Kedelig prinsesseromantik

2.0
Kostumedrama, der - som titlen antyder - handler om dronning Victorias ungdom og første tid som dronning af Storbritannien. Filmen begynder i hendes sene teenageår, hvor Victorias onkel, William IV, var døende, og flere fraktioner kæmpede om at få magten over den unge prinsesse. Én af opportunisterne var en anden onkel, Leopold I af Belgien, som sendte en nevø for at gøre kur - men ikke havde regnet med, at Victoria og den senere prins Albert faktisk ville forelske sig inderligt.

"The Young Victoria" er klart mest interessant i den første del, altså inden Victoria bliver kronet. Skildringen af det politiske spil er spændende, og man får et interessant glimt af det kludetæppe af ambitioner om politisk indflydelse, militær støtte og personlig magt, der fra alle retninger hiver i den unge prinsesse. Men efter hun har fundet sin Albert, viser det sig, at instruktør Jean-Marc Vallée hellere vil fortælle den store romantiske kærlighedshistorie, som da også har bund i virkeligheden. Den er bare også ret kedelig. Så kedelig, at Vallée har fundet det nødvendigt at peppe begivenhederne op med, at prinsen kaster sig ind foran en attentatmands kugle for at redde sin dronning. Det har bare ikke bund i virkeligheden, for godt nok var Victoria mål for flere attentater, men aldrig med Albert som selvopofrende redningsmand.

Efter en udmærket start glider "The Young Victoria" ud i ligegyldig romantik, inden den når frem til en slutning, der er usædvanligt fesen, fordi historien stopper så tidligt i hovedpersonernes liv. Under Victoria etablerede briterne sig som bekendt som verdens førende stormagt og kolonialiserede store dele af den tredje verden - den slags syntes jeg ville have været mere interessant at høre om end den kongelige romance, hvor sød den end var. Bagtanken med filmen har muligvis været at vise Victoria som et moderne kvindeligt forbillede, fordi hun som teenager bevarede hovedet koldt og ikke lod sig tryne helt af omgivelserne ... men det lykkes i så fald ikke specielt godt.

"The Young Victoria" er derudover et nydeligt produceret kostumedrama, hvor Emily Blunt og Rupert Friend også gør det udmærket i de to hovedroller. Blunt får ikke mindst givet Victoria noget pep og karakter, som er helt anderledes end de billeder af en gammel, kysebærende dame, Victoria normalt huskes som. Jim Broadbent har et par forrygende scener som William IV, og der er også udmærkede biroller til bl.a. Paul Bettany og Thomas Kretschmann. Men alt i alt er det her en temmelig ligegyldig gang royal romantik.
The Young Victoria