Kaki-bukser og tropehjelm
3.0
"The Ghost and the Darkness" byder på elementær spænding, men også overspil og gammeldags holdninger
"The Ghost and the Darkness" er noget så sjældent som en gammeldags film. Ikke bare i handlingens tid, der er skruet tilbage til århundredeskiftet, men også i selve fortællingens indhold, der bringer minder om gamle jungle- og eventyrfilm. John Patterson (Val Kilmer), der faktisk er en skikkelse fra virkelighedens historiebøger, er én af det engelske imperiums dygtigste ingeniører. I kaki bukser og tropehjelm sendes han rundt i verden for at konstruere broer. Han er netop kommet hjem fra Indien, da hans perfide chef Beaumont (Tom Wilkinson) beordrer ham til Kenya, hvor hans hidtil sværeste opgave venter. Patterson, der altid har drømt om at besøge Afrika, forlader sin gravide kone og tager afsted.
Han ankommer til byggepladsen Tsavo, der betyder slagtested, hvor han får kommandoen over en stor skare afrikanske og indiske arbejdsmænd. Arbejdet forstyrres imidlertid af to menneskeædende løver - de indfødte kalder dem The Ghost (spøgelset) og The Darkness (mørket) - der tager sig den store frihed at æde en ganske betragtelig del af Pattersons mænd. Den erfarne storvildtjæger Remington (Michael Douglas) kommer til undsætning, men selv han, der har oplevet mange mærkelige ting, skræmmes af de to løvers blodtørst og evne til at forudsige menneskenes træk.
Douglas overspiller
Val Kilmer har gennem en årrække brillieret i mange forskellige roller, bl.a. Ice Man i "Top Gun" (1986), Jim Morrison i "The Doors" (1991), Doc Holliday i "Tombstone" (1993) og Elvis i "True Romance" (1993). Men rollen som Patterson er jævnt kedelig. Den engelske ingeniør er nemlig lidt af en småkedelig spejderdreng og er sådan set fuldstændig beskrevet efter kun fem-ti minutters tid. Det kan Val Kilmer dog ikke gøre for - sådan er rollen bare skrevet.
Michael Douglas, der også er producer på filmen, er derimod anderledes medskyldig i at gøre storvildtjægeren Remington til et irriterende bekendtskab. Fra første sekund han viser sit ansigt, gør Douglas sig skyldig i ekstremt forceret overspil. Han forsøger ganske enkelt at stjæle lærredet fra de andre skuespillere og historien som helhed, og det er meget, meget trættende. Det hjælper absolut, at han kun er med i filmens sidste halvdel.
Bedste skuespiller er faktisk Tom Wilkinson. Han er usvigelig sikker i sit portræt af den ondskabsfulde og sarkastiske Beaumont, som vi dog kun fornøjes af i få scener.
Næsten for storslået
Ungarnsk fødte William Zsigmond, der tidligere har været Director of Photography på så smukke film som f.eks. "Nærkontakt af tredie grad" (1977), "The Deer Hunter" (1978), "Heavens Gate" (1980) og "Forfængelighedens bål" (1990), har med stor erfaring arrangeret filmens visuelle udtryk. Hovedparten af "The Ghost and the Darkness" er optaget i Sydafrika, men der er også nogle imponerende naturoptagelser fra Kenya. Problemet er bare, at især byggepladsen og arbejdslejren, hvor det meste af filmen foregår, næsten er for iscenesat, for storslået. Man føler sig ikke rigtig hensat til Afrikas vildnis omkring århundredeskiftet, men derimod mere som tilskuer til en stor og flot opsat film-produktion.
Lugt af gamle Tarzan-film
Instruktøren Stephen Hopkins (bl.a. "Predator 2" (1990) og "Blown Away" (1994)) formår at formidle den elementære spænding, der ligger i Pattersons kamp med løverne, især fordi de to store hanløver på glimrende vis er visualiseret og levendegjort (man brugte i praksis fem forskellige løver under optagelserne). Og der er et par ret så rå og voldsomme scener, bl.a. én der indeholder Patterson, hans kone og et stk. løve. Men de mystiske overtoner af åndemaneri og primitiv religion lugter alt for meget af "Hollywood-pseudo-medicinmands-okkultisme" og gamle Tarzan-film.
For selvom "The Ghost and the Darkness" er en film om den vestlige civilisations dragen mod og kolonisering af en fremmedartet og fascinerende kultur, der har meget godt at tilbyde, men som også er en farlig og uhåndtérlig størrelse, hvis man ikke er varsom. Ja, så er det i sidste ende den fornuftige hvide mand med hjertet på det rette sted, der må klare ærterne for tusindvis af flygtende afrikanere og skabe ro og civiliseret orden. Det er lidt tankevækkende, at vi ikke er kommet videre.
"The Ghost and the Darkness" er noget så sjældent som en gammeldags film. Ikke bare i handlingens tid, der er skruet tilbage til århundredeskiftet, men også i selve fortællingens indhold, der bringer minder om gamle jungle- og eventyrfilm. John Patterson (Val Kilmer), der faktisk er en skikkelse fra virkelighedens historiebøger, er én af det engelske imperiums dygtigste ingeniører. I kaki bukser og tropehjelm sendes han rundt i verden for at konstruere broer. Han er netop kommet hjem fra Indien, da hans perfide chef Beaumont (Tom Wilkinson) beordrer ham til Kenya, hvor hans hidtil sværeste opgave venter. Patterson, der altid har drømt om at besøge Afrika, forlader sin gravide kone og tager afsted.
Han ankommer til byggepladsen Tsavo, der betyder slagtested, hvor han får kommandoen over en stor skare afrikanske og indiske arbejdsmænd. Arbejdet forstyrres imidlertid af to menneskeædende løver - de indfødte kalder dem The Ghost (spøgelset) og The Darkness (mørket) - der tager sig den store frihed at æde en ganske betragtelig del af Pattersons mænd. Den erfarne storvildtjæger Remington (Michael Douglas) kommer til undsætning, men selv han, der har oplevet mange mærkelige ting, skræmmes af de to løvers blodtørst og evne til at forudsige menneskenes træk.
Douglas overspiller
Val Kilmer har gennem en årrække brillieret i mange forskellige roller, bl.a. Ice Man i "Top Gun" (1986), Jim Morrison i "The Doors" (1991), Doc Holliday i "Tombstone" (1993) og Elvis i "True Romance" (1993). Men rollen som Patterson er jævnt kedelig. Den engelske ingeniør er nemlig lidt af en småkedelig spejderdreng og er sådan set fuldstændig beskrevet efter kun fem-ti minutters tid. Det kan Val Kilmer dog ikke gøre for - sådan er rollen bare skrevet.
Michael Douglas, der også er producer på filmen, er derimod anderledes medskyldig i at gøre storvildtjægeren Remington til et irriterende bekendtskab. Fra første sekund han viser sit ansigt, gør Douglas sig skyldig i ekstremt forceret overspil. Han forsøger ganske enkelt at stjæle lærredet fra de andre skuespillere og historien som helhed, og det er meget, meget trættende. Det hjælper absolut, at han kun er med i filmens sidste halvdel.
Bedste skuespiller er faktisk Tom Wilkinson. Han er usvigelig sikker i sit portræt af den ondskabsfulde og sarkastiske Beaumont, som vi dog kun fornøjes af i få scener.
Næsten for storslået
Ungarnsk fødte William Zsigmond, der tidligere har været Director of Photography på så smukke film som f.eks. "Nærkontakt af tredie grad" (1977), "The Deer Hunter" (1978), "Heavens Gate" (1980) og "Forfængelighedens bål" (1990), har med stor erfaring arrangeret filmens visuelle udtryk. Hovedparten af "The Ghost and the Darkness" er optaget i Sydafrika, men der er også nogle imponerende naturoptagelser fra Kenya. Problemet er bare, at især byggepladsen og arbejdslejren, hvor det meste af filmen foregår, næsten er for iscenesat, for storslået. Man føler sig ikke rigtig hensat til Afrikas vildnis omkring århundredeskiftet, men derimod mere som tilskuer til en stor og flot opsat film-produktion.
Lugt af gamle Tarzan-film
Instruktøren Stephen Hopkins (bl.a. "Predator 2" (1990) og "Blown Away" (1994)) formår at formidle den elementære spænding, der ligger i Pattersons kamp med løverne, især fordi de to store hanløver på glimrende vis er visualiseret og levendegjort (man brugte i praksis fem forskellige løver under optagelserne). Og der er et par ret så rå og voldsomme scener, bl.a. én der indeholder Patterson, hans kone og et stk. løve. Men de mystiske overtoner af åndemaneri og primitiv religion lugter alt for meget af "Hollywood-pseudo-medicinmands-okkultisme" og gamle Tarzan-film.
For selvom "The Ghost and the Darkness" er en film om den vestlige civilisations dragen mod og kolonisering af en fremmedartet og fascinerende kultur, der har meget godt at tilbyde, men som også er en farlig og uhåndtérlig størrelse, hvis man ikke er varsom. Ja, så er det i sidste ende den fornuftige hvide mand med hjertet på det rette sted, der må klare ærterne for tusindvis af flygtende afrikanere og skabe ro og civiliseret orden. Det er lidt tankevækkende, at vi ikke er kommet videre.
19/11-2018
