De "ansvarlige" voksne
5.0
Achero Manas knugende beretning ”El Bola” (Kuglen) vandt fortjent hovedprisen ved den danske børnefilmsfestival ”Buster” i 2002.
Men kan denne film egentlig betegnes som værende en børnefilm?
Dette spørgsmål alene- stillet af voksne (utvilsomt med de bedste intentioner for øje) sætter filmens handling helt i perspektiv. Der er her tale om den, til tider misforståede hensyntagen, der praktiseres og udøves af voksne ift. børn og unges trivsel.
12 årige Pablo (eller som vennerne kalder ham, Bola) lever dagligt med frygten. Frygten for sin undermåler af en far, der systematisk gennembanker og mishandler ham, alt imens hans ligeså underkuede mor stiltiende vender blikket den anden vej.
Pablo får i vennen Alfredo, et nyt billede på hvordan en barndom også kan se ud og leves. Han knytter et nært bånd til Alfredo og hans familie, og ”flygter” så at sige, fra sin egen virkelighed i samværet med Alfredo. Det varer dog ikke længe førend Alfredo, bliver klar over Pablos situation. Så med forventning om at de ”ansvarlige” voksne vil gribe ind, underretter Alfredo sin egen familie samt sagsbehandleren Laura.
Nu kommer toget! Nu kommer toget! eller gør det?
Det er mildest talt, skræmmende at være vidne til. Som tilskuer sidder man afmægtigt og ser på, præcis som hovedparten af de såkaldte ”ansvarlige” voksne, der i filmen gør det samme.
Hvad er bedst for barnet? Tankevækkende er det i hvert fald, at det i sidste ende er børnene selv der påtager sig det fulde ansvar.
Hovedrollen som Pablo (Bola), spilles forunderligt flot af unge Juan José Ballesta, der fortjener al den ros han kan få. Det er en modig film som Achero Manas har skruet sammen og endvidere er det også modigt (og prisværdigt) at Det Danske Filminstitut distribuerer filmen herhjemme, lad os håbe at det ikke var en enlig svale. Anbefales varmt.
Men kan denne film egentlig betegnes som værende en børnefilm?
Dette spørgsmål alene- stillet af voksne (utvilsomt med de bedste intentioner for øje) sætter filmens handling helt i perspektiv. Der er her tale om den, til tider misforståede hensyntagen, der praktiseres og udøves af voksne ift. børn og unges trivsel.
12 årige Pablo (eller som vennerne kalder ham, Bola) lever dagligt med frygten. Frygten for sin undermåler af en far, der systematisk gennembanker og mishandler ham, alt imens hans ligeså underkuede mor stiltiende vender blikket den anden vej.
Pablo får i vennen Alfredo, et nyt billede på hvordan en barndom også kan se ud og leves. Han knytter et nært bånd til Alfredo og hans familie, og ”flygter” så at sige, fra sin egen virkelighed i samværet med Alfredo. Det varer dog ikke længe førend Alfredo, bliver klar over Pablos situation. Så med forventning om at de ”ansvarlige” voksne vil gribe ind, underretter Alfredo sin egen familie samt sagsbehandleren Laura.
Nu kommer toget! Nu kommer toget! eller gør det?
Det er mildest talt, skræmmende at være vidne til. Som tilskuer sidder man afmægtigt og ser på, præcis som hovedparten af de såkaldte ”ansvarlige” voksne, der i filmen gør det samme.
Hvad er bedst for barnet? Tankevækkende er det i hvert fald, at det i sidste ende er børnene selv der påtager sig det fulde ansvar.
Hovedrollen som Pablo (Bola), spilles forunderligt flot af unge Juan José Ballesta, der fortjener al den ros han kan få. Det er en modig film som Achero Manas har skruet sammen og endvidere er det også modigt (og prisværdigt) at Det Danske Filminstitut distribuerer filmen herhjemme, lad os håbe at det ikke var en enlig svale. Anbefales varmt.
01/05-2009
