Kikset fanwank

2.0
Året er 1998, og over hele verden venter fans spændt på "The Phantom Menace" og 'fortsættelsen' af Star Wars-sagaen. Blandt andre fire venner fra Ohio, som har været fanatiske fans, siden de var børn. Men én af dem er ved at dø af kræft, og derfor beslutter de at gennemføre en gammel drøm: Nemlig at bryde ind på George Lucas' ranch og se filmen før alle andre.

Resultatet er en kombination af road movie og buddy movie, hvor de fire venner møder diverse mystiske forhindringer og oplever sære ting, før de når frem til ranchen. Lavet med et stort glimt i øjet, men desværre også uden ret meget velfungerende humor. "Fanboys" virker simpelt hen amatøragtig, især i Kyle Newmans usædvanligt slappe instruktion, men også i de uinspirerede lavbudget-optagelser og det generelt dårlige skuespil. Filmen er naturligvis fyldt med referencer til andre film, men så sjove er de heller ikke - og resten lider af en gennemgående mangel på komisk timing og originalidé. Det bliver eksempelvis hurtigt trættende at høre om fejden mellem Star Wars- og Star Trek-fans.

Blandt skuespillerne skiller Kristen Bell sig klart ud som slængets kvindelige medlem - hun er den eneste af hovedrollerne, som har blot en smule pondus i sit spil. Dan Fogler er ind imellem sjov som gruppens behårede medlem, mens resten bare er flade. De mange cameos af alverdens mennesker fra Carrie Fisher til Kevin Smith er heller ikke specielt sjove.

"Fanboys" er overhovedet ikke nogen god film, men den er dog båret af en respekt for og kærlighed til fankultur, som er bundsympatisk. Og som trods alt sørger for, at jeg føler større sympati for filmen, end den mere objektivt set har fortjent.
Fanboys