For naiv til mig
2.0
Lukas Moodysson har for en stund forladt de ekstremt provokerende avantgardefilm for at lave "Mammoth", som er hans største produktion til dato - med et par halvstore stjerner og førsteklasses teknik. Men selv om den er lettere tilgængelig end mange af hans tidligere film, har den stadig Moodyssons typiske skarptskårne holdninger.
"Mammoth" handler om de negative effekter af globaliseringen. Hovedpersonerne er et succesfuldt newyorker-ægtepar, hvor han rejser verden rundt på højeste niveau i spilindustrien, mens hun er ved at arbejde sig ihjel som kirurg på en skadestue. Derfor ser deres datter mere til den filippinske barnepige end sine forældre. Mens barnepigen til gengæld ikke ser sine egne børn, for dem har hun været nødt til at efterlade hjemme på Filippinerne.
Filmen minder ganske meget om "Babel" i stil og tema, men når slet ikke samme niveau. Hvor "Babel" løftede sine temaer flot via de elegant sammenflettede menneskeskæbner, er "Mammoth" alt for konstrueret og naiv. Moodysson er simpelt hen så opsat på at få sine pointer igennem, at han banker dem ind i hovedet på tilskuerne - og det virker ikke. For jo, jeg ved da godt, at den høje vestlige levestandard er baseret på billig arbejdskraft fra den tredje verden ... men den pointe bliver ikke stærkere af at blive gentaget i den ene dybt forudsigelige scene efter den anden. Og så synes jeg altså også, at filmen er temmelig naiv, fordi den entydigt argumenterer for at vælge nære værdier frem for udsyn og globalisering.
"Mammoth" lider desuden under, at der ikke rigtig sker noget i filmen. Der er relativt lidt fremadskridende handling. I stedet fokuserer Moodysson på en situationsbeskrivelse, der godt nok udvikler sig en smule, men altså gør det ad ganske forudsigelige veje. Jeg fik aldrig sympati nok for nogen af personerne, til at jeg for alvor engagerede mig i dem, og det tager virkelig brodden af en film med en så klar mission.
Af samme årsag brænder de to hovedroller ikke rigtig igennem. Michelle Williams er aldrig dårlig, men er også set meget bedre end her, og Gael García Bernal er temmelig bleg som hendes mand. Thailandske Run Srinikornchot har en fin lille rolle som luder, men ellers er skuespillet ikke ophidsende.
Til gengæld er der fint styr på teknikken med glimrende billeder af danske Marcel Zyskind og god brug af især Ladytron-musik i soundtracket. Men det redder altså ikke "Mammoth" fra at være en kedsommeligt selvgod affære.
"Mammoth" handler om de negative effekter af globaliseringen. Hovedpersonerne er et succesfuldt newyorker-ægtepar, hvor han rejser verden rundt på højeste niveau i spilindustrien, mens hun er ved at arbejde sig ihjel som kirurg på en skadestue. Derfor ser deres datter mere til den filippinske barnepige end sine forældre. Mens barnepigen til gengæld ikke ser sine egne børn, for dem har hun været nødt til at efterlade hjemme på Filippinerne.
Filmen minder ganske meget om "Babel" i stil og tema, men når slet ikke samme niveau. Hvor "Babel" løftede sine temaer flot via de elegant sammenflettede menneskeskæbner, er "Mammoth" alt for konstrueret og naiv. Moodysson er simpelt hen så opsat på at få sine pointer igennem, at han banker dem ind i hovedet på tilskuerne - og det virker ikke. For jo, jeg ved da godt, at den høje vestlige levestandard er baseret på billig arbejdskraft fra den tredje verden ... men den pointe bliver ikke stærkere af at blive gentaget i den ene dybt forudsigelige scene efter den anden. Og så synes jeg altså også, at filmen er temmelig naiv, fordi den entydigt argumenterer for at vælge nære værdier frem for udsyn og globalisering.
"Mammoth" lider desuden under, at der ikke rigtig sker noget i filmen. Der er relativt lidt fremadskridende handling. I stedet fokuserer Moodysson på en situationsbeskrivelse, der godt nok udvikler sig en smule, men altså gør det ad ganske forudsigelige veje. Jeg fik aldrig sympati nok for nogen af personerne, til at jeg for alvor engagerede mig i dem, og det tager virkelig brodden af en film med en så klar mission.
Af samme årsag brænder de to hovedroller ikke rigtig igennem. Michelle Williams er aldrig dårlig, men er også set meget bedre end her, og Gael García Bernal er temmelig bleg som hendes mand. Thailandske Run Srinikornchot har en fin lille rolle som luder, men ellers er skuespillet ikke ophidsende.
Til gengæld er der fint styr på teknikken med glimrende billeder af danske Marcel Zyskind og god brug af især Ladytron-musik i soundtracket. Men det redder altså ikke "Mammoth" fra at være en kedsommeligt selvgod affære.
17/05-2009
