Barndommens rædsler
4.0
Bør man fortælle en 12-årig dreng om onde mennesker, der kidnapper små børn og stjæler deres organer? Instruktøren Claude Miller har lavet en film om, hvor galt det kan gå, når et barn bliver forsømt og lider under forældrenes egne problemer.
Nicolas (Clèment van der Bergh) skal på skiskole med klassen. Faren (Francois Roy) vil ikke lade Nicolas køre i bus med resten af eleverne, så de kører selv derop. Nicolas, der er indesluttet og nervøs, føler sig derved endnu mere uden for fællesskabet end før. En yderligere belastende faktor er, at Nicolas glemmer sin bagage i bilen. Nicolas må låne en pyjamas og det gør ham endnu mere ked af det, da han har problemer med at tisse i sengen. Alle regner med, at faren vil vende tilbage med bagagen den næste dag, men han dukker aldrig op og ingen ved, hvor han er. Nicolas' nervøsitet øges og mareridtene begynder. Spændingen bygges langsomt op, samtidig med at alt bare bliver mere og mere dystert.
Når drøm bliver til virkelighed
Flashbacks og dramatiske fantasi-sekvenser bliver en del af filmen og disse billeder taler deres eget tydelige sprog og klargør nogle ting i forholdet mellem drengen og hans far. Det virker utroligt stærkt, når Miller i enkelte scener indfanger små ting og tegn, som bidrager til vores forståelse af filmen og øger vores forståelse for, hvad det er der sker med Nicolas. Filmens mest centrale og rammende bemærkning kommer fra den lille dreng, men skal ikke afsløres her, for den fungerer igen som et lille fingerpeg og gør derved slutningen endnu mere rørende og barsk. Men det skal opleves, så lyt efter når Nicolas kører i bil med sin lærer Patrick.
Dialogen er enkel ligesom skuespillet, og derved bliver de meget uhyggelige og voldsomme fantasier og drømme desto mere effektive. Skuespillet er godt over hele linjen, og det er utrolig let at føle med Nicolas og lide sammen med ham. Det er altid lidt mere forfærdeligt, når et barn har ondt, og det er svært ikke at blive fuldstændig opslugt af denne franske thriller.
"Klasseturen" er en hel og berigende oplevelse. Selvom den forløber meget stille og roligt - dog afbrudt af de dramatiske drømmesekvenser - så er stemningen altid intens og spændingen er vedholdende. Fordi en del af filmens åbenbaringer kommer via antydninger og symboler, og fordi der hele vejen igennem langsomt åbnes op for en smule mere af sandheden, så forbliver "Klasseturen" vedkommende og man føler, at den konstant er på sit højdepunkt. "Klasseturen" er en dejlig og smuk film, som efterlader dig ganske overvældet og "mæt". Og selvom drømme og fantasier fylder meget, har virkeligheden altid overtaget, og den får også det sidste ord.
Nicolas (Clèment van der Bergh) skal på skiskole med klassen. Faren (Francois Roy) vil ikke lade Nicolas køre i bus med resten af eleverne, så de kører selv derop. Nicolas, der er indesluttet og nervøs, føler sig derved endnu mere uden for fællesskabet end før. En yderligere belastende faktor er, at Nicolas glemmer sin bagage i bilen. Nicolas må låne en pyjamas og det gør ham endnu mere ked af det, da han har problemer med at tisse i sengen. Alle regner med, at faren vil vende tilbage med bagagen den næste dag, men han dukker aldrig op og ingen ved, hvor han er. Nicolas' nervøsitet øges og mareridtene begynder. Spændingen bygges langsomt op, samtidig med at alt bare bliver mere og mere dystert.
Når drøm bliver til virkelighed
Flashbacks og dramatiske fantasi-sekvenser bliver en del af filmen og disse billeder taler deres eget tydelige sprog og klargør nogle ting i forholdet mellem drengen og hans far. Det virker utroligt stærkt, når Miller i enkelte scener indfanger små ting og tegn, som bidrager til vores forståelse af filmen og øger vores forståelse for, hvad det er der sker med Nicolas. Filmens mest centrale og rammende bemærkning kommer fra den lille dreng, men skal ikke afsløres her, for den fungerer igen som et lille fingerpeg og gør derved slutningen endnu mere rørende og barsk. Men det skal opleves, så lyt efter når Nicolas kører i bil med sin lærer Patrick.
Dialogen er enkel ligesom skuespillet, og derved bliver de meget uhyggelige og voldsomme fantasier og drømme desto mere effektive. Skuespillet er godt over hele linjen, og det er utrolig let at føle med Nicolas og lide sammen med ham. Det er altid lidt mere forfærdeligt, når et barn har ondt, og det er svært ikke at blive fuldstændig opslugt af denne franske thriller.
"Klasseturen" er en hel og berigende oplevelse. Selvom den forløber meget stille og roligt - dog afbrudt af de dramatiske drømmesekvenser - så er stemningen altid intens og spændingen er vedholdende. Fordi en del af filmens åbenbaringer kommer via antydninger og symboler, og fordi der hele vejen igennem langsomt åbnes op for en smule mere af sandheden, så forbliver "Klasseturen" vedkommende og man føler, at den konstant er på sit højdepunkt. "Klasseturen" er en dejlig og smuk film, som efterlader dig ganske overvældet og "mæt". Og selvom drømme og fantasier fylder meget, har virkeligheden altid overtaget, og den får også det sidste ord.
19/11-2018
