Sitcom made for the movies
3.0
Hvor vinterens "The Truman Show" var en kunstnerisk fuldbyrdet parabel over 90'ernes mediekultur, er "EDtv" mere en tv-sitcom gjort til spillefilm. Den sætter nok tænderne i vor blinde og ignorante troskab til tv, men bider sig aldrig rigtig fast og går i dybden med temaet.
Vores alles indre "Peeping Tom" har kronede dage. Aldrig før har mulighederne været bedre for at belure andre menneskers private liv - på behørig medieret afstand forstås. Eller på den anden side at udstille sig selv for åben skærm, og prostituere sig selv (og sin familie) for de berømte 15 minutes of fame. Se bare på rækken af pseudo-virkelige docu-soaps og social-pornografiske talkshows befolket af linseliderlige lus, som jævnligt hjemsøger vore tv-skærme. Eller på Internet via webcam, hvor man kan følge med i andre menneskers liv - hvor som helst, når som helst, og hvorfra som helst på kloden.
"EDtv" tager sit udgangspunkt i dette fænomen: Vores lyst til at snage i andres privatliv og mediernes evne til at profilere ganske almindelige mennesker uden særlige talenter, og således gøre dem til stjerner, bare fordi de er blevet kendte på tv. Det er gefundenes fressen for en satirisk pen, og instruktør Ron Howard omsætter da også effektfuldt Lowell Ganz og Babaloo Mandels manuskript til en perlerække af sketch-agtige optrin, der kommenterer tv-kulturens selvsvingende ansvarsløshed og moralske forstillelse.
TRUMANtv
Sammenligningen med "The Truman Show" er dog uundgåelig. Peter Weirs film er ubetinget en kunstnerisk fuldbyrdet parabel over 90'ernes værdinihilistiske mediekultur, dels som den produceres af tv-stationer ud fra ren kalkulation, og dels som den konsumeres ukritisk af alverdens tv-seere. "EDtv" har ikke samme høje ambitioner, men underholder nu alligevel fornemt som en opgraderet tv-sitcom, der med satirisk bid sætter tænderne i vor blinde og ignorante troskab til tv. Desværre uden at nå ned i samme originale og reflekterede dybder som "The Truman Show".
Historierne i de to film minder da også meget om hinanden, men hvor Jim Carreys Truman-figur var uvidende om sin rolle som stjerne i et 24 timers tv-show, da tilmelder Ed sig til et lignende eksperiment iscenesat af en skrantende tv-station, der har brug for et seer-hit. Koste hvad det vil.
Ed er en all-american guy, 31 år og assistent i en videobutik. Uden store ambitioner og ganske tilfreds med livet. Men under pres fra sin bror Ray, en 'blomstrende' entreprenør, tillokkes Ed af tanken om berømmelse og hurtige penge. Hvis han gør det godt som 24 timers 'offer' for åben skærm, så forlænges kontrakten og pengene fordobles.
Hele den pukkelryggede familie
Showets instruktør Cynthia er sikker på, at Ed vil blive et hit. Han er tilpas charmerende og lækker. Hans familie, derimod, er under overfladen en samling samspilsramte personligheder. En utro fader skred tidligt og lod aldrig høre fra sig (indtil nu!), broderen Ray lider af storhedsvanvid, søsteren er skabs-alkoholiker, mens moderen forblændes af sin egen livsløgn om familiens idyl, og den handicappede stedfader sygner hen i sin rullestol. Instruktøren Cynthia og tv-producenterne aner altså et perfekt setup til deres 24-timers tv-show med familieproblemer nok til en del potentiel onscreen dramatik.
Det største drama i den evige føljeton om Eds liv indtræffer imidlertid først, da han erklærer sin kærlighed til broderens kæreste, Shari. Herfra kører Eds liv og filmen i højeste gear. Ed har succes, men må snart sande, at prisen for berømmelse er tabet af privatliv. Hans familie krakelerer langsomt foran tv-kameraerne, og Shari vil ikke leve som berømt sidekick til Ed. Det sidste kommer der en hæsblæsende, romantisk rutchebanetur ud af.
Mellem to stole
Men her sætter "EDtv" sig desværre mellem to stole. Det virker, som om instruktøren Ron Howard ikke kan finde ud af, om han skal fortælle en romantisk komedie eller en ætsende mediesatire. Det afføder en stilistisk forvirring, og man når aldrig rigtig at engagere sig som tilskuer i hverken det ene eller det andet. "EDtv" udvikler sig følgelig som en typisk crowdpleaser, der går efter de sikre stik. Sikre crowdpleasere er også filmens spillere med Matthew McConaughey (Ed), Woody Harrelson (Ray), Jenna Elfman (Shari) og Ellen DeGeneres (tv-instruktøren Cynthia) i spidsen. De udfylder alle deres figurerer engageret og forbilledligt. Ikke at forglemme en formidabel deadpan-præstation af Martin Landau som stedfaderen. Nå ja, og så er der Dennis Hopper, Rob Reiner, Sally Kirkland, Elizabeth Hurley, men sådan kunne man blive ved. Ren kvali-vare.
Det romantiske plot skulle imidlertid have været nedtonet til fordel for en dybere refleksion over tv-mediets manipulerende kraft. Hvordan kameraets tilstedeværelse i folks liv forvrænger virkeligheden, hvordan det ændrer den, ligesom når Ed og hans familie ændrer opførsel: De begynder at agere som mennesker på tv. Eller hvordan lever vi som aktører og seere med en stadig stigende uklar grænse mellem vor daglige virkelighed og den iscenesatte ditto, vi ser på tv.
Ikke desto mindre er "EDtv" uden aktuel konkurrence
Vores alles indre "Peeping Tom" har kronede dage. Aldrig før har mulighederne været bedre for at belure andre menneskers private liv - på behørig medieret afstand forstås. Eller på den anden side at udstille sig selv for åben skærm, og prostituere sig selv (og sin familie) for de berømte 15 minutes of fame. Se bare på rækken af pseudo-virkelige docu-soaps og social-pornografiske talkshows befolket af linseliderlige lus, som jævnligt hjemsøger vore tv-skærme. Eller på Internet via webcam, hvor man kan følge med i andre menneskers liv - hvor som helst, når som helst, og hvorfra som helst på kloden.
"EDtv" tager sit udgangspunkt i dette fænomen: Vores lyst til at snage i andres privatliv og mediernes evne til at profilere ganske almindelige mennesker uden særlige talenter, og således gøre dem til stjerner, bare fordi de er blevet kendte på tv. Det er gefundenes fressen for en satirisk pen, og instruktør Ron Howard omsætter da også effektfuldt Lowell Ganz og Babaloo Mandels manuskript til en perlerække af sketch-agtige optrin, der kommenterer tv-kulturens selvsvingende ansvarsløshed og moralske forstillelse.
TRUMANtv
Sammenligningen med "The Truman Show" er dog uundgåelig. Peter Weirs film er ubetinget en kunstnerisk fuldbyrdet parabel over 90'ernes værdinihilistiske mediekultur, dels som den produceres af tv-stationer ud fra ren kalkulation, og dels som den konsumeres ukritisk af alverdens tv-seere. "EDtv" har ikke samme høje ambitioner, men underholder nu alligevel fornemt som en opgraderet tv-sitcom, der med satirisk bid sætter tænderne i vor blinde og ignorante troskab til tv. Desværre uden at nå ned i samme originale og reflekterede dybder som "The Truman Show".
Historierne i de to film minder da også meget om hinanden, men hvor Jim Carreys Truman-figur var uvidende om sin rolle som stjerne i et 24 timers tv-show, da tilmelder Ed sig til et lignende eksperiment iscenesat af en skrantende tv-station, der har brug for et seer-hit. Koste hvad det vil.
Ed er en all-american guy, 31 år og assistent i en videobutik. Uden store ambitioner og ganske tilfreds med livet. Men under pres fra sin bror Ray, en 'blomstrende' entreprenør, tillokkes Ed af tanken om berømmelse og hurtige penge. Hvis han gør det godt som 24 timers 'offer' for åben skærm, så forlænges kontrakten og pengene fordobles.
Hele den pukkelryggede familie
Showets instruktør Cynthia er sikker på, at Ed vil blive et hit. Han er tilpas charmerende og lækker. Hans familie, derimod, er under overfladen en samling samspilsramte personligheder. En utro fader skred tidligt og lod aldrig høre fra sig (indtil nu!), broderen Ray lider af storhedsvanvid, søsteren er skabs-alkoholiker, mens moderen forblændes af sin egen livsløgn om familiens idyl, og den handicappede stedfader sygner hen i sin rullestol. Instruktøren Cynthia og tv-producenterne aner altså et perfekt setup til deres 24-timers tv-show med familieproblemer nok til en del potentiel onscreen dramatik.
Det største drama i den evige føljeton om Eds liv indtræffer imidlertid først, da han erklærer sin kærlighed til broderens kæreste, Shari. Herfra kører Eds liv og filmen i højeste gear. Ed har succes, men må snart sande, at prisen for berømmelse er tabet af privatliv. Hans familie krakelerer langsomt foran tv-kameraerne, og Shari vil ikke leve som berømt sidekick til Ed. Det sidste kommer der en hæsblæsende, romantisk rutchebanetur ud af.
Mellem to stole
Men her sætter "EDtv" sig desværre mellem to stole. Det virker, som om instruktøren Ron Howard ikke kan finde ud af, om han skal fortælle en romantisk komedie eller en ætsende mediesatire. Det afføder en stilistisk forvirring, og man når aldrig rigtig at engagere sig som tilskuer i hverken det ene eller det andet. "EDtv" udvikler sig følgelig som en typisk crowdpleaser, der går efter de sikre stik. Sikre crowdpleasere er også filmens spillere med Matthew McConaughey (Ed), Woody Harrelson (Ray), Jenna Elfman (Shari) og Ellen DeGeneres (tv-instruktøren Cynthia) i spidsen. De udfylder alle deres figurerer engageret og forbilledligt. Ikke at forglemme en formidabel deadpan-præstation af Martin Landau som stedfaderen. Nå ja, og så er der Dennis Hopper, Rob Reiner, Sally Kirkland, Elizabeth Hurley, men sådan kunne man blive ved. Ren kvali-vare.
Det romantiske plot skulle imidlertid have været nedtonet til fordel for en dybere refleksion over tv-mediets manipulerende kraft. Hvordan kameraets tilstedeværelse i folks liv forvrænger virkeligheden, hvordan det ændrer den, ligesom når Ed og hans familie ændrer opførsel: De begynder at agere som mennesker på tv. Eller hvordan lever vi som aktører og seere med en stadig stigende uklar grænse mellem vor daglige virkelighed og den iscenesatte ditto, vi ser på tv.
Ikke desto mindre er "EDtv" uden aktuel konkurrence
19/11-2018
