Dickens på amerikansk
3.0
Lasse Hallströms "Æblemostreglementet" er en af de bedre John Irving-filmatiseringer. Det gør den dog ikke til andet end et middelmådigt bekendtskab.
Der er unægtelig et anstrøg af stor episk fortælling over Lasse Hallströms "Æblemostreglementet". Der kan næppe heller være tvivl om, at John Irving har læst en del Dickens-bøger, før han skrev den roman, der danner grundlag for filmen. Den har næsten alle ingredienser fra et Dickens-univers: den forældreløse dreng, plejehjemmet og dannelsesrejsen, der skal give drengen hård hud på kroppen og gøre ham voksen. Hvis det ikke lige var, fordi vi befandt os i 30'ernes og 40'ernes Amerika, kunne man nemt foranlediges til at tro, vi var tilbage i victoriatidens London.
Livslektioner
Den forældreløse dreng er her Homer Wells (Tobey Maguire), mens plejehjemmet er St. Clouds hospital for forældreløse børn. Ledet af den kontroversielle, men kærlige Dr. Wilbur Larch (Michael Caine) og hans stab af moderlige sygeplejesker, udgør stedet et passende erstatningshjem for børnene. Homer længes dog væk fra denne beskyttede tilværelse og vil ud i den store verden. Muligheden melder sig, da et ungt par, Wally og Candy (Paul Rudd og Charlize Theron), skal forlade hospitalet, efter hun har fået en abort. Homer får arbejde på Wallys æbleplantage sammen med en gruppe sorte plukkere og konfronteres med livets problemer og goder for første gang.
Han møder konfrontationerne med et barns naive nysgerrighed og en god portion uspoleret medmenneskelighed. Det gør ham meget sårbar, og han får sig efterhånden nogle lærerige livslussinger. Blandt andet indleder han et problematisk kærlighedsforhold til Candy, der ophører, da Wally vender såret tilbage fra krigen. Da Dr. Larch dør, erkender Homer, at hans hjem er St. Cloud, og med sin nyerhvervede livserfaring vender han tilbage for at tage over, hvor Larch slap.
Køn, men kedelig
Den umiddelbare charme ved Lasse Hallströms "Æblemostreglementet" ligger i dens afdæmpede stil til trods for de storladne temaer, der tages fat på. I et sindigt tempo afleverer han denne universelle lektion i medmenneskelighed - en episk fortælling om en drengs vej mod voksenalderen. Han understøttes af en velvalgt gruppe skuespillere, og specielt den unge Tobey Maguire er et næsten perfekt til rollen som Homer.
Desværre fortager charmen sig, når det går op for én, at filmen bag sin sympatiske facade ikke har noget særligt at byde på. De almengyldige temaer bliver på en gang filmens succesgaranti, sikkerhedsnet og sovepude. Man kan diskutere til Mikkelsdag, hvorvidt der ikke er mere gods i Irvings bog, eller om det er Hallström, der simplificerer det hele for at gøre historien mere spiselig. Faktum er, at filmen, mens den står på, har en umiddelbart tiltalende kvalitet over sig, fordi den ikke er anmassende, men når lyset tændes, afslører den sig som en noget tom og lumsk kedelig sag.
Der er unægtelig et anstrøg af stor episk fortælling over Lasse Hallströms "Æblemostreglementet". Der kan næppe heller være tvivl om, at John Irving har læst en del Dickens-bøger, før han skrev den roman, der danner grundlag for filmen. Den har næsten alle ingredienser fra et Dickens-univers: den forældreløse dreng, plejehjemmet og dannelsesrejsen, der skal give drengen hård hud på kroppen og gøre ham voksen. Hvis det ikke lige var, fordi vi befandt os i 30'ernes og 40'ernes Amerika, kunne man nemt foranlediges til at tro, vi var tilbage i victoriatidens London.
Livslektioner
Den forældreløse dreng er her Homer Wells (Tobey Maguire), mens plejehjemmet er St. Clouds hospital for forældreløse børn. Ledet af den kontroversielle, men kærlige Dr. Wilbur Larch (Michael Caine) og hans stab af moderlige sygeplejesker, udgør stedet et passende erstatningshjem for børnene. Homer længes dog væk fra denne beskyttede tilværelse og vil ud i den store verden. Muligheden melder sig, da et ungt par, Wally og Candy (Paul Rudd og Charlize Theron), skal forlade hospitalet, efter hun har fået en abort. Homer får arbejde på Wallys æbleplantage sammen med en gruppe sorte plukkere og konfronteres med livets problemer og goder for første gang.
Han møder konfrontationerne med et barns naive nysgerrighed og en god portion uspoleret medmenneskelighed. Det gør ham meget sårbar, og han får sig efterhånden nogle lærerige livslussinger. Blandt andet indleder han et problematisk kærlighedsforhold til Candy, der ophører, da Wally vender såret tilbage fra krigen. Da Dr. Larch dør, erkender Homer, at hans hjem er St. Cloud, og med sin nyerhvervede livserfaring vender han tilbage for at tage over, hvor Larch slap.
Køn, men kedelig
Den umiddelbare charme ved Lasse Hallströms "Æblemostreglementet" ligger i dens afdæmpede stil til trods for de storladne temaer, der tages fat på. I et sindigt tempo afleverer han denne universelle lektion i medmenneskelighed - en episk fortælling om en drengs vej mod voksenalderen. Han understøttes af en velvalgt gruppe skuespillere, og specielt den unge Tobey Maguire er et næsten perfekt til rollen som Homer.
Desværre fortager charmen sig, når det går op for én, at filmen bag sin sympatiske facade ikke har noget særligt at byde på. De almengyldige temaer bliver på en gang filmens succesgaranti, sikkerhedsnet og sovepude. Man kan diskutere til Mikkelsdag, hvorvidt der ikke er mere gods i Irvings bog, eller om det er Hallström, der simplificerer det hele for at gøre historien mere spiselig. Faktum er, at filmen, mens den står på, har en umiddelbart tiltalende kvalitet over sig, fordi den ikke er anmassende, men når lyset tændes, afslører den sig som en noget tom og lumsk kedelig sag.
19/11-2018
