Americana anno Obama

5.0
Anne Hathaway var fortjent nomineret til en hovedrolle-Oscar for sit spil som Kym - en temmelig fucked-up ung kvinde, der efter lang tid i rehab kommer hjem til sin søsters bryllup. Hun er familiens kulsorte får, og hendes tilstedeværelse river op i mange gamle sår, selv om alle forsøger at gøre deres bedste for at se fremad.

Hathaway er fremragende i hovedrollen, men Rosemarie DeWitt er også virkelig god som søsteren. Og så har en nu gråhåret Debra Winger en flot mindre rolle som deres lettere fraværende mor.

"Rachel Getting Married" er en rigtig god film med både hjerne og hjerte, stærkt instrueret af Jonathan Demme. Den imponerer med sit præcise portræt af en narkoman og de akavade, besværlige familieforhold, som hendes sorte fortid fortstærker, men som måske også var grunden til, at hun endte sådan. Men det er også et præcist portræt af en amerikansk samtid, som på flere måder er fyldt med rummelighed og accept.

Set på CPH:PIX.
Rachel Getting Married