Don't be back
2.0
Mellem ’Terminator: Salvation’s bulder og brag prøver den ihærdigt at fortælle os noget så essentielt, om hvad der adskiller mand fra maskine, selvom hænderne er kreeret af beton, men hjertet af kød og blod.
Et dilemma som selv ikke Ridley Scotts science-fiction mesterværk, ’Blade Runner’, ynder at konkluderer på. Men blot fremviser en række hjertegribende eksempler på, hvordan det lige pludselig kan gøre ondt inden i, når en fabrikeret androide bliver skudt i ryggen og falder uskyldigt ned mod jorden. Eller når maskinen agerer menneskeligt og redder helten fra døden.
Det er store spørgsmål, som ’Terminator: Salvation’ forenkler og bruger som dramaturgisk dybde og springbræt. Eller lidt grovere sagt: som et pusterum mellem al den mekaniske nedslagtning af onde maskiner og robotter.
I ’Terminator 2’ prøver en ung Edward Furlong, at lære sin maskinelle livgarde at skelne mellem rigtigt og forkert, vores humanistiske moral, det som i bund og grund adskiller os fra dyret.
Det er en sjov indskydelse og et godt værktøj af James Cameroun at bruge. Det sætter tingene en smule i relief, når maskinen er i stand til at lære det, der adskiller den fra mennesket.
Men i ’Terminator: Salvation’ er det blot behandlet med vildfarelse af tunge klicheer som: ”Everybody deserves a second chance.” Vel og mærke sagt af vores hybrid, Marcus Wright (Sam Worthington), der har et hjerte af kød og blod, men indvolde bestående af ledninger og et skelet af panser.
Han skulle, hvis man nu har antaget det korrekt, være den originale skikkelse, der skulle udfylde Arnold Schwartzneggers sarkastiske terminator. Men det lykkedes aldrig rigtig for Sam Worthington at fylde det rum ud, særligt på grund af at mildest talt tamt manuskript, men også fordi, at hans karakter helt igennem prøver at være seriøs og dermed forkrampet om sin ulykkelige tilværelse.
Selvom det er filmens eneste originale indslag.
På den anden side, midt i al den skæbne betynget seriøsitet, vil ’Terminator: Salvation’ også gerne have et glimt i øjet, når Christian Bale blandt andet siger til sin potentielt kommende enke, ”Tell them… I’ll be back”. Før ville filmen helt igennem tages seriøst, som den store, kolossalt larmende betonklods af en film, den er.
Men i flere splitsekunder vil den også gerne referere og citere til de kendetegnende ting i de forrige Terminator-film. Det skaber en mærkværdig ubalance i oplevelsen af ’Terminator: Salvation’, og derfor bliver de alt for få vittigheder langt fra gennemført, men mere et benspænd for den iscenesatte stemning.
Det de tidligere Terminator film nemlig gjorde så godt – blandt andet ved gennemgående brug af synthezeisere – var at skabe en uvant dommedagsstemning, som dermed også skabte bindingslinjer til de monstrøse robotter. Men de ejede også en underfundig let på klædelig humor, der tog højden lidt af selvhøjtideligheden.
Stemningen i ’Terminator: Salvation’ er knap så godt ramt, i hvert fald rammer James Cameroun den apokalyptiske håbløshed bedre i toerens lille åbningsscene, hvor de menneskelige soldater nyttesløs bliver mejet ned af de skræmmende terminatore med de karismatiske røde robotøjne.
Men en ting gør ’Terminator: Salvation’ dog godt. Den larmer som en i helvede, men det er gennemført larm, der i bedste fald giver baghjul til sidste års Michael Bay monstrum, ’Transformers’. Mon ikke Bay slår ’Terminator: Salvation’ i at larme mest, når den næste ’Transformers’ får premiere.
Jeg tvivler ikke på det.
Er det her så en vellykket sommer-blockbuster? Det ydre levere den til bombastisk UG. Der er flere mageløse scener af gigantiske robotter, der med lige så store laserkanoner destruere op til flere køretøjer, store som små, i den ene enorme eksplosion efter den anden i al dens narrative forvirring. Eller at alle mænd er arvet og hæse, som havde de slugt utallige cigaretskoder.
På det punkt går ingen drengerøve tørstige hjem.
’Terminator: Salvation’ er en ganske habil oplevelse, men efter min mening er den alt for tung og seriøs nok til at favne om det vellykkede. Den buldre og brager som den skal, men den prøver også irriterende at sige noget med et gennemhullet og hult hjerte. Og det sænker standarden til skuffende middelmådighed. Det inkludere også i den grad en fattig præsterende Christian Bale, der bare ikke kan spille helhjertet helteroller.
Et dilemma som selv ikke Ridley Scotts science-fiction mesterværk, ’Blade Runner’, ynder at konkluderer på. Men blot fremviser en række hjertegribende eksempler på, hvordan det lige pludselig kan gøre ondt inden i, når en fabrikeret androide bliver skudt i ryggen og falder uskyldigt ned mod jorden. Eller når maskinen agerer menneskeligt og redder helten fra døden.
Det er store spørgsmål, som ’Terminator: Salvation’ forenkler og bruger som dramaturgisk dybde og springbræt. Eller lidt grovere sagt: som et pusterum mellem al den mekaniske nedslagtning af onde maskiner og robotter.
I ’Terminator 2’ prøver en ung Edward Furlong, at lære sin maskinelle livgarde at skelne mellem rigtigt og forkert, vores humanistiske moral, det som i bund og grund adskiller os fra dyret.
Det er en sjov indskydelse og et godt værktøj af James Cameroun at bruge. Det sætter tingene en smule i relief, når maskinen er i stand til at lære det, der adskiller den fra mennesket.
Men i ’Terminator: Salvation’ er det blot behandlet med vildfarelse af tunge klicheer som: ”Everybody deserves a second chance.” Vel og mærke sagt af vores hybrid, Marcus Wright (Sam Worthington), der har et hjerte af kød og blod, men indvolde bestående af ledninger og et skelet af panser.
Han skulle, hvis man nu har antaget det korrekt, være den originale skikkelse, der skulle udfylde Arnold Schwartzneggers sarkastiske terminator. Men det lykkedes aldrig rigtig for Sam Worthington at fylde det rum ud, særligt på grund af at mildest talt tamt manuskript, men også fordi, at hans karakter helt igennem prøver at være seriøs og dermed forkrampet om sin ulykkelige tilværelse.
Selvom det er filmens eneste originale indslag.
På den anden side, midt i al den skæbne betynget seriøsitet, vil ’Terminator: Salvation’ også gerne have et glimt i øjet, når Christian Bale blandt andet siger til sin potentielt kommende enke, ”Tell them… I’ll be back”. Før ville filmen helt igennem tages seriøst, som den store, kolossalt larmende betonklods af en film, den er.
Men i flere splitsekunder vil den også gerne referere og citere til de kendetegnende ting i de forrige Terminator-film. Det skaber en mærkværdig ubalance i oplevelsen af ’Terminator: Salvation’, og derfor bliver de alt for få vittigheder langt fra gennemført, men mere et benspænd for den iscenesatte stemning.
Det de tidligere Terminator film nemlig gjorde så godt – blandt andet ved gennemgående brug af synthezeisere – var at skabe en uvant dommedagsstemning, som dermed også skabte bindingslinjer til de monstrøse robotter. Men de ejede også en underfundig let på klædelig humor, der tog højden lidt af selvhøjtideligheden.
Stemningen i ’Terminator: Salvation’ er knap så godt ramt, i hvert fald rammer James Cameroun den apokalyptiske håbløshed bedre i toerens lille åbningsscene, hvor de menneskelige soldater nyttesløs bliver mejet ned af de skræmmende terminatore med de karismatiske røde robotøjne.
Men en ting gør ’Terminator: Salvation’ dog godt. Den larmer som en i helvede, men det er gennemført larm, der i bedste fald giver baghjul til sidste års Michael Bay monstrum, ’Transformers’. Mon ikke Bay slår ’Terminator: Salvation’ i at larme mest, når den næste ’Transformers’ får premiere.
Jeg tvivler ikke på det.
Er det her så en vellykket sommer-blockbuster? Det ydre levere den til bombastisk UG. Der er flere mageløse scener af gigantiske robotter, der med lige så store laserkanoner destruere op til flere køretøjer, store som små, i den ene enorme eksplosion efter den anden i al dens narrative forvirring. Eller at alle mænd er arvet og hæse, som havde de slugt utallige cigaretskoder.
På det punkt går ingen drengerøve tørstige hjem.
’Terminator: Salvation’ er en ganske habil oplevelse, men efter min mening er den alt for tung og seriøs nok til at favne om det vellykkede. Den buldre og brager som den skal, men den prøver også irriterende at sige noget med et gennemhullet og hult hjerte. Og det sænker standarden til skuffende middelmådighed. Det inkludere også i den grad en fattig præsterende Christian Bale, der bare ikke kan spille helhjertet helteroller.
09/06-2009
