Med mikrochippen galt i halsen

Så er de her igen - de store, buldrende amerikanske sommerblockbusters friskt leveret fra verdens førende filmfabrik, Hollywood. Vi ved de vil være her hvert år mens det store cirkulerende møllehjul kaldet ’filmmediet’ går sin gang. Og vi ved inderst inde godt, at verden ville være et fattigere sted uden dem. Vi ved i det hele taget en hel masse om de amerikanske Hollywood-film, der særligt har det med at belejre de danske biografer gennem årets tre primære sommermåneder - og alligevel er det forunderlig svært at forberede sig på årets fuser, når først den gør sin entré. Det gør den så nu, med hovedet først i babybassinet, og navnet er ’Terminator Salvation’.

For lige at nå kort rundt om hovedingredienserne i McG’s (….) makværk: Historien, der i forvejen ikke er noget scoop, mangler rytme. Klipningen er så forbandet sjusket, at langt de fleste scener enten er for hastigt eller al for sent klippet. Desuden er ’påfundene’ (hvis man da kan kalde ukreative videretænkninger af i forvejen gennemtænkt materiale for det) uoriginale så det basker, og de facehugger-inspirerede maskinparasitter må stå øverst blandt årets film-tyvekoster. Det rå, mareridtsagtige industrielle kaos-look fra rygraden af de to første film har også fået en tur i kødkværnen - tre fjerdedele af affæren står den på knastørre prærielandskaber med sønderrevne satellitter og et par røgskyer i horisonten.

Som sidste krølle på halen findes Christian Bale og hans hæse, truende stemme. Manden lyder mest af alt som én, der fra første scene har fået en knytnæve i maven, og i den resterende tid forsøger at genfinde luften. At selv filmens eneste basale kvalitetsgaranti, dens anker og dens samlingspunkt, svigter, sætter sidste streg under det faktum, at alt simpelthen bare går galt i ’Terminator Salvation’.