Blot en drengestreg?

Inden jeg i selskab med et par venner smækkede den spanske gyser ’[Rec]’ i DVD-afspilleren, var jeg på den ultimative filmhjemmeside, IMDB, stødt på en besynderlig opsigtsvækkende kommentar. Den anonyme bruger på siden, der lige som hundredvis af andre havde valgt at smide en kommentar til ’[Rec]’, mente simpelthen at filmen så ud som om den var lavet af en flok ivrige, 16-årige drenge, der havde set ’Cloverfield’ en gang for meget, savlet, hujet og hejet over den, og nu øjnede chancen for at lave en gyser i samme dur via. det hjemmevideokamera, de sammen havde opstøvet i en rodekasse.

Ind imellem flere af de kiksede dødperioder der har det med at tilsmudse ’[Rec]’ som en ren og skær amatørfilm, er det faktisk lige før at man kan følge den her klagende IMDB-bruger i sine overvejelser. De 16-årige drenge skulle dog ganske vist have udtænkt et virkelig velovervejet plotmæssigt springbræt for brugen af det dokumenterende kamera, der gør filmens præmis legitim og troværdig. Til gengæld skulle de, sandsynligt som det lyder, være faldet for fristelsen med alt hvad angår oplagte chokeffekter, der kan forudses på et halvt optaktminuts afstand, og en overbevisning om at der mellem ustandselig manisk højtråben og gys findes et universelt lighedstegn.

Følelsen af at være vidne til et pubertært horror-udflip er nok først og fremmest en hæmsko for ’[Rec]’, ikke mindst når der virkelig med slid og slæb forsøges at opdyrke realisme gennem en interview-del, der halvvejs gennem de blot 75 minutter tværtimod fremstår som et kæmpemæssigt styrtdyk i filmens ellers solide spændingskurve. Men på en eller anden forunderlig og næsten tåbelig måde synes det også at være en fordel for affæren, at den føles så ukontrolleret. Når ’[Rec]’ i flere scener bliver grafisk i sin gru virker det så grotesk, at det næsten bliver modbydeligt. Og når filmen virkelig løfter sig i sine afsluttende og fuldstændig gruopvækkende 10 minutter kan man sagtens associere ’[Rec]’ med en gyser lavet af en flok småforstyrrede teenagedrenge, der har set lidt for mange gysere, taget skade af dem og udlevet deres ustyrlige fælles tænketank på film, uden at skulle tilpasse sig producere eller filmselskaber.

En anden tanke som filmens eftermæle mindede mig om, var den korte obskure børnebog jeg for mange siden år læste ved navn ’Blot en drengestreg’, der handler om et par smådrenge der amputerer et ben i en køkkenvask. Den er skrevet af en danske forfatter, Villy Sørensen, men ligner mest af alt resultatet af et par forskruede små drenge, der er gået amok med absurde tanker og røde farvetuscher. I hvert fald har bogen i al sin pubertære forskruethed fået samme skæbne hos mig, som jeg spår ’[Rec]’ til at få: Den er ikke særligt god, men jeg vil sjældent glemme den.