Engle og dæmoner med måde
4.0
Jeg er ret enig med Zanthia i, at Engle og Dæmoner er en habil film, som er bedre end sin forgænger. Men jeg må også give Filmnørden ret i, at det er en halvrodet affære. Jeg mener ikke, at vi bliver behandlet som idioter, men det er godt nok underligt at opleve, hvordan en Oscar-vindende instruktør som Ron Howard moser rundt i sin fortælling. Det er bedre, end det var i Da Vince Code, men derfor virker instruktionen stadig rodet, mens Howard springer febrilsk fra det ene opklistret dramatiske plotpunkt til det næste uden at gøre tingene færdige.
Det virker rodet, og skuespillet hjælper faktisk ikke så meget, fordi Tom Hanks stadig er noget stiv i rolle som Langdon. Bedre end i Da Vinci Code, men den havde også et par fordele i Alfred Molina, Paul Bettany og ikke mindst Ian McKellen til at levere veloplagt spil. Engle og Dæmoner skal i langt højere grad bæres frem af Hanks og Zurer, og deres spil er ærligt talt ikke sindssygt medrivende. Gode, stabile skuespillere som Ewan McGregor, Stellan Skarsgård og Armin Müller-Stahl kan ikke hjælpe dem. Det er deres roller for små til.
Og så er lokalpatriotismen sikret med Thure Lindhardt og Nicolai Lie Kaas. Gør de det godt? Det skal vi jo synes de gør, selv om jeg unægteligt krummede tæer et par gange over den lidt mislykkede accent. Måske hører jeg bare det danske islæt, fordi jeg er dansker. Det udelukker jeg ikke. Men hører jeg det altså. Nicolai Lie Kaas gør det bedst og virker ubehageligt komfortabel i rollen som lejemorder. Men man ser meget mere til Thure Lindhardt i rollen som schweizergarde. Han klarer det okay, men modsat forstår man også godt, hvorfor han blev vraget til rollen som Silas i forgængeren.
Historien om kirkens forsøg på at skjule sandheden for offentligheden og den interne korruption i Vatikanet kører helt som det skal, selv om Langdon denne gang ikke har kirken som den umiddelbare fjende, fordi mysteriet denne gang ikke et direkte angreb, der undergraver selve kirkens fundament. Tværtimod skal Langdon redde Vatikanet fra et terrorangreb, der har sit udspring i den hemmelige gruppe Illuminati (de oplyste). Kritikken udebliver dog ikke, når Hanks oplyser om, at Illuminati blev ekstreme, da kirken forsøgte at tilintetgøre dem for århundreder siden. Og den grundlæggende, evige strid mellem videnskab og tro er så afgjort heller ikke til at tage fejl af.
En noget rodet omgang, når Langdon raser fra den ene oppumpede og noget teatralske og overdramatiserede scene til den næste, men Hanks er trods alt mere solid som Langdon denne gang, og det hele er faktisk rimelig underholdning at bruge tid på. Det er dog tvivlsomt, om man er gået glip af så meget, hvis man lader være.
Det virker rodet, og skuespillet hjælper faktisk ikke så meget, fordi Tom Hanks stadig er noget stiv i rolle som Langdon. Bedre end i Da Vinci Code, men den havde også et par fordele i Alfred Molina, Paul Bettany og ikke mindst Ian McKellen til at levere veloplagt spil. Engle og Dæmoner skal i langt højere grad bæres frem af Hanks og Zurer, og deres spil er ærligt talt ikke sindssygt medrivende. Gode, stabile skuespillere som Ewan McGregor, Stellan Skarsgård og Armin Müller-Stahl kan ikke hjælpe dem. Det er deres roller for små til.
Og så er lokalpatriotismen sikret med Thure Lindhardt og Nicolai Lie Kaas. Gør de det godt? Det skal vi jo synes de gør, selv om jeg unægteligt krummede tæer et par gange over den lidt mislykkede accent. Måske hører jeg bare det danske islæt, fordi jeg er dansker. Det udelukker jeg ikke. Men hører jeg det altså. Nicolai Lie Kaas gør det bedst og virker ubehageligt komfortabel i rollen som lejemorder. Men man ser meget mere til Thure Lindhardt i rollen som schweizergarde. Han klarer det okay, men modsat forstår man også godt, hvorfor han blev vraget til rollen som Silas i forgængeren.
Historien om kirkens forsøg på at skjule sandheden for offentligheden og den interne korruption i Vatikanet kører helt som det skal, selv om Langdon denne gang ikke har kirken som den umiddelbare fjende, fordi mysteriet denne gang ikke et direkte angreb, der undergraver selve kirkens fundament. Tværtimod skal Langdon redde Vatikanet fra et terrorangreb, der har sit udspring i den hemmelige gruppe Illuminati (de oplyste). Kritikken udebliver dog ikke, når Hanks oplyser om, at Illuminati blev ekstreme, da kirken forsøgte at tilintetgøre dem for århundreder siden. Og den grundlæggende, evige strid mellem videnskab og tro er så afgjort heller ikke til at tage fejl af.
En noget rodet omgang, når Langdon raser fra den ene oppumpede og noget teatralske og overdramatiserede scene til den næste, men Hanks er trods alt mere solid som Langdon denne gang, og det hele er faktisk rimelig underholdning at bruge tid på. Det er dog tvivlsomt, om man er gået glip af så meget, hvis man lader være.
26/05-2009
