It's a Wonderful Gameshow

2.0
Anders Matthesen har skrevet, instrueret og spiller selv hovedrollen som ejendomsmægleren Alex. Han har haft succes under boligboblen, men har investeret alle sine penge i en stjernedyr strandvejsvilla, som det nu er umuligt at komme af med. Blandt andet derfor er Alex stresset og urimelig og opfører sig dybt usympatisk op til den dag, hvor han kører galt og måske bliver dræbt. Måske, fordi han ender i en slags skærsild, hvor han får chancen for at bevise, at han er et godt menneske, og komme tilbage til livet.

"Sorte kugler" er skåret over en velkendt skabelon, der bl.a. kan spores tilbage til Dickens' "A Christmas Carol", og som på film har ført til Hollywood-klassikere som "Heaven Can Wait" og "It's a Wonderful Life". Her er den blot opdateret med, at skærsilden har form som et gameshow, hvor Alex scorer hhv. sorte og hvide kugler, afhængigt af hvordan han klarer sig i forskellige prøvelser.

På den måde bliver filmen delt op i et antal episoder, som egentlig ligger godt til Andens standup-stil med satiriske scener og hurtige replikker. Men selv om der absolut er sjove momenter, er det, som om filmen mangler lidt gnist. Satiren over parforhold og egoisme er ret banal, og det er slående, at alle filmens virkelig sjove øjeblikke faktisk er med i traileren. Og når historien til sidst twister og forsøger at lægge en mere alvorlig pointe oveni, virker det ude af trit med resten af filmen. Det bliver kun til en gang særdeles letkøbt feelgood inden den på alle måder lyserøde slutning.

"Sorte kugler" er en bundsympatisk film - hvem kan være uenig i, at man skal opføre sig ordentligt og huske at elske kone og barn? - men den er hverken sjov eller skarp nok. Jeg var skuffet, for jeg havde høje forventninger efter Andens flotte filmdebut i "Rene hjerter". Men tilsyneladende har Danmarks bedste standupper nået grænsen for sit ellers imponerende talent ved at tage fuldstændig kreativ kontrol over en film, inklusive at instruere sig selv. Og samtidig er jeg sikker på, at "Sorte kugler" kommer til at sælge masser af billetter, så man kan håbe, at Andens næste film bliver bedre, nu hvor han har øvet sig.
Sorte Kugler