Redder ikke serien

3.0
Jeg tænkte 'åh nej', da jeg læste, at McG skulle instruere den fjerde Terminator-film. Fik pludselig højere forventninger, da den første trailer så spændende ud. Og resultatet er så, måske forudsigeligt, et sted midt imellem. En nogenlunde actionfilm, som underholder udmærket, men også er ganske forglemmelig.

I fjerde omgang Terminator er vi (omsider) helt inde i den sorte fremtid, hvor maskinerne har taget magten, og menneskene kæmper i små modstandslommer. "Terminator Salvation" foregår i tiden op til, at Arnold Schwarzenegger og Michael Biehn bliver sendt tilbage i tiden i etteren. John Connor er blevet voksen og er en væsentlig figur i den modstandsbevægelse, som planlægger et afgørende angreb på maskinernes hovedkvarter. Men maskinerne har selvfølgelig deres egne luskede planer.

"Terminator Salvation" indeholder nogle gevaldige plothuller, men det er på den anden side én af grundbetingelserne for serien - det der tidsrejse-halløj hænger simpelt hen ikke sammen. Her skal man dog lige sluge en kamel eller to, inklusive nogle ret fjollede detaljer. Som fx en terminator med bandana - tror den, den er i Vietnam, eller hvad? Men det bliver godt pakket ind i et overbevisende visuelt univers, masser af metal og ruiner i en dyster fremtid. Og actionscenerne, som der naturligvis er mange af, fungerer generelt glimrende.

McG skulle efter sigende bruge en del kræfter på at overtale Christian Bale til at tage hovedrollen som John Connor. Måske var det spild af energi, for selv om Bale selvfølgelig har noget af sin vanlige udstråling, har jeg sjældent set ham være så uvedkommende som her (men hans navn sælger jo nok billetter). Men det er selvsagt heller ikke en film med plads til det store skuespil - på den front er det kun Moon Bloodgood, der skiller sig lidt ud i en rolle som sej pilot-chick, som meget vel kan skaffe hende flere actionroller i fremtiden. Når man er gammel B-film-fan, er det nu også en fornøjelse at se Michael Ironside kommandere rundt med modstandsbevægelsen.

"Terminator Salvation" er en rimeligt underholdende gang actionhalløj med enkelte virkelig flotte scener og sjovt robotdesign. Men så heller ikke mere - i min bog er det den dårligste Terminator-film hidtil. Det bliver spændende at se, om den tjener penge nok, til at hele den planlagte nye trilogi kan blive til noget.
Terminator Salvation