Filmnørden anmelder Duplicity
4.0
Hvis du har set Tony Gilroys forrige film, Michael Clayton, så ved du også, at han er god til at fortælle en kringlet historie med en kringlet film, men hvor han gik krimi-vejen med Michael Clayton, går han nu komedie-vejen med Duplicity.
Claire og Ray er to eks-CIA-agenter, der er trætte af den offentlige sektor og derfor søger arbejde på de meget grønnere private arbejds-marker. Ray bliver ansat af Dick Garsik, for at industrispionere på dennes årelange rival, Howard Tulley. Garsik og Tulley forsøger gang på gang at overgå hinanden i at producere geniale produkter, så de prøver hver især på alle lovlige og ulovlige måder, at få skovlen under hinanden. Ja, når Den Kolde Krig er fortid, er der masser af inspiration at hente i businessverdenen.
Filmnørden kan ikke stikke ret dybt i historien uden at afsløre for meget, for som med Michael Clayton, er det i høj grad op til tilskueren selv, at finde hoved og hale i hvad der foregår her. Det er derfor en ret krævende film at se, men det er sgu da også kun på tide, at man bliver udfordret i en komedie. Sker ikke tit, hvis du tænker over det.
Clive Owen medbringer sin britiske charme og passer som fod i hose, i rollen som den lidt trætte, men dygtige agent, der møder sin overmand i Julia Roberts. Hun har forøvrigt ikke mistet sit talent, selvom hun har ligget på den lade side, de seneste år. Tværtimod passer det hende godt at blive ældre, for den lidt sukkersøde uskyld hun havde da hun var yngre, er ikke så dominerende som den har været - den er faktisk helt væk, men hun er stadig et flot og beundringsværdigt stykke kvindfolk. Paul Giamatti og Tom Wilkinson er knaldgode som de rivaliserende forretningsmænd, der udviser et så indædt had til hinanden, at det kan være svært at mindes et par filmkarakterer der har været så uvenner. Gode skuespillere i gode roller over hele linjen.
Duplicity hæver sig højt over resten af tidens komedier på rigtigt mange måder, især fordi den faktisk er helt seriøs. Mange af de filmiske tricks og metoder som Tony Gilroy brugte i Michael Clayton, går igen i denne film: virkeligt overraskende plot-twists og uforklarlige flashbacks i massevis. Som tilskuer aner man ikke hvor denne film ender henne og dét er en fornøjelse.
Men selvom Filmnørden kunne li' Duplicity og kan fremhæve det ene positive element efter det andet, så mangler filmen noget ret vigtigt: man griner ikke af den. Den er ikke decideret sjov. Jo, man trækker rigeligt på smilebåndet, men som oftest mere af overraskelserne end af humoren. Egentlig gør det ikke noget, men nogle vil nok føle sig lidt snydt, hvid de forventer en griner-komedie, for det er Duplicity ikke. Den er derimod et stykke velanrettet spion-historie på den lettere side af jerntæppet og som sådan er den ganske underholdende. Man kan diskutere om Tony Gilroys fortælle-metoder passer til denne historie, men det er i hvert fald frisk og nyt... og lad vær' med at glemme hjernen derhjemme, for du får brug for den.
Filmnørdens karakter:
Udfordrende og underholdende
http://www.filmnoerden.com/
Claire og Ray er to eks-CIA-agenter, der er trætte af den offentlige sektor og derfor søger arbejde på de meget grønnere private arbejds-marker. Ray bliver ansat af Dick Garsik, for at industrispionere på dennes årelange rival, Howard Tulley. Garsik og Tulley forsøger gang på gang at overgå hinanden i at producere geniale produkter, så de prøver hver især på alle lovlige og ulovlige måder, at få skovlen under hinanden. Ja, når Den Kolde Krig er fortid, er der masser af inspiration at hente i businessverdenen.
Filmnørden kan ikke stikke ret dybt i historien uden at afsløre for meget, for som med Michael Clayton, er det i høj grad op til tilskueren selv, at finde hoved og hale i hvad der foregår her. Det er derfor en ret krævende film at se, men det er sgu da også kun på tide, at man bliver udfordret i en komedie. Sker ikke tit, hvis du tænker over det.
Clive Owen medbringer sin britiske charme og passer som fod i hose, i rollen som den lidt trætte, men dygtige agent, der møder sin overmand i Julia Roberts. Hun har forøvrigt ikke mistet sit talent, selvom hun har ligget på den lade side, de seneste år. Tværtimod passer det hende godt at blive ældre, for den lidt sukkersøde uskyld hun havde da hun var yngre, er ikke så dominerende som den har været - den er faktisk helt væk, men hun er stadig et flot og beundringsværdigt stykke kvindfolk. Paul Giamatti og Tom Wilkinson er knaldgode som de rivaliserende forretningsmænd, der udviser et så indædt had til hinanden, at det kan være svært at mindes et par filmkarakterer der har været så uvenner. Gode skuespillere i gode roller over hele linjen.
Duplicity hæver sig højt over resten af tidens komedier på rigtigt mange måder, især fordi den faktisk er helt seriøs. Mange af de filmiske tricks og metoder som Tony Gilroy brugte i Michael Clayton, går igen i denne film: virkeligt overraskende plot-twists og uforklarlige flashbacks i massevis. Som tilskuer aner man ikke hvor denne film ender henne og dét er en fornøjelse.
Men selvom Filmnørden kunne li' Duplicity og kan fremhæve det ene positive element efter det andet, så mangler filmen noget ret vigtigt: man griner ikke af den. Den er ikke decideret sjov. Jo, man trækker rigeligt på smilebåndet, men som oftest mere af overraskelserne end af humoren. Egentlig gør det ikke noget, men nogle vil nok føle sig lidt snydt, hvid de forventer en griner-komedie, for det er Duplicity ikke. Den er derimod et stykke velanrettet spion-historie på den lettere side af jerntæppet og som sådan er den ganske underholdende. Man kan diskutere om Tony Gilroys fortælle-metoder passer til denne historie, men det er i hvert fald frisk og nyt... og lad vær' med at glemme hjernen derhjemme, for du får brug for den.
Filmnørdens karakter:
Udfordrende og underholdende
http://www.filmnoerden.com/
04/05-2009
