Toer uden fokus
3.0
Anden del af Jean-Francois Richets store portræt af den franske gangster Jacques Mesrine følger hovedpersonen op gennem 70'erne, til han bliver skudt af politiet i 1979. Efter begivenhederne i den første film er Mesrine nu en berømt og frygtet forbryder, og han fortsætter i samme fandenivoldske stil med fængselsflugter, bankrøverier og kidnapninger.
Det er så også filmens helt store problem, at den fortsætter i samme stil, for det føles ikke rigtig, som om der sker noget nyt. Toeren virker som én meget langstrakt dødsscene, efter at man i etteren har fået etableret hovedpersonen - og placeret ham et sted, hvor man godt ved, hvordan det ender. "L'Ennemi Public No 1" lægger heller ikke nyt til skildringen af Mesrine som person, men gentager mere eller mindre det portræt, man allerede fik i etteren. Der bliver bare føjet nye detaljer til hans absurde jagt på berømmelse, når han fx giver interview til Paris Match, udråber sig selv til Frankrigs svar på Rote Armee Fraktion og udgiver en pralende selvbiografi.
Filmen er også overraskende tynd i skildringen af de øvrige hovedpersoner - noget, der ellers var overbevisende i etteren. Men der kommer aldrig kød på Ludivine Sagnier i rollen som Mesrines sidste kæreste, og Mathieu Amalric har heller ikke meget at arbejde med som den anden berømte gangster, Mesrine får som makker. Vincent Cassel er derimod stadig overbevisende som Mesrine selv, og filmen har som etteren en virkelig flot visuel gengivelse af tiden. Når man er vant til at se Hollywood-film, er det fx morsomt at se mere virkelighedsnære biljagter med franske biler, der krøller sammen ved ethvert sammenstød.
Men desværre virker det altså, som om instruktør Richet har mistet overblikket og bare lirer en strøm af begivenheder fra Mesrines liv af. Uden at vælge ud og vinkle fortællingen med dem, som han ellers gjorde flot i den første film. Der er masser af dramatiske højdepunkter, men helheden virker noget ufokuseret i "L'Ennemi Public No 1". Når man lægger den sammen med den første film om Mesrine, får man dog stadig et glimrende, klart seværdigt gangsterportræt. Hvor toeren især bidrager med et kontroversielt billede af de metoder, politiet brugte til at få ram på hovedpersonen.
Det er så også filmens helt store problem, at den fortsætter i samme stil, for det føles ikke rigtig, som om der sker noget nyt. Toeren virker som én meget langstrakt dødsscene, efter at man i etteren har fået etableret hovedpersonen - og placeret ham et sted, hvor man godt ved, hvordan det ender. "L'Ennemi Public No 1" lægger heller ikke nyt til skildringen af Mesrine som person, men gentager mere eller mindre det portræt, man allerede fik i etteren. Der bliver bare føjet nye detaljer til hans absurde jagt på berømmelse, når han fx giver interview til Paris Match, udråber sig selv til Frankrigs svar på Rote Armee Fraktion og udgiver en pralende selvbiografi.
Filmen er også overraskende tynd i skildringen af de øvrige hovedpersoner - noget, der ellers var overbevisende i etteren. Men der kommer aldrig kød på Ludivine Sagnier i rollen som Mesrines sidste kæreste, og Mathieu Amalric har heller ikke meget at arbejde med som den anden berømte gangster, Mesrine får som makker. Vincent Cassel er derimod stadig overbevisende som Mesrine selv, og filmen har som etteren en virkelig flot visuel gengivelse af tiden. Når man er vant til at se Hollywood-film, er det fx morsomt at se mere virkelighedsnære biljagter med franske biler, der krøller sammen ved ethvert sammenstød.
Men desværre virker det altså, som om instruktør Richet har mistet overblikket og bare lirer en strøm af begivenheder fra Mesrines liv af. Uden at vælge ud og vinkle fortællingen med dem, som han ellers gjorde flot i den første film. Der er masser af dramatiske højdepunkter, men helheden virker noget ufokuseret i "L'Ennemi Public No 1". Når man lægger den sammen med den første film om Mesrine, får man dog stadig et glimrende, klart seværdigt gangsterportræt. Hvor toeren især bidrager med et kontroversielt billede af de metoder, politiet brugte til at få ram på hovedpersonen.
05/06-2009
