Dømt på livstid

Virkelig vellavet engelsk realisme-med-holdning om en ung mand, der kommer ud af fængslet efter at have afsonet en lang dom for et mord, han og en ven begik som børn. Han er blevet udstyret med en ny identitet og begynder at finde sig til rette i et mere positivt liv med job, kæreste og nye venner. Men så ramler det hele, da medierne får nys om, hvem han i virkeligheden er.

"Boy A" er egentlig lavet som en tv-film, men resultatet blev så godt, at den er kommet i biografdistribution i resten af verden. Den er baseret på en roman af Jonathan Trigell, der meget tydeligt har trukket inspiration fra James Bulger-sagen. Den fra 1993, hvor to 10-årige engelske drenge begik mord og efterfølgende fik lange fængselsstraffe. Mordet i "Boy A" er meget forskelligt fra Bulger-mordet, men filmen handler også mere om omgivelsernes reaktioner - og der er den stærkt kritisk, over for hvordan både retssystemet og især medierne stempler drengene som 'onde' og reelt modvirker ethvert forsøg på rehabilitering.

Filmens største svaghed er i virkeligheden, at den ikke på noget tidspunkt lægger skjul på, hvad den mener. Den tror helhjertet på, at man bør give en 10-årig morder en ny chance - og derfor er handlingen tragisk forudsigelig. Men instruktør John Crowley afvikler den så sikkert og effektivt, at man er fanget fra første minut. Det er en film uden større armbevægelser, som til gengæld bruger sin småtriste billedside utroligt konsekvent.

Og så er den ualmindeligt godt spillet. Andrew Garfield er overbevisende tøvende, usikker og sympatisk i hovedrollen, Peter Mullan har flot pondus som hans tilsynsværge, og Katie Lyons er fremragende som pigen, der falder for hovedpersonen. Garfield og Lyons' lidt akavede tilnærmelser er nogle af de bedste og mest virkelighedsnære kærlighedsscener, jeg har set i lang tid. Det er ikke mindst skuespillet, der giver "Boy A" det stærke præg af realisme, som er nødvendigt, for at filmen kan ramme så præcist, som den gør.