Globaliseret ensomhed
4.0
Lukas Moodyssons film insisterer fra starten på patos. Mødre græder. Børn er rastløse. Mennesker er adskilt fra hinanden. Det hele før, vi lærer folks navne at kende. Og lang tid før, vi kommer under huden på dem.
Men med sprød musik af Ladytron og Cat Power og forførende billeder fra luksuslejligheder i New York, thailandske strande og filippinske slumområder fører Moodysson os langsomt, men sikkert ind i sine hovedpersonernes usikre univers. Ingen har styr på noget. Alle har gode intentioner, men de kan ikke udleve dem. De kommer i vejen for sig selv.
Omdrejningspunktet for filmen er en amerikansk familie på tre. I starten af filmen tager faren Tom (Gael Garcia Bernal) på forretningsrejse til Thailand, hvor han må vente i flere dage på et hotelværelse på at sætte en streg på en kontrakt for at sælge sin computerspilsvirksomhed. Han er træt af det overfladiske luksusliv, så han smutter væk til øerne, hvor han vil leve for sig selv som en fri backpacker-fugl.
Imens går hustruen Allison (Michelle Williams) hvileløst, søvnløst rundt i den store lejlighed, hvor hun har svært ved at håndtere det psykiske pres ved jobbet som læge i førstehjælpsafdelingen, og samtidig har problemer med at være en ideel mor for sin lille datter.
Familien på tre består i virkeligheden af fire mennesker. Datterens fillipinske barnepige er nemlig en fast del af hjemmet. Hun arbejder i New York som barnepige for at understøtte sine to drenge i Fillipinerne økonomisk. Hun skal være erstatningsmor for den lille hvide pige, mens hendes drenge ringer til hende fra mobiltelefoner fra den anden side af jordkloden. De savner deres moar.
Præmisserne virker temmelig påtaget. Filmen fordømmer den forfærdelige travle globaliserede kapitalistiske verden, der fjerner båndene mellem menneskene. Den gør det dog godt. Bernal spiller en simpel rolle som en drengerøvsbusinessman, men han giver sin rolle et ekstra glimt i øjet. Toms frustrationer over verden virker oprigtige. Hans forsøg på at gøre verden lidt bedre virker også oprigtige. Men de virker også dømt til at mislykkes. Bernal kan ikke undslippe de realiteterne. Han er en priviligeret hvid mand. Han er i bund og grund ikke bedre end de forretningsmænd, han helst ikke vil være i samme bås som. Michelle Williams spiller også glimrende som en vestlig kvinde med masser af gode intentioner, men som ligeledes er dømt til at mislykkes. Både i forhold til jobbet, til barnepigen og til sin datter.
Menneskene i Moodyssons verden fremstår som nogle forkvaklede, skrøbelige skabninger. Han hopper fra den enes frustrationer til den andens i en nogle skønne sammenklipninger. Som om mennesker måske er ensomme, men de er fælles om at være ensomme. Vi er alle ensomme, frustrerede og umulige på samme måde. Det er et bittersødt budskab i en æstetisk smuk indpakning. Globalisering lavet i skandinavisk filmdesign.
Men med sprød musik af Ladytron og Cat Power og forførende billeder fra luksuslejligheder i New York, thailandske strande og filippinske slumområder fører Moodysson os langsomt, men sikkert ind i sine hovedpersonernes usikre univers. Ingen har styr på noget. Alle har gode intentioner, men de kan ikke udleve dem. De kommer i vejen for sig selv.
Omdrejningspunktet for filmen er en amerikansk familie på tre. I starten af filmen tager faren Tom (Gael Garcia Bernal) på forretningsrejse til Thailand, hvor han må vente i flere dage på et hotelværelse på at sætte en streg på en kontrakt for at sælge sin computerspilsvirksomhed. Han er træt af det overfladiske luksusliv, så han smutter væk til øerne, hvor han vil leve for sig selv som en fri backpacker-fugl.
Imens går hustruen Allison (Michelle Williams) hvileløst, søvnløst rundt i den store lejlighed, hvor hun har svært ved at håndtere det psykiske pres ved jobbet som læge i førstehjælpsafdelingen, og samtidig har problemer med at være en ideel mor for sin lille datter.
Familien på tre består i virkeligheden af fire mennesker. Datterens fillipinske barnepige er nemlig en fast del af hjemmet. Hun arbejder i New York som barnepige for at understøtte sine to drenge i Fillipinerne økonomisk. Hun skal være erstatningsmor for den lille hvide pige, mens hendes drenge ringer til hende fra mobiltelefoner fra den anden side af jordkloden. De savner deres moar.
Præmisserne virker temmelig påtaget. Filmen fordømmer den forfærdelige travle globaliserede kapitalistiske verden, der fjerner båndene mellem menneskene. Den gør det dog godt. Bernal spiller en simpel rolle som en drengerøvsbusinessman, men han giver sin rolle et ekstra glimt i øjet. Toms frustrationer over verden virker oprigtige. Hans forsøg på at gøre verden lidt bedre virker også oprigtige. Men de virker også dømt til at mislykkes. Bernal kan ikke undslippe de realiteterne. Han er en priviligeret hvid mand. Han er i bund og grund ikke bedre end de forretningsmænd, han helst ikke vil være i samme bås som. Michelle Williams spiller også glimrende som en vestlig kvinde med masser af gode intentioner, men som ligeledes er dømt til at mislykkes. Både i forhold til jobbet, til barnepigen og til sin datter.
Menneskene i Moodyssons verden fremstår som nogle forkvaklede, skrøbelige skabninger. Han hopper fra den enes frustrationer til den andens i en nogle skønne sammenklipninger. Som om mennesker måske er ensomme, men de er fælles om at være ensomme. Vi er alle ensomme, frustrerede og umulige på samme måde. Det er et bittersødt budskab i en æstetisk smuk indpakning. Globalisering lavet i skandinavisk filmdesign.
21/05-2009
