct 13 fra 2005, har påtaget sig denne opgave med sådan overbevisning, at der er kommet en film fyldt med lidt saft og meget kraft ud af det. Det er tydeligt at Assault On Precinct 13 har været en øvelse i action for Richet, for i Public Enemy No. 1 viser han, at han har fint styr på sine skuddueller, slåskampe og sønderrivende eksplosioner.
Filmens omdrejningspunkt er som sagt Jacques livshistorie og den lægger gang på gang op til den ene fede scene efter den anden. Der er scener med bankrøverier. Der er scener med kidnapninger. Der er scener med kærlighed i luften. Der er scener med familiopgør. Der er scener med biljagter. Der er scener med lidt flere røverier. Der er faktisk så mange scener, at filmen er blevet delt i to. Dette er del et og del to kommer om en måned. I alt snakker vi altså godt fire timers film...
Filmnørdens umiddelbart største problem med Public Enemy No. 1 - del 1, er at filmens psykologiske indsigter ikke helt kan holde trit med filmens visuelle udfoldelser. Jacques Mesrine er en spændende fyr og det kunne være interessant, at se hvilke mentale og psykologiske konsekvenser denne glade psykopats handlinger, måtte ha' for hans familie og omverden. Desværre når filmen aldrig rigtigt at grave ned i karakterernes psyke, før end den racer videre til næste spændingsmættede scene. Dette har to konsekvenser: med tiden mister action-scenerne deres effekt og karaktererne bliver til trætte stereotyper af dem selv.
Det er rigtigt synd, at instruktør Richet ikke har kunnet finde hvile, for det virker som en meget stresset film. Tempo og tone ændrer sig næsten ikke på noget tidspunkt og i længden bliver det en noget ensformig affære. Der er dog et meget vigtigt element ved Public Enenmy No. 1: Vincent Cassel!
Cassel er og bliver en af Frankrigs (hvis ikke Europas) sejeste skuespillere. Han besidder helt ubesværet en sitrende energi, der gør at han passer fuldstændig perfekt, til psyko-roller som Jacques Mesrine. Derudover ser han også bare pokkers sej ud med en gøp i hånden. Det er også Cassel der er grunden til at filmen er seværdig. Han kan godt nok ikke helt veje op for filmens monotone (omend høje) tempo, men det ændrer ikke på, at han er en nydelse at se på i stort set hver en scene. At han ikke får lov til virkelig at gå i dybden med sin karakter er ærgerligt. Ligesom man er ved at bryde godt og grundigt igennem hans kriminelle facade, er der endnu en bank der skal røves eller endnu et fængsel der skal flygtes fra. Det er i sig selv imponerende hvor kriminelt og handlingsmættet et liv Jacques Mesrine har levet, men måske hans historie havde klaret sig bedre som en højtprofileret tv-serie i flere dele, end som en spillefilm.
I sidste ende ligger filmens værdi på Cassels skuldre og i de mange velkomponerede actionscener, for dem kan man ikke benægte at Richet er god til at strikke sammen. Det bliver bare lidt for meget af det gode og lidt for lidt af det dybe. Underholdende, men lidt tomt. Om Richet og Cassel får ændret på dette i film nr. 2, må I vente med at se, indtil den har premiere om en lille måneds tid.
Filmnørdens karakter:
Tempofyldt action, med lidt for lidt fordybelse
http://www.filmnoerden.com/
Jacques Mesrine er ikke et navn der ringer klokker hos de fleste. Utroligt nok, for når du har været igennem den første del af denne gangsters livshistorie, virker han som en af menneskeracens mest farverige og voldelige personer nogensinde. Sådan en mand burde man da ha' hørt om, hvilket jo altid er et godt grundlag for en biografisk film. Instruktøren Jean-Francois Richet, der er mest "kendt" for sin genindspilning af Assault On Precinct 13 fra 2005, har påtaget sig denne opgave med sådan overbevisning, at der er kommet en film fyldt med lidt saft og meget kraft ud af det. Det er tydeligt at Assault On Precinct 13 har været en øvelse i action for Richet, for i Public Enemy No. 1 viser han, at han har fint styr på sine skuddueller, slåskampe og sønderrivende eksplosioner.
Filmens omdrejningspunkt er som sagt Jacques livshistorie og den lægger gang på gang op til den ene fede scene efter den anden. Der er scener med bankrøverier. Der er scener med kidnapninger. Der er scener med kærlighed i luften. Der er scener med familiopgør. Der er scener med biljagter. Der er scener med lidt flere røverier. Der er faktisk så mange scener, at filmen er blevet delt i to. Dette er del et og del to kommer om en måned. I alt snakker vi altså godt fire timers film...
Filmnørdens umiddelbart største problem med Public Enemy No. 1 - del 1, er at filmens psykologiske indsigter ikke helt kan holde trit med filmens visuelle udfoldelser. Jacques Mesrine er en spændende fyr og det kunne være interessant, at se hvilke mentale og psykologiske konsekvenser denne glade psykopats handlinger, måtte ha' for hans familie og omverden. Desværre når filmen aldrig rigtigt at grave ned i karakterernes psyke, før end den racer videre til næste spændingsmættede scene. Dette har to konsekvenser: med tiden mister action-scenerne deres effekt og karaktererne bliver til trætte stereotyper af dem selv.
Det er rigtigt synd, at instruktør Richet ikke har kunnet finde hvile, for det virker som en meget stresset film. Tempo og tone ændrer sig næsten ikke på noget tidspunkt og i længden bliver det en noget ensformig affære. Der er dog et meget vigtigt element ved Public Enenmy No. 1: Vincent Cassel!
Cassel er og bliver en af Frankrigs (hvis ikke Europas) sejeste skuespillere. Han besidder helt ubesværet en sitrende energi, der gør at han passer fuldstændig perfekt, til psyko-roller som Jacques Mesrine. Derudover ser han også bare pokkers sej ud med en gøp i hånden. Det er også Cassel der er grunden til at filmen er seværdig. Han kan godt nok ikke helt veje op for filmens monotone (omend høje) tempo, men det ændrer ikke på, at han er en nydelse at se på i stort set hver en scene. At han ikke får lov til virkelig at gå i dybden med sin karakter er ærgerligt. Ligesom man er ved at bryde godt og grundigt igennem hans kriminelle facade, er der endnu en bank der skal røves eller endnu et fængsel der skal flygtes fra. Det er i sig selv imponerende hvor kriminelt og handlingsmættet et liv Jacques Mesrine har levet, men måske hans historie havde klaret sig bedre som en højtprofileret tv-serie i flere dele, end som en spillefilm.
I sidste ende ligger filmens værdi på Cassels skuldre og i de mange velkomponerede actionscener, for dem kan man ikke benægte at Richet er god til at strikke sammen. Det bliver bare lidt for meget af det gode og lidt for lidt af det dybe. Underholdende, men lidt tomt. Om Richet og Cassel får ændret på dette i film nr. 2, må I vente med at se, indtil den har premiere om en lille måneds tid.
Filmnørdens karakter:
Tempofyldt action, med lidt for lidt fordybelse
http://www.filmnoerden.com/
01/05-2009
