Filmkunst nano
5.0
Der skal ikke meget mere end 15-20 minutters færden i Lars von Trier minimalistiske manege til, før enhver skepsis er hægtet af vejen og man af hjertet fryder sig over sin ankomst til hans besynderlige filmunivers, ’Dogville’.
Meget længere tid tager det ikke at acceptere, at skuespillerne på skærmen alle befinder sig i et aflukket filmstudie, og at filmen med et helt bevidst drillelystent overlæg forsøger at bilde os ind, at filmstudiet i stedet er en landsby udgjort af kridtstreger og sætvise teaterdekorationer. Med andre ord har man her accepteret hvilken forunderlig og naturligvis fuldkommen uvant størrelse ’Dogville’ er - og så er det selvfølgelig her filmen tager form. For hvem er hende den mystiske kvinde, Grace, der kommer til byen med gangstere i hælene? Hvem gemmer der sig i virkeligheden bag byens filosof, Tom, der fra starten synes gådefuld i sin selvhævdede integritet? Og hvordan har Lars von Trier dog i sinde at fylde sin spilletid ud med så lidt boltringsplads og så konceptuelt et udgangspunkt, når nu DVD-coveret angiver løjerne til at skulle stå på i 170 minutter?
Sandheden er at Lars von Trier har masser at udfylde sine mange stilistisk strenge minutter med. Den historie der i starten synes uhåndgribelig, viser sig lidt efter lidt at være så ekstremt klart og stærkt tænkt, at hele den mærkværdige Rudolf Steiner-kulisse langt snarere synes at blive en bagatel end en hovedattraktion i ’Dogville’. Og efterhånden som den tager form til en mere en besk og truende skikkelse, lister der sig et vist mareridtslignende slør henover den helt absurde konstallation - kridtstregerne, de amatøragtige set-dekorationer, ja selv John Hurt som filmens helt igennem hyggelige fortællerstemme forholder sig uændret gennem von Triers knap tre timer, men drejes alligevel over i en mere skinger og foruroligende grøft.
Det er svært at se hvor grænsen går mellem kunstner og historiefortæller i ’Dogville’. Havde Lars von Trier ikke haft en fængende historie og et perlespækket persongalleri til at pryde sit provokerende koncept med, så var filmen efter al sandsynlighed endt lige så tør og sej som dens i forvejen eksisterende første 5 minutter vækker bange anelser om. Var ’Dogville’ derimod foregået på standartfilmens præmisser og uden sin provokerende niche af mere end almindeligt sparsom arkitektur, så havde man muligvis stået tilbage med et solidt skuespillerbåren drama - uden den udefinerbare magi. I sidste ende er det ubalancen von Trier mestrer, som når han filmer 95 % af filmen som vilkårlige dogme-optagelser og lader den sidste del sætte resten i relief med et stilfuldt og altsigende oversigtsbillede. Hvor vægtskålen så tipper for det drilleriske og det dybtfølte, det splintrede og det sensitive er svært at svare på, men som stimulerende kunstværk med tvivlen som våben er ’Dogville’ helt sin egen.
Meget længere tid tager det ikke at acceptere, at skuespillerne på skærmen alle befinder sig i et aflukket filmstudie, og at filmen med et helt bevidst drillelystent overlæg forsøger at bilde os ind, at filmstudiet i stedet er en landsby udgjort af kridtstreger og sætvise teaterdekorationer. Med andre ord har man her accepteret hvilken forunderlig og naturligvis fuldkommen uvant størrelse ’Dogville’ er - og så er det selvfølgelig her filmen tager form. For hvem er hende den mystiske kvinde, Grace, der kommer til byen med gangstere i hælene? Hvem gemmer der sig i virkeligheden bag byens filosof, Tom, der fra starten synes gådefuld i sin selvhævdede integritet? Og hvordan har Lars von Trier dog i sinde at fylde sin spilletid ud med så lidt boltringsplads og så konceptuelt et udgangspunkt, når nu DVD-coveret angiver løjerne til at skulle stå på i 170 minutter?
Sandheden er at Lars von Trier har masser at udfylde sine mange stilistisk strenge minutter med. Den historie der i starten synes uhåndgribelig, viser sig lidt efter lidt at være så ekstremt klart og stærkt tænkt, at hele den mærkværdige Rudolf Steiner-kulisse langt snarere synes at blive en bagatel end en hovedattraktion i ’Dogville’. Og efterhånden som den tager form til en mere en besk og truende skikkelse, lister der sig et vist mareridtslignende slør henover den helt absurde konstallation - kridtstregerne, de amatøragtige set-dekorationer, ja selv John Hurt som filmens helt igennem hyggelige fortællerstemme forholder sig uændret gennem von Triers knap tre timer, men drejes alligevel over i en mere skinger og foruroligende grøft.
Det er svært at se hvor grænsen går mellem kunstner og historiefortæller i ’Dogville’. Havde Lars von Trier ikke haft en fængende historie og et perlespækket persongalleri til at pryde sit provokerende koncept med, så var filmen efter al sandsynlighed endt lige så tør og sej som dens i forvejen eksisterende første 5 minutter vækker bange anelser om. Var ’Dogville’ derimod foregået på standartfilmens præmisser og uden sin provokerende niche af mere end almindeligt sparsom arkitektur, så havde man muligvis stået tilbage med et solidt skuespillerbåren drama - uden den udefinerbare magi. I sidste ende er det ubalancen von Trier mestrer, som når han filmer 95 % af filmen som vilkårlige dogme-optagelser og lader den sidste del sætte resten i relief med et stilfuldt og altsigende oversigtsbillede. Hvor vægtskålen så tipper for det drilleriske og det dybtfølte, det splintrede og det sensitive er svært at svare på, men som stimulerende kunstværk med tvivlen som våben er ’Dogville’ helt sin egen.
08/06-2009
