En film mellem Tarkovskij og Pasolini

Det er måske for tidligt at tale om filmen, da jeg netop kommer fra biografen, men føler alligevel jeg har nogle ting jeg må sige. Jeg er godt klar over at filmen (formentlig) vil vokse lidt i mig i løbet af de næste par dage, men jeg har alligevel en lidt tam fornemmelse lige nu. Jeg havde visse forventninger til filmen inden jeg gik ind for at se den, foranlediget af al den omtale om dens grumheder og skønheder. Den tamme fornemmelse består i at intet af den vitalitet, jeg forventede, var tilstede i filmen. Det var lidt ligesom at spise gourmet mad der var dårligt tilbedredt. Filmen stiller sig et sted mellem Tarkovskij og Pasolini, men evner ikke Tarkovskij organiske skønheder eller Pasonlinis sadistiske brutalitet (Jeg tænker her særligt på "Spejlet" og "Stalker" af Tarkovskij, og "Salo" af Pasolini, som tydeligt ligger under "Antichrist"'s overfalde). De danske anmeldere taler om hvor original og "ny" denne filmen er, som noget der aldrig er set før, men min påstand er så den at de aldrig at se nævnte film. Det føltes lidt som at "nøjes" med "Antichrist", når man har oplevet de før nævnte film. Filmen er jo også tilegnet Tarkovskij (hvilket er godt, for det får forhåbentlig flere folk til at se Tarkovskijs film), men det er for tydeligt at mærke at von Trier ikke er Tarkovskij, men frygtelig gerne ville være ham. "Forbrydelsens element", "Europa" og tvfilmen "Medea" bærer i høj præg af Tarkovskijs indflydelse, og det skal "Antichrist" alligevel have, at den alligevel formår at beside lidt von Trierskhed. Min pointe er sådan set bare at det "Antichrist" tilbyde, kan man få med større vitalitet, elegance og kunstnerisk genialitet hos Tarkovskij og Pasoloni. Men alt i alt en fin film, som desværre, og jeg mener desværre, ikke har og nok ikke vil sætte sig særligt dybe spor i mig.