Trier Goes Korean
5.0
Lars von Trier laver film igen. Den provokerende, bevidst chokerende stil i "Antichrist" er ikke for enhver smag, men om man kan lide den eller ej: Det er dejligt at se, at von Trier efter mange år med forskellige former for antifilm nu igen udnytter alle mediets muligheder. "Antichrist" har nemlig både flotte billedkompositioner og masser af effekter i både billeder og lyd.
Det er dog på mange måder en typisk von Trier-film. Se bare den voldsomme hype, det er lykkedes ham og Zentropa at skabe om noget, der basalt er en kunstfilm for et snævert publikum. Og den bevidste vildledning - "Antichrist" er blevet slået op som en horrorfilm, men det er den ikke i gængs forstand. Snarere et psykodrama tilsat ultravold i en stil, man normalt kun finder i østasiatiske film. "Antichrist" har især rigtig meget til fælles, både i indhold og virkemidler, med Kim Ki-duks "The Isle".
Rammen er et dødsfald. En lille dreng falder i døden, mens hans forældre dyrker sex - og derfor ikke holder øje med ham. Især moderen er fuldstændig knust af sorg og angst, og hendes mand, som er psykolog, tager hende med op til deres skovhytte for at lade hende konfrontere angsten. Men deroppe, i den voldsomme natur, går det helt galt.
Det er her, sammenligningen med Kim Ki-duk og "The Isle" bliver åbenlys - et isoleret par, natur, snigende galskab og vold. Men hvor Kim i sin mesterlige film undersøgte forholdet mellem mænd og kvinder, farlig fascination og umulig kommunikation, går von Trier efter en mere generel pointe: At mennesker indeholder et skræmmende potentiale for vold og ødelæggelse. "Antichrist" er utroligt sortsynet, helt uden håb, og den leger elegant og provokerende med konventionerne. For von Triers pointe er, at det er følelser - angst, sorg, fortvivlelse - der driver volden frem. Og det er jo kvinden, der traditionelt 'ejer' følelserne, og derfor er det også kvinden, som her bliver eksponent for volden. Mens manden fejler ultimativt i sit forsøg på at kontrollere og helbrede via logik.
Derudover har "Antichrist" også et par typisk manierede træk fra von Trier, bl.a. et meget kantet forsøg på selvironi. Men det er kun små krusninger, for helheden er i den grad fascinerende, med superflotte billeder af Anthony Dod Mantle og en stærkt stemningsskabende lydside. Og med stærkt spil af Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg i de to roller, som virkelig må have været krævende at spille.
Og ja, det er en usædvanligt barsk film. "Advarsel: Indeholder ekstrem vold mod kønsdele", kunne der stå på dvd-coveret. Men at mene, at von Trier er kvindefjendsk, eller at filmen blot er en provokation, er at skyde langt forbi målet. Det er en virkelig intelligent film, som stirrer ind i et meget mørk og skummelt sted.
Det er dog på mange måder en typisk von Trier-film. Se bare den voldsomme hype, det er lykkedes ham og Zentropa at skabe om noget, der basalt er en kunstfilm for et snævert publikum. Og den bevidste vildledning - "Antichrist" er blevet slået op som en horrorfilm, men det er den ikke i gængs forstand. Snarere et psykodrama tilsat ultravold i en stil, man normalt kun finder i østasiatiske film. "Antichrist" har især rigtig meget til fælles, både i indhold og virkemidler, med Kim Ki-duks "The Isle".
Rammen er et dødsfald. En lille dreng falder i døden, mens hans forældre dyrker sex - og derfor ikke holder øje med ham. Især moderen er fuldstændig knust af sorg og angst, og hendes mand, som er psykolog, tager hende med op til deres skovhytte for at lade hende konfrontere angsten. Men deroppe, i den voldsomme natur, går det helt galt.
Det er her, sammenligningen med Kim Ki-duk og "The Isle" bliver åbenlys - et isoleret par, natur, snigende galskab og vold. Men hvor Kim i sin mesterlige film undersøgte forholdet mellem mænd og kvinder, farlig fascination og umulig kommunikation, går von Trier efter en mere generel pointe: At mennesker indeholder et skræmmende potentiale for vold og ødelæggelse. "Antichrist" er utroligt sortsynet, helt uden håb, og den leger elegant og provokerende med konventionerne. For von Triers pointe er, at det er følelser - angst, sorg, fortvivlelse - der driver volden frem. Og det er jo kvinden, der traditionelt 'ejer' følelserne, og derfor er det også kvinden, som her bliver eksponent for volden. Mens manden fejler ultimativt i sit forsøg på at kontrollere og helbrede via logik.
Derudover har "Antichrist" også et par typisk manierede træk fra von Trier, bl.a. et meget kantet forsøg på selvironi. Men det er kun små krusninger, for helheden er i den grad fascinerende, med superflotte billeder af Anthony Dod Mantle og en stærkt stemningsskabende lydside. Og med stærkt spil af Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg i de to roller, som virkelig må have været krævende at spille.
Og ja, det er en usædvanligt barsk film. "Advarsel: Indeholder ekstrem vold mod kønsdele", kunne der stå på dvd-coveret. Men at mene, at von Trier er kvindefjendsk, eller at filmen blot er en provokation, er at skyde langt forbi målet. Det er en virkelig intelligent film, som stirrer ind i et meget mørk og skummelt sted.
21/05-2009
