Star off-track

J.J. Abrams' nye Star Trek film kan vurderes på to måder - enten som en rendyrket actionfilm uden hensyn til tidligere Trek eller som et reboot set i forhold til hele Star Trek mytologien. Set som det første er det en meget jævn men nogenlunde underholdende oplevelse. Set som det sidste har Enterprise netop oplevet et Warp Core Breach og er ved at styrte ned...

Men de fleste vil sikkert mest interessere sig for, om filmen er underholdende. Men selv om jeg derfor gerne skulle prøve at bedømme filmen udelukkende på det grundlag, så er det ikke helt muligt, når Abrams i så høj grad benytter sig at eksisterende Trek mytologi og indforstået henviser til den, alt imens han med slet skjult skadefro hakker den i stumper og stykker, skriver den om eller ganske enkelt bare vælger at slette den.

Hele historien er en stor tidsrejse med den obligatoriske omskrivning af historien og "ændringer i tidslinien" til følge. Så hvis man ikke bryder sig meget om den slags, så bør man på forhånd være advaret. Filmen kan ikke ses som en ren sci-fi actionflick. Der er alt for meget indforstået tidshop og lignende til, at det er muligt.

Kirks far dør heroisk i kampen mod den onde Nero, alt imens Kirk selv bliver født under flugten i en oprivende åbning på filmen. Til Abrams' ros må man sige han som instruktør afgjort forstår at fortælle en historie mere medrivende end forgængeren Stuart Baird gjorde i Star Trek Nemesis. Filmen bruger derefter en del tid på at etablere den vanskelige opvækst for de to hovedpersoner Kirk og Spock. Kirk er rebellisk og rodløs efter sin fars død, mens Spock er udstødt og mobbet på Vulcan som halvt menneske og halvt vulcan. Selv om han vælger at leve som vulcan, så vælger han også at studere ved Starfleet som et oprør mod den nedladende behandling han fik på Vulcan. Man undrer sig over, hvorfor han overhovedet bekymrer sig om, hvorvidt Vulcan lever eller dør. Der er ingen forklaring. Tilsvarende med Kirk, der bliver en hoven, arrogant ungdommelig forbryderspire, der stjæler biler og smadrer folk på barer, indtil Starfleet pludselig synes, at det jo selvfølgelig i høj grad kvalificerer ham til at være officer i Starfleet. Ja, kaptajn Pike kendte Kirks far, men så logisk er plottet faktisk skruet sammen, når Pike med et blik på Kirks CV konkluderer, at han selvfølgelig har alle sin fars kvaliteter og styrker. Go figure.

Derefter kommer så de obligatoriske konfrontationer i Starfleet og siden i rummet, hvor den onde Nero selvfølgelig pænt har ventet i 25 år på, at Kirk og Spock vokser op og bliver uddannet, så de er klar til at stoppe hans onde planer. Der bygges samtidig langsomt men sikkert op til en konfrontation mellem Kirk og Spock, der skal fungere som nerve i filmen. Det fungerer dog ikke helt, blandt på grund af helt igennem overdrevne og usandsynlige skift i handlingen, som når Spock bliver sur på Kirk, men i stedet for at kaste ham i en celle på Enterprise smider ham ned på en isplanet, hvor han flere gange er tæt på at blive spist. Jo, virkelig.

Desuden vakler Chris Pine i rollen som Kirk famlende rundt med tydelig usikkerhed over, hvem hans karakter er, hvad hans motivation er, og hvad der i grunden sker omkring ham. Hele filmen vakler fælt under hans usikre præstation. Trist, fordi skuespillet ellers er rimeligt.

Zachery Quinto (der her tager en slapper fra Sylar i "Heroes") gør et tappert forsøg på at skildre Spock i overensstemmelse med, hvordan Leonard Nimoy oprindeligt etablerede figuen, men han kæmper en ulige kamp med det ujævne plot for at få det til at hænge sammen, som klart svækker helhedsindtrykket. Det er ikke en rimelig byrde at belaste en skuespiller med, når han i forvejen står overfor den utaknemmelige opgave at skulle genskabe en genkendelig Spock. Quinto fungerer faktisk fint som Spock. Desværre er det bare ikke rigtigt det, han får lov til at spille.

Derimod imponerer Karl Urban i rollen som Dr. McCoy og er faktisk den eneste, der formår at give liv til en karakter, der er genkendelig som en yngre udgave af den figur, DeForest Kelley i sin tid spillede. Under tiden med noget jævn og for meget genbrugt dialog, men det fungerer faktisk udmærket. Jeg er til stadighed imponeret over Karl Urban. Han er gået fra så forskellige roller som Eomer i Lord of the Rings til lejemorderen Kirill i Bourne Supremacy med en utrolig lethed. Det lover for, at han er godt på vej til at blive en særdeles respekteret karakterskuespiller, hvis han ikke allerede er det.

Bruce Greenwood gør det også fint den smule han får lov at være med som kaptajn Pike.

Til gengæld er Eric Bana underligt intetsigende og helt forglemmelig i rollen som skurken Nero. Han har ellers et ætsende hævntogt som motiv, der faktisk bør veje tungere end Khans i Star Trek 2, men Bana har godt nok langt op til Ricardo Montalbans veloplagte spil. Selv F. Murray Abraham var en bedre og mere interessant Trek skurk i Star Trek Insurrection, end Bana er det her, og det er mildt sagt skuffende. Skurken plejer gerne at være en af de mest interessante figurer, men her kører det helt af sporet for Bana. Det er ikke engang fordi, det er skidt. Man er bare ligeglad uanset hvor slemme ting Nero gør, hvilket gør Banas spil til noget af en falliterklæring. Det lugter fælt af fast arbejde.

Det øvrige spil er forholdsvis forglemmeligt. Leonard Nimoy får lov til at være lidt med som den fremtidige Spock, men kører den meget på autopilot. Winona Ryder er ren cameo, mens Zoe Saldana i rollen som den nye Uhura får lov til at vise attributterne frem letpåklædt, når nu hverken Jeri Ryan eller Jolene Blalock er der til at gøre det mere. Godt at se, at Trek ikke har mistet blikket for, hvem deres målgruppe er... Eller laveste fællesnævner.

Tilsvarende skal der også lige gøres grin med Chekovs tykke russiske accent, mens han kæmper med at få computeren til at forstå hans indtalte ordrer. Ak...

Men ellers skrider plottet frem som det nu skal. Abrams har i forhold til sine forgængere på forskellige Trek film en lidt unfair fordel, fordi han undervejs tydeligvis får lov til uhæmmet at slagte alle de hellige køer, han har lyst til. Det bliver til mindst en ret stor en af slagsen, som dog savner enhver retfærdiggørelse i plottet, og derfor ender med at se ud til at ske primært for chok-effekt og for at Abrams kan demonstrere sin magt. Bevares, jeg kunne såmænd godt leve med, at Abrams skriver om på tingene. Jeg ventede det faktisk i dette tilfælde. Men modsat skal Abrams så også levere varen og vise mig noget virkeligt spændende og nyt i Trek, der retfærdiggører ofrene. Det lykkes slet ikke. Alt det kan nye seere selvfølgelig være helt ligeglade med, men netop fordi de kan være ligeglade, virker omskrivningerne mest som et slag i ansigtet på de eksisterende fans.

Til gengæld er rumkampene klippet brutalt og voldsomt. De fremstår derfor som hektiske og diffuse, hvilket afgjort hæver dramatikken, de få gange vi faktisk ser nogle rumkampe. Her er et område, hvor Abrams' instruktion klart fungerer bedre end Bairds tilsvarende i forgængeren, hvor Enterprise i et forsøg på at kollidere med den fjendtlige Scimitar sneglede sig afsted over det store lærred i lange, triste minutter. Nævekampene er dog mindre overbevisende og ved at flyde over af usandsynligheder. De fungerer derfor primært på baggrund af den hektiske klipning.

Men derfor fungerer Star Trek faktisk bedst som rendyrket actionfilm uden bånd til de tidligere film eller serier. På den baggrund virker det underligt, at Abrams så stædigt holder fast i dem, og det må også undre nye seere. De får en hæderlig actionfilm med en masse referencer, som de nok ikke kan bruge til så frygteligt meget. Som nævnt er det rimelig underholdning, og Abrams er en bedre fortæller i instruktørstolen end forgængerne Stuart Baird og Jonathan Frakes. Som ren sci-fi actionflick kan man bedst ignorere plothullerne, der undervejs får plottet til at vakle, og dermed få en rimelig oplevelse, som hurtigt er glemt. Du får et rush mens du ser filmen, men så er det også slut.

Alt i alt er jeg dog skuffet. Trek fans må være meget skuffede. Jeg havde forventet omskrivninger, men jeg havde ventet de ville være elegante og retfærdiggjorte af plottet, når det nu var Abrams, der var ved roret. Jeg var betænkelig ved et reboot, men havde tillid til, at Abrams kunne få noget spændende ud af det. Det er slet ikke lykkes. I stedet er det meget skidt Star Trek og en temmelig jævn film. Det er meget langt fra den fantastiske genfødsel af Star Trek, som der var lagt op til. Desværre. Hvis denne film bliver en succes, så må det primært tilskrives, at Trek fans nu hungrer efter enhver form for Star Trek uanset kvalitet, efter der ikke har været noget Star Trek i fire år og intet godt Star Trek i et årti.