To Catch an FMCG
3.0
Efter at have genoplivet den klassiske Hollywood-thriller i "Michael Clayton" forsøger Tony Gilroy at gøre det samme med den klassiske spionkomedie i "Duplicity". Det er en subgenre, som især Hitchcock mestrede, og som vel var mest populær i 60'erne. Arven fra dengang er da også tydelig i bl.a. soundtracket og Gilroys brug af splitscreen-klipning.
"Duplicity" bringer så også genren ud af Den Kolde Krig og frem til nutiden. De to hovedpersoner er eks-spioner, der er søgt over i det private erhvervsliv i håbet om at kunne score kassen ved at stjæle den rigtige hemmelighed på det rigtige tidspunkt. Målet for deres fupnummer er to rivaliserende koncerner, der sælger produkter til personlig pleje. Det giver filmen en fin ironisk undertone, at alt spioneriet foregår i en fast moving consumer goods-verden, hvor det gælder liv og død at komme først med de nye cremer, lotions og så videre.
"Duplicity" kommer da også fint fra start, men jeg synes desværre ikke, den holder hele vejen. For det første er det godt nok en tempofyldt skæg-og-blå-briller-sag med mange detaljer og forviklinger - men den er samtidig så genretro, at man ikke for alvor bliver overrasket, hvis man kender stilen. Og for det andet bruger den alt for meget tid på forholdet mellem sine to hovedpersoner, som vist nok er forelskede, men måske alligevel ikke kan stole på hinanden, fordi de begge kommer fra den forræderiske spionverden. Det sidespor blev jeg hurtigt træt af.
Det kan også hænge sammen med, at Clive Owen og Julia Roberts ikke fungerer fantastisk godt i rollerne. Det er ellers en ret oplagt casting, men hvor Owen kører den hjem på britisk drengerøvsrutine, virker Roberts (igen) lidt træt. Jeg synes simpelt hen, hun mangler noget gnist. Ingen af dem kan i hvert fald forhindre Paul Giamatti i at stjæle showet, hver gang han er på lærredet som den koleriske chef for én af de to stridende koncerner.
Det her er en gang poleret, teknisk vellavet genrelir, som absolut har underholdende øjeblikke, men som stille og roligt taber intensitet, efterhånden som den går mere og mere i tomgang i sin egen smartness.
"Duplicity" bringer så også genren ud af Den Kolde Krig og frem til nutiden. De to hovedpersoner er eks-spioner, der er søgt over i det private erhvervsliv i håbet om at kunne score kassen ved at stjæle den rigtige hemmelighed på det rigtige tidspunkt. Målet for deres fupnummer er to rivaliserende koncerner, der sælger produkter til personlig pleje. Det giver filmen en fin ironisk undertone, at alt spioneriet foregår i en fast moving consumer goods-verden, hvor det gælder liv og død at komme først med de nye cremer, lotions og så videre.
"Duplicity" kommer da også fint fra start, men jeg synes desværre ikke, den holder hele vejen. For det første er det godt nok en tempofyldt skæg-og-blå-briller-sag med mange detaljer og forviklinger - men den er samtidig så genretro, at man ikke for alvor bliver overrasket, hvis man kender stilen. Og for det andet bruger den alt for meget tid på forholdet mellem sine to hovedpersoner, som vist nok er forelskede, men måske alligevel ikke kan stole på hinanden, fordi de begge kommer fra den forræderiske spionverden. Det sidespor blev jeg hurtigt træt af.
Det kan også hænge sammen med, at Clive Owen og Julia Roberts ikke fungerer fantastisk godt i rollerne. Det er ellers en ret oplagt casting, men hvor Owen kører den hjem på britisk drengerøvsrutine, virker Roberts (igen) lidt træt. Jeg synes simpelt hen, hun mangler noget gnist. Ingen af dem kan i hvert fald forhindre Paul Giamatti i at stjæle showet, hver gang han er på lærredet som den koleriske chef for én af de to stridende koncerner.
Det her er en gang poleret, teknisk vellavet genrelir, som absolut har underholdende øjeblikke, men som stille og roligt taber intensitet, efterhånden som den går mere og mere i tomgang i sin egen smartness.
05/05-2009
