Feelings gets you killed
4.0
”Feelings gets you killed”, udtaler Virgil Cole tørt, der bliver spillet af en glimrende Ed Harris. Virgil Cole er revolvermand og sammen med sin højre hun Everett Hitch (Viggo Mortensen) tjener de til dagen af vejen, ved at håndhæve loven og fri diverse små bøndebyer fra lystdrevne banditter og skurke.
Vel og mærke med sit eget noble regelsæt, nuvel mere humanistisk godkendt end jungleloven, der ellers plejer at sætte dagsorden ude på den skånsesløse ørke.
Virgil og Everett er de bedste i deres fag, eller i hvert fald tæt på at være det. Som Cole siger det, så har han ikke mødt nogen, der er hurtigere end ham selv. Endnu. Men det ellers robuste bånd mellem den knasttørre og hårde Virgil Cole og den mere sympatisk moralist Everett Hitch lider et knæk, når hjerterdamen, Allison French, ankommer til byen, de to gunslinger har lovet, at rense fra banditten Bragg og hans koleriske slæng – der har et es eller to i ærmet, når det kommer til forbindelserne i Washington.
Virgil Cole er en hård revolvermand, men ikke noget godt socialiserende menneske. Og det får Everett at mærke, da Allison lige pludselig går ind som det tredjeled i to-kløveren. Cole bliver kulret og hovedkulds når Allison med sin spinkle, porcelæns stemme manipulere rundt med Cole.
Før i tiden var Cole vesten hurtigste mand. En mand der intet havde at tabe, men nu er blevet ubønhørligt sårbar. Everett skal gøre sit til, at holde makkeren på rette spor, ligesom han altid har skulle, når det er kommet til alle de andre ting her i livet, der ikke går ud på, hvem der trækker hurtigst.
På den måde kompensere de hinanden, på en dejlig underfundig, men også utrolig velmenende måde.
Og det er først og fremmest der, at Ed Harris’ klassiske westernværk, ’Appaloosa’, triumfere og viser en smule nytænkning i en ellers støvet og elsket genre.
Når den sortklædte mand for første gang (i formentlig hele hans liv) må lade sit våben sænke og lade den tilfangetaget skurk gå, da banditten står med pistolløbet rettet mod sin elskede, vækker der en flamme af ængstelig vrede og afmagt.
Derfor siger Everett ikke mange ord, men få rigtige, ved at lade Cole igangsætte sin vendetta til fods i den tørke ørken, mens Everett tager tilbage til byen efter heste.
”If you leave the narrow river, please leave a sign, so I can find you”, siger Everett inden han tager toget indtil byen. Cole svare ham ikke, men vader med faste skridt mod solnedgangen.
Det er benhårdt og umådelig blødt på samme tid. Og selvom der ikke er tale om stor kunst, så er det tilgengæld en bundsolid udførelse af et klassisk drama, der bare simpelthen fungere i hvert eneste sekund.
Virgil Cole er en glimrende karakter, mens Everett fungere godt som Coles bedre halvdel og joviale kompagnon. Et flot studie ind i den klassiske revolvermands deroute og fortabelse med kvinder og livet selv. Revolveren har nemlig ikke svaret på alt.
Vel og mærke med sit eget noble regelsæt, nuvel mere humanistisk godkendt end jungleloven, der ellers plejer at sætte dagsorden ude på den skånsesløse ørke.
Virgil og Everett er de bedste i deres fag, eller i hvert fald tæt på at være det. Som Cole siger det, så har han ikke mødt nogen, der er hurtigere end ham selv. Endnu. Men det ellers robuste bånd mellem den knasttørre og hårde Virgil Cole og den mere sympatisk moralist Everett Hitch lider et knæk, når hjerterdamen, Allison French, ankommer til byen, de to gunslinger har lovet, at rense fra banditten Bragg og hans koleriske slæng – der har et es eller to i ærmet, når det kommer til forbindelserne i Washington.
Virgil Cole er en hård revolvermand, men ikke noget godt socialiserende menneske. Og det får Everett at mærke, da Allison lige pludselig går ind som det tredjeled i to-kløveren. Cole bliver kulret og hovedkulds når Allison med sin spinkle, porcelæns stemme manipulere rundt med Cole.
Før i tiden var Cole vesten hurtigste mand. En mand der intet havde at tabe, men nu er blevet ubønhørligt sårbar. Everett skal gøre sit til, at holde makkeren på rette spor, ligesom han altid har skulle, når det er kommet til alle de andre ting her i livet, der ikke går ud på, hvem der trækker hurtigst.
På den måde kompensere de hinanden, på en dejlig underfundig, men også utrolig velmenende måde.
Og det er først og fremmest der, at Ed Harris’ klassiske westernværk, ’Appaloosa’, triumfere og viser en smule nytænkning i en ellers støvet og elsket genre.
Når den sortklædte mand for første gang (i formentlig hele hans liv) må lade sit våben sænke og lade den tilfangetaget skurk gå, da banditten står med pistolløbet rettet mod sin elskede, vækker der en flamme af ængstelig vrede og afmagt.
Derfor siger Everett ikke mange ord, men få rigtige, ved at lade Cole igangsætte sin vendetta til fods i den tørke ørken, mens Everett tager tilbage til byen efter heste.
”If you leave the narrow river, please leave a sign, so I can find you”, siger Everett inden han tager toget indtil byen. Cole svare ham ikke, men vader med faste skridt mod solnedgangen.
Det er benhårdt og umådelig blødt på samme tid. Og selvom der ikke er tale om stor kunst, så er det tilgengæld en bundsolid udførelse af et klassisk drama, der bare simpelthen fungere i hvert eneste sekund.
Virgil Cole er en glimrende karakter, mens Everett fungere godt som Coles bedre halvdel og joviale kompagnon. Et flot studie ind i den klassiske revolvermands deroute og fortabelse med kvinder og livet selv. Revolveren har nemlig ikke svaret på alt.
13/06-2009
