Being Charlie Kaufman
5.0
Charlie Kaufmans første film som instruktør er naturligvis en bizar sag. Den handler om en sceneinstruktør, der kæmper med sine forhold til kvinder og familie, og som i et forsøg på at finde ærlighed og sandhed går i gang med at sætte en gigantisk 1:1-teaterproduktion af sit eget liv op.
Det lyder formentlig relativt sammenhængende, og første halvdel af filmen er da også ganske straight - men derefter tilter den ud i en surrealistisk stil, som er på niveau med David Lynch i hans mærkeligste øjeblikke. Det vælter med symbolik, og personer flyder ud i flere personer med samme type rolle - der er scener, hvor en skuespiller spiller hovedpersonen, mens en anden skuespiller spiller hovedpersonen, der instruerer den første skuespiller, og hovedpersonen selv ser på.
Hvis man skærer igennem mærkværdighederne, er der noget, der tyder på, at Kaufman har skrevet filmen i en depressiv periode (selv om den i øvrigt lægger sig lige i halen på alle hans andre manuskripter rent tematisk). "Synecdoche, New York" kredser først og fremmest om et tema om erkendelse og selvindsigt, om hvordan den menneskelige hjerne iscenesætter sine omgivelser. Og da først hovedpersonen har lagt frygten fra sig og erkender, er pointen, at det enkelte menneske ikke er så vigtigt, som vi selv går og tror, faktisk aldeles uvæsentligt i den store sammenhæng. Hovedpersonens forsøg på at genskabe sit liv som kunst er derfor også formålsløst, hvilket bærer en underliggende pointe, om at kunst som sådan er formålsløst.
"Synecdoche, New York" er ikke 100% vellykket - jeg syntes ved første møde, at den var lidt for syret bare for at være det - men det er en rigtig interessant film, som også er temmelig underholdende i al sin weirdness. Og Philip Seymour Hoffman er selvsagt god i hovedrollen, hvor han har fornøjelsen af at spille over for en imponerende stribe af kvindelige klasse-skuespillere - Catherine Keener, Samantha Morton, Michelle Williams, Hope Davis, Emily Watson og Dianne Wiest.
Set på CPH:PIX.
Det lyder formentlig relativt sammenhængende, og første halvdel af filmen er da også ganske straight - men derefter tilter den ud i en surrealistisk stil, som er på niveau med David Lynch i hans mærkeligste øjeblikke. Det vælter med symbolik, og personer flyder ud i flere personer med samme type rolle - der er scener, hvor en skuespiller spiller hovedpersonen, mens en anden skuespiller spiller hovedpersonen, der instruerer den første skuespiller, og hovedpersonen selv ser på.
Hvis man skærer igennem mærkværdighederne, er der noget, der tyder på, at Kaufman har skrevet filmen i en depressiv periode (selv om den i øvrigt lægger sig lige i halen på alle hans andre manuskripter rent tematisk). "Synecdoche, New York" kredser først og fremmest om et tema om erkendelse og selvindsigt, om hvordan den menneskelige hjerne iscenesætter sine omgivelser. Og da først hovedpersonen har lagt frygten fra sig og erkender, er pointen, at det enkelte menneske ikke er så vigtigt, som vi selv går og tror, faktisk aldeles uvæsentligt i den store sammenhæng. Hovedpersonens forsøg på at genskabe sit liv som kunst er derfor også formålsløst, hvilket bærer en underliggende pointe, om at kunst som sådan er formålsløst.
"Synecdoche, New York" er ikke 100% vellykket - jeg syntes ved første møde, at den var lidt for syret bare for at være det - men det er en rigtig interessant film, som også er temmelig underholdende i al sin weirdness. Og Philip Seymour Hoffman er selvsagt god i hovedrollen, hvor han har fornøjelsen af at spille over for en imponerende stribe af kvindelige klasse-skuespillere - Catherine Keener, Samantha Morton, Michelle Williams, Hope Davis, Emily Watson og Dianne Wiest.
Set på CPH:PIX.
13/06-2009
