En film uden gejst
2.0
Steven Soderbergh har i partnerskab med Benicio del Toro kastet sig over at filmatisere Che Guevaras liv, baseret på hovedpersonens dagbøger. Første halvdel af "Che" handler primært om hans medvirken i den cubanske revolution. Soderbergh skildrer guerillakrigen relativt kronologisk, krydsklippet med Guevaras besøg i New York i 1964, hvor han som cubansk delegeret talte i FN.
Det er en mærkelig film. Ufokuseret, som om den ikke helt ved, hvad den selv vil. Soderbergh & co. har givetvis været klar over, at "Che" var et ganske kontroversielt projekt, eftersom Guevara ikke ligefrem betragtes som en helt hjemme i USA. Måske er det derfor, filmen ikke rigtig går til biddet, men i stedet sætter sig mellem samtlige stole i salen.
Det er ikke rigtig en portrætfilm - dertil mangler den alt for meget. Man står fx først på Guevaras liv, da han står på båden til Cuba. Jeg var glad for at have set Walter Salles' fremragende "Motorcykeldagbog", som bl.a. illustrerede, hvor Che Guevaras stærke sociale indignation kom fra, for "Che Part One" fortæller intet om hans baggrund. Det er heller ikke rigtig en film om de politiske og sociale forhold i Latinamerika, for dem får man kun genfortalt, ikke vist. Og det er faktisk heller ikke rigtig en film om den cubanske revolution, for fokus er jo på Che Guevara, og man får aldrig et overblik over det samlede forløb, når man kun ser, hvad der sker i lige præcis hans del af junglen.
Det er endda lykkedes Soderbergh at gøre den cubanske revolution imponerende kedelig. Historien bliver fortalt episodisk, tørt konstaterende i en masse små klip, der ikke nødvendigvis hænger specielt godt sammen, og hvor der bliver introduceret et væld af personer og revolutionære undergrupper, som det efterhånden bliver rimeligt svært at holde styr på. Jeg fik aldrig en fornemmelse af den kampgejst og revolutionære ånd, som må have været til stede - for det var altså en imponerende bedrift, at Castro startede oprøret med de 22 mand, der overlevede landgangen, og kun to år senere overtog magten på øen.
I hovedrollen er Benicio del Toro heller ikke fantastisk. Jo, han spiller Guevara udmærket med sin vanlige udstråling, og det er nærmest uhyggeligt, så godt han ligner det revolutionære ikon. Men også han mangler noget temperament - han portrætterer Guevara som en idealistisk intellektuel, der er velovervejet i alt, hvad han gør. Det harmonerer bare ikke så godt med, at manden ifølge de fleste kilder var både impulsiv og opfarende. Resten af skuespillerne får ikke mulighed for at hæve sig meget over det anonyme - det lykkes dog Demián Bichir at spille Fidel Castro med så meget power, at han i sine få scener bliver troværdig som karismatisk oprørsleder.
"Che Part One" er ikke helt uden kvaliteter. I klipningen mellem junglekrigen og FN-talen lykkes det ind imellem for Soderbergh at udstille dobbeltheden i Guevaras egne efterrationaliseringer. Der er steder, hvor hans idealistiske udtalelser ikke helt matcher den virkelighed, vi ser, og der føler man en villighed til at gøre op med myten. Filmen får også tydeligt konstateret, at USA-interesser i høj grad støttede diktaturer og social ulighed i Latinamerika op gennem sidste århundrede, og at det var en væsentlig årsag, til at revolutionen på Cuba kunne lykkes. Men "Che Part One" gør altså ikke meget mere end at kradse i overfladen, fordi den stritter i så mange retninger.
I virkeligheden kan man vel først bedømme filmen endeligt efter at have set toeren - som jeg også på forhånd regnede med var mere interessant, eftersom den må handle om Ches mislykkede revolutioner i Afrika og Sydamerika, inden han til sidst blev henrettet i Bolivia. Men indtil videre er "Che"-projektet en stor skuffelse.
Det er en mærkelig film. Ufokuseret, som om den ikke helt ved, hvad den selv vil. Soderbergh & co. har givetvis været klar over, at "Che" var et ganske kontroversielt projekt, eftersom Guevara ikke ligefrem betragtes som en helt hjemme i USA. Måske er det derfor, filmen ikke rigtig går til biddet, men i stedet sætter sig mellem samtlige stole i salen.
Det er ikke rigtig en portrætfilm - dertil mangler den alt for meget. Man står fx først på Guevaras liv, da han står på båden til Cuba. Jeg var glad for at have set Walter Salles' fremragende "Motorcykeldagbog", som bl.a. illustrerede, hvor Che Guevaras stærke sociale indignation kom fra, for "Che Part One" fortæller intet om hans baggrund. Det er heller ikke rigtig en film om de politiske og sociale forhold i Latinamerika, for dem får man kun genfortalt, ikke vist. Og det er faktisk heller ikke rigtig en film om den cubanske revolution, for fokus er jo på Che Guevara, og man får aldrig et overblik over det samlede forløb, når man kun ser, hvad der sker i lige præcis hans del af junglen.
Det er endda lykkedes Soderbergh at gøre den cubanske revolution imponerende kedelig. Historien bliver fortalt episodisk, tørt konstaterende i en masse små klip, der ikke nødvendigvis hænger specielt godt sammen, og hvor der bliver introduceret et væld af personer og revolutionære undergrupper, som det efterhånden bliver rimeligt svært at holde styr på. Jeg fik aldrig en fornemmelse af den kampgejst og revolutionære ånd, som må have været til stede - for det var altså en imponerende bedrift, at Castro startede oprøret med de 22 mand, der overlevede landgangen, og kun to år senere overtog magten på øen.
I hovedrollen er Benicio del Toro heller ikke fantastisk. Jo, han spiller Guevara udmærket med sin vanlige udstråling, og det er nærmest uhyggeligt, så godt han ligner det revolutionære ikon. Men også han mangler noget temperament - han portrætterer Guevara som en idealistisk intellektuel, der er velovervejet i alt, hvad han gør. Det harmonerer bare ikke så godt med, at manden ifølge de fleste kilder var både impulsiv og opfarende. Resten af skuespillerne får ikke mulighed for at hæve sig meget over det anonyme - det lykkes dog Demián Bichir at spille Fidel Castro med så meget power, at han i sine få scener bliver troværdig som karismatisk oprørsleder.
"Che Part One" er ikke helt uden kvaliteter. I klipningen mellem junglekrigen og FN-talen lykkes det ind imellem for Soderbergh at udstille dobbeltheden i Guevaras egne efterrationaliseringer. Der er steder, hvor hans idealistiske udtalelser ikke helt matcher den virkelighed, vi ser, og der føler man en villighed til at gøre op med myten. Filmen får også tydeligt konstateret, at USA-interesser i høj grad støttede diktaturer og social ulighed i Latinamerika op gennem sidste århundrede, og at det var en væsentlig årsag, til at revolutionen på Cuba kunne lykkes. Men "Che Part One" gør altså ikke meget mere end at kradse i overfladen, fordi den stritter i så mange retninger.
I virkeligheden kan man vel først bedømme filmen endeligt efter at have set toeren - som jeg også på forhånd regnede med var mere interessant, eftersom den må handle om Ches mislykkede revolutioner i Afrika og Sydamerika, inden han til sidst blev henrettet i Bolivia. Men indtil videre er "Che"-projektet en stor skuffelse.
13/05-2009
