Tidsrejser - jetlag for viderekomne
5.0
Terry Gilliam, den enlige amerikaner i Monty Python, har endnu engang skabt en film, der vil blive bedre og bedre for hver gang, man ser den
På forhånd kunne man godt frygte, at Hollywood havde tilranet sig kontrollen over "12 Monkeys", når man så rollelisten: Bruce Willis, Madeleine Stowe og Brad Pitt. Godt nok har både Willis og Pitt med tiden vist, at de faktisk er ganske glimrende skuespillere, når de får lov til at spille andet end henholdsvis barsk helt og jeans-reklame, men Bruce Willis ansigtsudtryk på filmplakaten hører absolut til kategorien "barsk filmhelt".
Foromtalen på "12 Monkeys" lød også vel meget som en science-fiction/actionfilm: Bruce Willis bliver sendt tilbage fra fremtiden for at redde de 99 procent af jordens befolkning, der ellers vil dø af en mystisk virus i 1997. Men skindet kan som bekendt bedrage, filmplakater og foromtaler kan fortælle halve eller kvarte sandheder, og Terry Gilliam kan simpelthen ikke nøjes med at lave en ordinær film.
Filmens historie er, at 99 procent af jordens befolkning er blevet udslettet af en virus i 1997. De overlevende har søgt tilflugt under jorden, hvor de bogstavelig talt lever under trange kår. Samfundet ledes af en gruppe videnskabsmænd, der forsøger at finde en kur mod den frygtede virus, så menneskene igen kan vende tilbage til overfladen. James Cole (Bruce Willis) bliver "overtalt" til at melde sig frivilligt til en farlig mission: Han skal sendes tilbage til 1997 og finde grundstammen til virussen, således at forskerne kan lave en modvirus.
Det går ikke helt som planlagt - tidsrejser er stadig en eksperimental videnskab - så Cole ender i 1990. Og bliver prompte smidt ind på den lukkede afdeling, da han prøver at forklare at nutiden slet ikke er nutiden, men derimod fortiden, og at 99 procent af jordens befolkning vil blive udryddet, tilsættes han omgående en massiv dosis psykofarmika. På sindsygehospitalet møder han bl.a. den rablende gale Jeffrey Goines (Brad Pitt) og psykologen Katherine Railly (Madeleine Stowe), førstnævnte prøver at hjælpe ham med at flygte, mens hun bare prøver at forstå ham (hun interesserer sig for dommedagsprofeter).
Fremtiden henter Cole tilbage og prøver igen at få sendt ham til det rigtige år - desværre ender han denne gang midt i Første Verdenskrig. Først i tredie forsøg lykkes det få ham til 1997, hvor han kommer på sporet af en militant dyreværnsgruppe, "The Army of the 12 Monkeys", som videnskabsmændene i fremtiden mener stod bag udspredelsen af virussen. Gruppen bliver ledet af ingen ringere end ... Jeffrey Goines, der nok er gal, men også en karismatisk leder og er søn af en berømt virulog, der har skabt en meget grim virus.
Han møder også Katherine Railly igen - nu begynder hun at tro på ham, mens han selv begynder at tvivle på den - måske er han alligevel bare sindsyg? Og så er vi nået til det punkt i historien, hvor anmelderen skal til at lade være med at afsløre for meget.
Tidens uberegnelighed
Indtil nu kunne det godt "bare" være en science-fictionfilm med en god historie, men når man kombinerer Terry Gilliam med manuskriptforfatteren David Webb Peoples (der også har skrevet manus til "Blade Runner") får man mere end bare standardvaren. For det første er Bruce Willis ikke den sædvanlige Bruce Willis - nok er han en ensom skikkelse oppe mod en voldsom overmagt (historiens fastlagte gang og en verden der tror, han er rablende gal), men han er også snotforvirret og i perioder dopet så massivt, at han egentlig helst bare vil nøjes med at sidde og savle. For det andet, er tidsrejser ikke helt så ukomplicerede, som man måske kunne tro udfra "Back to the future"- eller "Terminator"-filmene - ikke alene ender man ofte i det forkerte år(ti), men hvordan ved man, om man allerede har været der før?
Desuden får vi så også noget af den bedste scenografi siden "Brazil" og "Blade Runner", den er måske ikke så iøjnefaldende som nogen af disse, men når man bagefter tænker over den, opdager man, hvor gennemført den er.
Som nævnt tidligere har både Bruce Willis og Brad Pitt det med at blive typecastet, men begge spiller til dels mod deres stereotyper i "12 Monkeys" - og de gør det begge rigtig godt. Madeleine Stowe er mere intetsigende, hun har simpelthen ikke nogen særlig spændende rolle at arbejde med.
"12 Monkeys" er en film af "Blade Runner"-kaliber - allerede to dage efter at have set den har jeg lyst til at se den igen ... og igen - og jeg er overbevist om, at den vil blive bedre ved hvert gennemsyn.
På forhånd kunne man godt frygte, at Hollywood havde tilranet sig kontrollen over "12 Monkeys", når man så rollelisten: Bruce Willis, Madeleine Stowe og Brad Pitt. Godt nok har både Willis og Pitt med tiden vist, at de faktisk er ganske glimrende skuespillere, når de får lov til at spille andet end henholdsvis barsk helt og jeans-reklame, men Bruce Willis ansigtsudtryk på filmplakaten hører absolut til kategorien "barsk filmhelt".
Foromtalen på "12 Monkeys" lød også vel meget som en science-fiction/actionfilm: Bruce Willis bliver sendt tilbage fra fremtiden for at redde de 99 procent af jordens befolkning, der ellers vil dø af en mystisk virus i 1997. Men skindet kan som bekendt bedrage, filmplakater og foromtaler kan fortælle halve eller kvarte sandheder, og Terry Gilliam kan simpelthen ikke nøjes med at lave en ordinær film.
Filmens historie er, at 99 procent af jordens befolkning er blevet udslettet af en virus i 1997. De overlevende har søgt tilflugt under jorden, hvor de bogstavelig talt lever under trange kår. Samfundet ledes af en gruppe videnskabsmænd, der forsøger at finde en kur mod den frygtede virus, så menneskene igen kan vende tilbage til overfladen. James Cole (Bruce Willis) bliver "overtalt" til at melde sig frivilligt til en farlig mission: Han skal sendes tilbage til 1997 og finde grundstammen til virussen, således at forskerne kan lave en modvirus.
Det går ikke helt som planlagt - tidsrejser er stadig en eksperimental videnskab - så Cole ender i 1990. Og bliver prompte smidt ind på den lukkede afdeling, da han prøver at forklare at nutiden slet ikke er nutiden, men derimod fortiden, og at 99 procent af jordens befolkning vil blive udryddet, tilsættes han omgående en massiv dosis psykofarmika. På sindsygehospitalet møder han bl.a. den rablende gale Jeffrey Goines (Brad Pitt) og psykologen Katherine Railly (Madeleine Stowe), førstnævnte prøver at hjælpe ham med at flygte, mens hun bare prøver at forstå ham (hun interesserer sig for dommedagsprofeter).
Fremtiden henter Cole tilbage og prøver igen at få sendt ham til det rigtige år - desværre ender han denne gang midt i Første Verdenskrig. Først i tredie forsøg lykkes det få ham til 1997, hvor han kommer på sporet af en militant dyreværnsgruppe, "The Army of the 12 Monkeys", som videnskabsmændene i fremtiden mener stod bag udspredelsen af virussen. Gruppen bliver ledet af ingen ringere end ... Jeffrey Goines, der nok er gal, men også en karismatisk leder og er søn af en berømt virulog, der har skabt en meget grim virus.
Han møder også Katherine Railly igen - nu begynder hun at tro på ham, mens han selv begynder at tvivle på den - måske er han alligevel bare sindsyg? Og så er vi nået til det punkt i historien, hvor anmelderen skal til at lade være med at afsløre for meget.
Tidens uberegnelighed
Indtil nu kunne det godt "bare" være en science-fictionfilm med en god historie, men når man kombinerer Terry Gilliam med manuskriptforfatteren David Webb Peoples (der også har skrevet manus til "Blade Runner") får man mere end bare standardvaren. For det første er Bruce Willis ikke den sædvanlige Bruce Willis - nok er han en ensom skikkelse oppe mod en voldsom overmagt (historiens fastlagte gang og en verden der tror, han er rablende gal), men han er også snotforvirret og i perioder dopet så massivt, at han egentlig helst bare vil nøjes med at sidde og savle. For det andet, er tidsrejser ikke helt så ukomplicerede, som man måske kunne tro udfra "Back to the future"- eller "Terminator"-filmene - ikke alene ender man ofte i det forkerte år(ti), men hvordan ved man, om man allerede har været der før?
Desuden får vi så også noget af den bedste scenografi siden "Brazil" og "Blade Runner", den er måske ikke så iøjnefaldende som nogen af disse, men når man bagefter tænker over den, opdager man, hvor gennemført den er.
Som nævnt tidligere har både Bruce Willis og Brad Pitt det med at blive typecastet, men begge spiller til dels mod deres stereotyper i "12 Monkeys" - og de gør det begge rigtig godt. Madeleine Stowe er mere intetsigende, hun har simpelthen ikke nogen særlig spændende rolle at arbejde med.
"12 Monkeys" er en film af "Blade Runner"-kaliber - allerede to dage efter at have set den har jeg lyst til at se den igen ... og igen - og jeg er overbevist om, at den vil blive bedre ved hvert gennemsyn.
19/11-2018
